Silkeborg Hovedgård

Silkeborg Hovedgårds hovedbygning, med indgangen til Museet.

Hovedgårdsvej 7 i Silkeborg, sådan lidt fra oven.

Intro

Hovedgården er Silkeborgs ældste bygning, bygget delvist af sten fra Silkeborg Slot. I dag huser bygningen Museum Silkeborg, men gennem tiden har den haft mange andre funktioner.

Silkeborg Hovedgårds historie
Silkeborg Hovedgård er Silkeborgs ældste bygning. I dag er kun hovedgården og en lille stump af staldlængen langs Chr. VIII's vej tilbage. Oprindeligt var det en mindre herregård, opført af ritmester Hans Nicolai Hoff i 1767.
Ritmester Hoffs søn overtog hovedgården i 1794, og solgte den i 1804 til Ingerlev som gik fallit.
Staten overtog Silkeborg Hovedgård som største kreditor ved en auktion i 1823. Bygningen forfaldt, frem til 1840 hvor Chr. 8. besøgte området. Bygningen istandsattes til besøget, under meget kritik fra samtiden men denne renovation har muligvis reddet bygningen for eftertiden.
Bygningen har haft mange funktioner gennem tiden. Michael Drewsen brugte hovedgården som bolig i en kort periode indtil hans egen villa stod klar i fabriksområdet. Staldlængerne var i 1840'erne lavet til lejligheder til papirarbejderne og deres familier. De blev nedrevet i starten af 1900-tallet, omkring 1. verdenskrig. Hovedgården fungerede som skole i 1850'erne, kirke frem til 1877 og posthus til 1906. Peter Jessen ejede hovedbygningen i perioden 1910-1938, hvor den blev brugt som privatbolig. I 1938 købte Silkeborg kommune bygningen og indrettede børnehave. Børnehaven Dronning Louises Asyl var på hovedgården i perioden 1940-1975.
I januar 1954 kunne Silkeborg Museumsforening indvie byens museum i hovedgården. I 1975 overtog museet hele Silkeborg Hovedgård, i 1990'erne opførte man den anden museumsbygning i Silkeborg Hovedgårds have.

Museum Silkeborgs afdeling Hovedgården, har til huse i og har taget navn efter Silkeborg Hovedgård fra 1767.
Den faste udstilling
Udstillingerne på Hovedgården fortæller om aspekter af livet fra oldtid til nutid.
Museet hovedattraktioner er det verdensberømte moselig Tollundmanden og for Ellingkvinden. Indenfor historisk tid byder udstillingerne på temaer omkring Silkeborg Slot, antikt glas og glasproduktion på Silkeborgegnen i renæssancen, "Sorring-lertøj" , Silkeborg bys opståen og udvikling i midten af 1800-tallet, med bl.a. en empire stue. Til museet hører også Arbejdermuseet på Chr. 8 Vej 52, der rummer en arbejderbolig og udstilling om arbejderliv i Silkeborg i begyndelsen af 1900tallet.

''Silkeborg Hovedgård'' '''Af museumsinspektør Keld Dalsgaard Larsen, Silkeborg Museum '''Læs mere om Silkeborg Hovedgård på [http://herregaardskortet.dk/cases/silkeborg/ herregaardskortet.dk ] ''Silkeborg Hovedgård blev etableret som hovedgård i 1767, men den vandt sig ingen varig og stabil position som lokal herregård. Her var ingen adelig slægt, som ved rigdom og tradition kunne kaste glans over lokalområdet. Tværtimod er Silkeborg Hovedgård historien om tvivlsomme investeringer, bristede forhåbninger, fallit, statsovertagelse og integration i moderne skovdrift, fabrikssamfund og byliv. En oversigt over Silkeborg Hovedgårds historie kan inddeles i temaer efter de skiftende ejeres sigte med herregården med hensyn til landbrugsdrift, skovdrift, del af et fabrikssamfund og del af bysamfundet Silkeborg. '' ''Silkeborg Hovedgård kommer i privat eje 1767'' Kongemagten satte en række rytterdistrikter på auktion i 1767, og ritmester Hans Nicolaj Hoff (1722-1806) købte ved den lejlighed området ved Silkeborg. Hovedgårdstaksten var på 27 tdr. hartkorn og med tilhørende kirketiende på 36 tdr. Til ejendommen hørte vidtstrakte skovarealer på ca. 5.000 tdr. land, en mølle, to teglværker og omfattende fiskerettigheder i Gudenåen og de omkringliggende søer. Fæstegårdene under Silkeborg Hovedgård omfattede 258 tdr. hartkorn med 77 gårde og 32 huse. Hans Nicolaj Hoff lod umiddelbart efter 1767 Silkeborg Hovedgård opføre med hovedbygning i grundmur og ladebygninger i bindingsværk. Ladebygningerne brændte i 1777 og blev genopført i grundmur. Familien Hoff ejede Silkeborg Hovedgård i knap 40 år. Først Hans Nicolaj Hoff og dernæst sønnen Henrik Muhle Hoff (1763-1817) i årene 1794-1804. For familien Hoff var Silkeborg Hovedgård en investering. Far og søn var gode repræsentanter for tidens borgerlige entreprenører. Landbruget blev rationaliseret, omlægninger foretaget, ny jord inddraget, aflæggergårde etableret og fæstegårde frasolgt. Godsets vidstrakte hede- og engarealer gjorde såvel fåreavl som studeopfedning og studehandel til en væsentlig del af landbrugsdriften. Familien Hoff drev også i mindre omfang skovdrift, men transportvejene var en barriere, der gjorde, at træet blev solgt og anvendt lokalt. Blandt andet til en omfattende træskoproduktion. Henrik Muhle Hoff solgte Silkeborg Hovedgård i 1804 til H.P. Ingerslev og ritmester Halling. En ny epoke for Silkeborg Hovedgård kunne begynde. ''Investeringer i skovdrift – og fallit '' Hans Peter Ingerslev (1762-1830) var den gennemgående ejer af Silkeborg Hovedgård i årene 1804-1823 fordelt på to perioder. Fra 1804 til 1814 med de økonomiske konjunkturer med sig og fra 1817 til 1823 med konjunkturerne imod sig. H.P. Ingerslev var først og fremmest interesseret i Silkeborg Hovedgård på grund af Silkeborgskovene. Ønsket har givetvis været at fælde Silkeborgskovene og efterfølgende udparcellere og sælge jorden. Skovloven af 1805 satte en bastant stopper for sådanne planer, og H.P. Ingerslev søgte herefter at skabe en moderne og rationel skovdrift. Det forudsatte en regulering af Gudenåen, så træet kunne transporteres til Randers på pramme. Silkeborgskovene var frem til først i 1800-tallet relativt beskyttet, fordi dårlige transportveje umuliggjorde større udførsel af træ til de østjyske købstæder. Det lykkedes imidlertidig H.P. Ingerslev i årene 1806-1809 at gøre Gudenåen prambar. Kongemagten lånte H.P. Ingerslev en formue til at realisere dette projekt. H.P. Ingerslev solgte i 1814 Silkeborg Hovedgård til købmand Aastrup i Randers. Investeringen havde givet det ønskede afkast. Men det blev en kortvarig fornøjelse. Konjunkturerne var vendt, og købmand Aastrup måtte tilbagegive Silkeborg Hovedgård til H.P. Ingerslev. Den negative økonomiske spiral fortsatte og resulterede i fallit i 1823. Staten overtog herefter Silkeborg Hovedgård som største panthaver. ''Nye initiativer – handelsplads og papirfabrik'' Staten foretog en grundig evaluering af Silkeborg Hovedgård i årene 1823-1837 og fandt frem til, at skovene omkring Silkeborg skulle sikres for eftertiden. Ved resolution af 29. august 1837 blev Silkeborgskovene erklæret for kongeligt domæne. Silkeborg Skovdistrikt etablerede hovedsæde på aflæggergårdene Naaege og siden på Marienlund (i dag Gl. Skovridergård). Men hvad med den øvrige del af Silkeborg Hovedgård med hovedbygning, avlsbygninger og agerland? Afgørelsen kom ved kongelig resolution af 7. februar 1840, hvor staten besluttede også at gøre denne del til kongeligt domæne med henblik på nye omfattende initiativer med fabriksdrift og etablering af handelsplads. Som kongeligt domæne lagde Silkeborg Hovedgård herefter areal til Silkeborg Papirfabrik i 1844 og Silkeborg Handelsplads i 1846. Familien Drewsen og Sønner fik i 1844 arvefæsteskøde [livslang lejekontrakt, som kunne nedarves til efterfølgende generationer] for 50 år på den såkaldte Østermark øst for Gudenåen. Silkeborg Handelsplads voksede frem på den såkaldte Vestermark vest for åen. Hovedgårdens hovedbygning og ladebygninger fra 1770’erne lå midt mellem det kommende fabrikssamfund og den vordende by. Fabrikant Michael Drewsen opslog sit foreløbige hovedkvarter i hovedbygningen i årene 1844-1847, men han havde ingen planer om at blive boende der. Derimod kunne fabrikssamfundet bruge de eksisterende ladebygninger, Østre og Vestre længe, til arbejderboliger. Silkeborg Papirfabrik lod opføre 29 lejligheder i de to længer. Arbejderkvarteret i de to længer fik en levetid på godt 60 år, indtil de i forlængelse af Første Verdenskrig blev nedrevet for at gøre plads til nyt blandet boligkvarter. Silkeborg by rykkede ind i den gamle hovedbygning efter Michael Drewsen og indrettede her byens første kirkesal (1846-1877), byens første skolelokale (frem til 1859) og byens første posthus (frem til 1906). Silkeborg Kommune overtog fra 1868 Østermarken og anvendte den i forbindelse med kommunens nye fattiggård. ''Familien Jessen'' Købmand Peter Jessen købte Silkeborg Hovedgård i 1911, som i de foregående årtier havde været beboet af nogle af byens velstående familier. Peter Jessen var en succesrig forretningsmand, men hans køb af Hovedgården var ikke som sådan en investering. Den gamle herregård skulle være en passende ramme om familielivet. Familien Jessen boede på Hovedgården i 27 år og er hermed den familie, som har haft det længste ophold på ejendommen i hele dens eksistens. I den vestlige fløj indrettedes under Første Verdenskrig en aftægtslejlighed til Peter Jessens forældre. Da forældrene døde, blev lejligheden overtaget af en ugift bror, landsretssagfører Johannes Neergaard Jessen. Peter Jessen døde kort tid efter sin hustru i 1938, blot 52 år gammel. Nu var Silkeborg Hovedgårds fremtid igen i spil. Men Peter Jessen havde før sin død taget sine forholdsregler. Ved servitutter blev sikret, at der fremover ikke måtte bygges på grunden. Baggrunden var, at lokale initiativrige personer havde ytret ønske om at købe hovedgården med henblik på nedrivning og opførelse af etagebyggeri. Sådanne initiativer blev blokeret ved ændringer i skødet. Hermed bortfaldt de fleste potentielle private købere, og Silkeborg Kommune trådte til. ''Silkeborg Museum'' Silkeborg Kommune overtog Silkeborg Hovedgård efter Peter Jessen med henblik på at flytte byens børnehave, Dronning Louises Asyl, hertil i nyindrettede lokaler. Børnehavens personale boede frem til 1959 på første sal i den østlige del af bygningen, landsretssagfører Neergaard Jessen boede i vestfløjen. Johannes Neergaard Jessen tilbød i 1951 lokaler til Silkeborg Museum, som i årtier havde stået uden husly. Hermed fik museet fodfæste i byens ældste bygning. Kort tid efter døde Johannes Neergaard Jessen, og Silkeborg Kommune og Museumsforeningen gjorde det muligt, at Silkeborg Museum i januar 1954 kunne åbne byens museum i hele den vestlige del af hovedbygningen. Samlingerne omfattede bl.a. moseliget Tollundmanden, oldtidssager, almuegenstande, Michael Drewsens møbler og Asger Jorns kunst. Dronning Louises Asyl og Silkeborg Museum delte bygningen frem til 1975, hvor børnehaven flyttede ud, og museet kunne overtage hele den gamle hovedbygning. Silkeborg Hovedgård ligger fortsat i Silkeborg, hvor hovedbygningen og den sidste stump af ladebygningerne skaber en historisk ramme om Museum Silkeborg. Som et fysisk vidnesbyrd på en sælsom herregårdshistorie ligger Silkeborg Hovedgård 250 år efter sin skabelse nu midt i Silkeborg by.

''Fakta'' Adresse: Hovedgårdsvej 7, 8600 Silkeborg Kommune: Silkeborg Kommune Tidligere: amt, herred, sogn Ejer: Silkeborg Kommune (2017) Funktion: Museum (2017) Størrelse: (2017) Offentlig adgang: Ja. Museet er åbent alle ugens dage. Fredning: Hovedbygning er fredet (2017) Besøg [http://www.museumsilkeborg.dk/ museumsilkeborg.dk]

''Silkeborg Manor'' '''By Keld Dalsgaard Larsen, Curator, Silkeborg Museum ''' ''Silkeborg Manor was established in 1767, but did not achieve a lasting, stable position as a local manor. There was no noble family, whose wealth and tradition could invest the local area with glory. On the contrary, Silkeborg Manor tells a story of dubious investments, dashed hopes, bankruptcy, government takeover and integration into modern forestry, manufacturing communities and urban life. The history of Silkeborg Manor can be divided into themes based on the aims of the changing owners for the manor: in terms of farming, forestry, becoming part of a manufacturing community and then part of the urban community of Silkeborg. '' ''Silkeborg Manor privately owned 1767'' In 1767, the Crown auctioned a number of cavalry districts. On this occasion, the cavalry major, Hans Nicolaj Hoff (1722-1806) bought the area at Silkeborg. The estate held a large home farm [Danish: '''27 tønder hartkorn'''] and substantial Church tithes [Danish: '''36 tønder hartkorn''']. The property had about 6,500 acres [Danish: '''5,000 tønder'''] of forestland, a mill, two tile works and extensive fishing rights in the River Gudenåen and the surrounding lakes. Silkeborg Manor had 77 copyhold farms and 32 houses. Immediately after 1767, Hans Nic. Hoff had a main brick building and timber-framed barns built at Silkeborg Manor. The barns burned down in 1777 and were rebuilt in brick. The Hoff family owned Silkeborg Manor for nearly 40 years: first, Hans Nicolaj Hoff, and then his son, Henrik Muhle Hoff (1763-1817) from 1794 to 1804. For the Hoff family, Silkeborg Manor was an investment. The father and son were both excellent examples of the middle-class entrepreneurs of the time. Farming was rationalised, things were restructured, new land was incorporated, secondary estate farms were established and copyhold farms were sold off. The estate’s extensive moorland and meadowland areas made both sheep farming and bullock fattening a major part of the agricultural operations. In addition but to a lesser extent, the Hoff family were involved in forestry, but the transport routes were an obstacle, so the timber was sold and used locally: for example, for the extensive manufacture of clogs. In 1804, Henrik Muhle Hoff sold Silkeborg Manor to H.P. Ingerslev and the cavalry major, Halling. This was the start of a new era at Silkeborg Manor. ''Investments in forestry – and bankruptcy'' Between 1804 and 1823, Hans Peter Ingerslev (1762-1830) was the sole owner of Silkeborg Manor. This was divided into two periods: from 1804 to 1814, when the financial climate was on his side; and from 1817 to 1823, when the opposite was the case. H.P. Ingerslev was mainly interested in Silkeborg Manor on account of the Silkeborg forests. His wish was undoubtedly to clear Silkeborg’s forestland and then parcel out and sell the land. The Forestry Act of 1805 put a decided stop to such plans, and H.P. Ingerslev then turned his attention to modern, rational forest management. This strategy depended on a regulation of the River Gudenåen, so the timber could be transported to the town of Randers on barges. Up until the early 19th century, the Silkeborg forests were relatively protected, because poor roads made it impossible to export large quantities of timber to the market towns of east Jutland. However, between 1806 and 1809, H.P. Ingerslev succeeded in making the River Gudenåen barge-friendly. The Crown lent H.P. Ingerslev a fortune towards the realisation of this project. In 1814, H.P. Ingerslev sold Silkeborg Manor to Aastrup, a Randers merchant. The investment had yielded the desired return. But the pleasure was short-lived. The state of the market had reversed, and Aastrup had to return Silkeborg Manor to H.P. Ingerslev. The negative economic spiral continued and resulted in bankruptcy in 1823. The state then took over Silkeborg Manor as its largest mortgagee. ''New initiatives - trading post and paper factory'' Between 1823 and 1837, the state undertook a thorough evaluation of Silkeborg Manor and decided that the forests around Silkeborg should be protected for posterity. A resolution of 29 August 1837 declared the forests of Silkeborg a royal domain. Silkeborg Forest District established its headquarters on the estate farms of Naaege and then in Marienlund (today Gl. Skovridergård). But what about the other part of Silkeborg Manor with its main building, farm buildings and farmland? The decision was announced in the royal resolution of 7 February 1840. The state decided to turn this part too into a royal domain with a view to new, comprehensive initiatives involving factory operations and the establishment of a trading post. As a royal domain, Silkeborg Manor then became the site of the Silkeborg Paper Factory in 1844 and the Silkeborg Trading Post in 1846. In 1844, the Drewsen family and sons were given a 50-year lease for the so-called Østermark, east of the River Gudenåen. The Silkeborg Trading Post sprang up on the so-called Vestermark, west of the river. From the 1770s, the estate’s main building and farm buildings were located between the future factory community and the town to-be. The factory-owner, Michael Drewsen established his interim headquarters in the main building between 1844 and 1847, but had no plans to remain living there. On the other hand, the factory community could use the former farm buildings, the east and west wings, to house workers. The Silkeborg Paper Factory had 29 flats constructed in the two wings. The working community in the two wings survived for just over 60 years until, in the years following World War I, the stables were demolished to make room for a new, mixed residential district. Following Michael Drewsen, the town of Silkeborg encroached on the old main building and established the town’s first church hall (1846-1877), the town’s first school premises (up until 1859) and the town’s first post office (up until 1906). In 1868, Silkeborg Municipality took over Østermarken and used it as part of the new municipal poorhouse. ''The Jessen family'' The merchant, Peter Jessen bought Silkeborg Manor in 1911, which in the previous decades had been inhabited by some of the city’s wealthy families. Peter Jessen was a successful businessman, but his purchase of the estate was not an investment as such. The old manor house was intended as a suitable family home. The Jessen family lived on the estate for 27 years. That means the family lived in the property longer than any other in the manor’s existence. During World War I, they converted the west wing into a retirement flat for Peter Jessen’s parents. When the parents died, the flat was taken over by an unmarried brother, Johannes Neergaard Jessen, a high court solicitor. Peter Jessen died a short time after his wife in 1938, at the age of just 52. Once again, the future of Silkeborg Manor was in the balance. But, prior to his death, Peter Jessen had taken precautions. Easements guaranteed that no building could take place on the grounds in the future. This had been prompted by the fact that some local entrepreneurs had expressed a desire to buy the estate with a view to demolition and the construction of a block of flats. Changes to the title deeds blocked any such initiatives. So most potential private buyers lost interest, and Silkeborg Municipality stepped in. ''Silkeborg Museum'' Silkeborg Municipality acquired Silkeborg Manor after Peter Jessen. The plan was to move the town’s day nursery, Dronning Louises Asyl, here in newly furnished and fitted premises. Until 1959, the day nursery’s staff lived on the first floor in the eastern part of the building. The high court solicitor, Neergaard Jessen lived in the west wing. In 1951, Johannes Neergaard Jessen offered premises to Silkeborg Museum, which for some decades had been ‘homeless’. Thereby, the Museum gained a foothold in the oldest building in town. Johannes Neergaard Jessen died shortly afterwards, and in 1954 Silkeborg Municipality and the Museum Association enabled Silkeborg Museum to open the town’s museum in the entire western part of the main building. The collections included, for example: the mummified Tollund Man; ancient and peasant objects; Michael Drewsen’s furniture; and paintings by the well-known Danish painter Asger Jorn. Dronning Louises Asyl and Silkeborg Museum shared the building until 1975, when the day nursery moved out, and the Museum was able to take over the whole of the old main building. Silkeborg Manor is still located in Silkeborg. The main building and the last-remaining fragment of the farm buildings create a historic setting for Silkeborg Museum. As physical testimony to the strange history of a manor , 250 years after its creation, Silkeborg Manor is now located right in the centre of the town of Silkeborg.