Siim Skov
Intro
Til landsbyen Siim hørte der en skov på de nordlige skråninger ned mod Knudå-dalen og Knudsø. I gamle dage brugte bønderne skoven efter aftale med ejerne - i middelalderen var det Øm Kloster og sidenhen kronen.
Gennem renæssancen drev skiftende konger jagt i skovene i Søhøjlandet, og Siim Skov var en del af store, sammenhængende skov- og naturområder som gik under betegnelsen Den Skanderborgske Vildtbane. Fæstebønder i vildtbanen skulle overholde en masse regler for ikke at skade kongens vildt. For eksempel var der dødsstraf for krybskytteri, og bøndernes hunde fik det ene forben hugget halvt igennem, så de ikke ku løbe vildtet op.
I 1767 solgte kongen sine besiddelser i Søhøjlandet. På samme tid var hoveriet ved at blive ophævet, og fæstebønderne i Siim kunne overtage deres egne gårde.
Selvejet betød også udskiftning - det vil sige et opgør med den måde, landsbyens jord var blevet drevet på. Førhen havde bønderne haft et sindrigt fælles system til dyrkning af lange smalle marker blandet sammen med hinanden. Men det blev der lavet om ved udskiftningen: Hver gård fik nogle større, samlede parceller efter det princip, at de alle sammen skulle have del både i landsbyens gode jord og i den mindre gode - og i enge, moser og skove.
Siim blev udskiftet i 1783, og gårdene fik hver sin del af Siim Skov. Dermed var grundlaget lagt til individuel skovdrift. Nu prioriterede bønderne nemlig forskelligt, hvor de tidligere skulle blive enige om, hvordan skoven skulle dyrkes.
Miljøministeriet har overtaget en del af Siim Skov, som drives af Naturstyrelsen Søhøjlandet på vegne af os alle sammen. Nu er skoven bl.a. indrettet til friluftsliv og her er en attraktiv hundeskov.