Siamesisk Musæum


Rasmus Havmøller i sin museumsbygning inden samlingen blev flyttet ind til Ebeltoft.


Rasmus Havmøllers museum. I dag sommerhus.

Intro

Rasmus Havmøller flyttede i 1914 til Siam, for at arbejde for ØK. I fritiden gik han på jagt. Han giftede sig med den lokale siameser Boon Sri og fik fem børn. I 1933 rejste parret og børnene tilbage til Danmark. Han tog en samling af trofæer, kulturgenstande og historier fra Siam med tilbage.

Efter sin hjemkomst opførte Rasmus Havmøller i 1933 to bygninger ved siden af sit hus. Begge blev opført i siamesisk stil. Den ene bygning der blev kaldt for Lille Siam, tilhørte Havmøllers siamesiske hustru Boon Sri. Den anden bygning blev bare kaldt for "Musæet", og skulle rumme Rasmus Havmøllers samling af jagttrofæer, arkæologiske fund og andre kulturgenstande fra Siam. Havmøller havde ved sin hjemkomst svært ved at finde arbejde. Derfor var en af indkomsterne for familien de penge, Havmøller fik ved at vise sin samling frem. Samtidig rejste han rundt for at holde foredrag om sin tid i Siam. Sidst i 30'erne var turismen omkring Ebeltoft i tilbagegang. Der var ikke nok penge i samlingen, og derfor lavede Havmøller en aftale med den lokale museumsforening i Ebeltoft. De udstillede samlingen i deres lokaler, mod at Havmøller og familien skulle få en del af billetindtægterne. I 1940 åbnede Den Siamesiske Samling på museets adresse Juulsbakke 1. Havmøller døde sidst i 1940 og nåede aldrig at opleve hvor populær hans samling var. "Musæet" i Egsmark blev senere lavet til sommerhus for familien Havmøller.

''Publiceret''