Sct. Knuds kirke
Intro
Sct. Knuds kirke er kirke for den katolske menighed i Fredericia. Den blev opført i 1767 på betingelse af at kirken kom til at se ud som en almindelig bygning.
Den katolske menighed i Fredericia fik først tilladelse til at opføre en kirke i 1686. De første mange år holdt menigheden dog til i private hjem og siden i et lille kapel. Først i 1767 kunne den katolske kirke opføres efter en stor testamentarisk gave. Kirken var dog underlagt en række restriktioner. Kirken skulle ligne et almindeligt borgerhus, den måtte ikke fremstå som en kirke i det ydre. Der måtte ikke være et kirketårn, og kirken måtte ikke bruge en klokke.
I 1865 kunne kirken dog som den første kirke i Fredericia opføre et kirketårn. Dette var blevet muligt efter Grundloven 1849, hvor rigets religionsfrihed betød, at den katolske menighed fik lov til at lade kirken ligne en kirke. Ved midten af 1800-tallet opførte den katolske menighed desuden en skole i tilknytning til kirken.
Inde i kirken er der et ny restaureret rokokointeriør og billedet på vestvæggen har oprindelig været en del af loftet i den gamle kirke.
Der var katolikker i byen allerede inden Fredericia fik tildelt religionsfrihed i 1674. En del soldater, som var hvervet fra tyske områder, var katolikker. Deres tro blev stiltiende accepteret, forudsat at de ikke missionerede, og at messerne ikke blev afholdt på dansk.
De katolikker, som kom til hertil efter religionsfrihedens indførelse i byen var en broget skare med forskellige erhverv og forskellige årsager til at flytte til byen.
I 1686 fik menigheden visse privilegier af kongen, blandt andet retten til at indrette kirke og drive en skole. Byens patere skulle også yde sakramenterne til alle katolikker i Jylland, på Fyn og i Slesvig-Holsten. Så de to patere var tit på farten i meget af Danmark – og oplevede gentagne sammenstød med lokale, gejstlige autoriteter.
Også i Fredericia kom det til stridigheder mellem de katolske patere og byens lutherske præster. Der var tilfælde, hvor en protestant konverterede til katolicisme. De lutherske præster mente, at det måtte skyldes at de katolske patere havde missioneret – hvilket de ikke måtte. En sådan konflikt førte til, at den katolske kirke blev lukket i 1740’erne, og at de katolske patere i samme periode blev landsforvist. Kongen omstødte dog dommen i 1752, og kirken blev åbnet igen.
I løbet af 1700-tallets anden halvdel og 1800-tallet blev forholdet mellem byens præster forbedret markant – og de begyndte endda at omgås hinanden selskabeligt.