Sankt Erasmus Kirke i Bork Vikingehavn
Intro
Alder og ByggestilKirken er bygget i 2010, og indviet samme år af biskoppen i Ribe. Kirken er en rekonstruktion af en kristen kirke, som den ville have set ud for omkring 1000 år siden. Grundlaget for kirkegenskabelsen er baseret på opmålte stolpehuller fundet under stengulvet i Vorgod Kirken, nord for Skjern. Derudover er kirken baseret på historikernes opfattelse af nordisk byggeskik i Danmark og i særdeleshed i Norge. Man skelner oftest trækirker i stavkirker og stolpekirker. I norske kirker står vægstavene i en fodrem eller på en stensokkel. Disse kirker henviser man til som stavkirker. Stolpekirken hviler på jordgravede stolper. Kirken i Bork Vikingehavn er en stolpekirke. Levetiden på en stolpekirke er kort, da stolperne i jorden rådner og dermed undergraver hele strukturen. Det er grunden til, at man i dag kan opleve Stavkirker i Norge og ikke i Danmark, da de norske kirker ikke har direkte kontakt med jorden og dermed ikke rådner nær så hurtigt.
Kirken rekonstruerer et kirkerum, som man forestiller sig, at det har set ud i vikingetiden.
Sankt Erasmus kirke er en trækirke, som rekonstruerer et kirkerum, som man forestiller sig, det har set ud i vikingetiden. Kirken fungerer i dag som en del af museet, samt som kirke til afholdelse af kirkelige ritualer og ceremonier. Som trædesten foran døren anvendes en kopi af en runesten, som i dag kan ses indmuret i Hanning kirke. Det særlige ved denne runesten er afbildningen af en hammer: Thors hammer. Indskriften lyder oversat til nudansk: V..., Tues søn, rejste denne sten efter Gyde, sin mor, ...kil h[uggede?]. Brugen af runesten som trædesten er i øvrigt kendt fra flere jyske kirker, og der findes mange teorier om, hvorfor runestenene genanvendes til kirkebyggeri.
På væggene i kirken ses tolv vielseskors. De tolv kors males på væggene til ære for apostlene. I forbindelse med indvielsen stryger biskoppen vievand på disse kors. I kirken kan man ydermere se en rekonstruktion af Åby krucifikset, der viser den sejrende Kristus. Den stiliserede figur viser Kristus som kongeguden, en sejrende konge med en krone på hovedet, åbne øjne og klædt i kongedragt. Den sejrende Kristus ses kun afbilledet således i Norden. Vikingernes guder udemærkede sig som stærke krigere. Derfor blev Kristus i Norden fremstillet som guden, der overvandt døden. Det kunne asaguderne ikke, og derved gjordes Kristus mere tilgængelig for vikingerne.
Vikingeskibet er årsagen til, at vi i Norden betegner år 800 til år 1060 for vikingetid. Skriftlige kilder daterer det første angreb med vikingeskib til 793 mod Lindisfarne. Skibet går igen som symbol på hele vikingehavnen. Derfor ser man på alteret også et rekonstrueret smedejernsskib som lyseholder. Der er mulighed i kirken for at købe og tænde et lys. På den måde støtter man de nye rekonstruktioner på havnen. Først samlede man ind til en klokke til kirken, og på særlige dage kan man høre klokkeslagene fra den rekonstruerede Smollerup klokke.
Sømændenes protektorI kirken hænger en rekonstruktion af et røgelseskar. Den er indgraveret med skriften: Sankt Elmo beskyt os mod Egirs vrede. Sankt Erasmus, Sankt Elmo eller Sankt Erasmo – kært barn har mange navne – var en kristen helgen og martyr, som døde år 303. Han er blandt andet helgen for søfolk. De ser til Sankt Erasmus for styrke og hjælp. Elmo var beskytteren, mens Egir er den naturkraft, der i sin vrede sænker skibene.
Erasmus var biskop for Formium i Italien. Under forfølgelsen af de kristne under kejser Diocletian og Maximian Herkules, forlod han sit embede og gemte sig i bjergene. Her viste en engel sig for ham, og bad ham om at vende tilbage til byen. Han vendte tilbage og brugte sit liv på at døbe og omvende hedninge. I forsøget blev han flere gange tilfangetaget af soldaterne og blev flere gange tortureret. Blandt andet berettes det, at hans mave blev åbnet og hans indvolde rullet op på et ankerspil. Det fortælles også, at han på et tidspunkt blev tilfangetaget, pisket og pryglet, og derefter påsatte man ham med ild, hvilket han overlevede. Det siges også, at Sankt Erasmus forsatte med at prædike, selv da lynet slog ned ved hans side. Sankt Erasmus var (og er stadig) værdsat af søfolkene, som guides af Sankt Erasmus ild. Sankt Erasmus ild eller Sankt Elmos ild siges at være elektriske lysglimt fra master og rær, som søfolkene anså for tegn på, at deres helgen var til stede, eller som et godt tegn på rejsen.
''''''''''