Salling Østergård


Salling Østergård. Hovedbygningen består af fire sammenbyggede fløje


.

Intro

På halvøen Salling ved Limfjorden ligger den lille senmiddelalderlige herreborg Østergaard. Hovedbygningen består af fire sammenbyggede fløje omkring landets mindste borggård på 9x9 meter. Vestfløjen er opført omkring år 1500 af Lucas Krabbe på et nu forsvundet voldsted...

På halvøen Salling ved Limfjorden ligger den lille senmiddelalderlige herreborg Østergaard. Hovedbygningen består af fire sammenbyggede fløje omkring landets mindste borggård på 9x9 meter. Vestfløjen er opført omkring år 1500 af Lucas Krabbe på et nu forsvundet voldsted. Sydfløjen er lidt yngre, og omkring år 1550 fuldendte sønnen Iver Krabbe anlægget. Ivers imponerende ligsten, hvor han afbildes med rustning og hustruen Magdalene Banner, kan ses i Åsted Kirke. Fra 1660 ejes gården udelukkende af ikke-adelige slægter, og den har stået ubeboet siden 1973. Staten købte den forfaldne Østergård i 1999 og påbegyndte en udvendig restaurering. ''Fra Krabbernes kalk til ternet tapet'' Østergårds ydermure viser spor efter middelalderlige åbninger, svalegange og hemmeligheder, og de indre vægge, gulve og lofter fortæller om gårdens brug og skiftende mode. Her kan man nyde resterne af krabbeslægtens kalkmalede renæssance dekorationer fra 1500-årene med grålige bladranker, blodrøde draperier og okkergule foldeværker. Sæt dig på 'siddelsen' ved vinduet i det blåkalkede rum, gå ned i det gulkalkede køkken med det sortsvedne bjælke loft, se på profilerede oliemalede dørindfatninger, slidte gule teglgulve, vægfliser med borter, lofter med listedekoration, skabelonsmalede blomstrende tusindfryd eller den nyere trappeopgangs orange- og brunmønstrede tapet. Så har du bevæget dig gennem 500 års historie i farver og stemninger.