Sønderborg Ladegård





Kort over Sønderborg Ladegårds jorde, 1862. Ejendommen var dengang på 650 tdr. land og havde en besætning på 150 køer samt kvier, tyre, heste, svin og får.

Intro

Sønderborg Ladegård var en stor alvsgård, der oprindelig hørte til Sønderborg Slot, men som efter Treårskrigen blev overtaget af staten og siden solgt til Sønderborg Kommune. Hovedbygningen blev revet ned i 1970'erne, mens alvsbygningerne i dag anvendes af kommunens tekniske forvaltning.

I 1852 overtog den danske stat Sønderborg Ladegaard fra hertugen af Augustenborg sammen med dennes øvrige besiddelser. Staten forpagtede ladegården til Sønderborg Købstad, som i 1860 købte gården og i 1874 indlemmede den under Sønderborg Købstad. Frem til 1950erne blev Sønderborg Ladegårds jorder efterhånden udstykket til byggegrunde for at byen kunne udvides.

''Publiceret''

Det var Hans den Yngre, Hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg (1545 - 1622) der anlagde Ladegården, som hørte til slottet i Sønderborg. Da en senere hertug gik konkurs, overtog kronen Ladegården, der dog blev givet tilbage de augustenborgske hertuger i 1764. Da hertug Christian August II (1798 - 1869) havde stået i spidsen for den tabende slesvig-holstenske part i Treårskrigen måtte han gå i landflygtighed og afstå arveretten til sine slotte imod en erstatning. Derved overgik Sønderborg Ladegård til den danske stat i 1852, hvorefter Sønderborg Købstad forpagtede ladegården indtil 1860.

''Arkivalier'' 3 arkivskabere og 14 arkivserier i Rigsarkivet: [http://Arkivskabere og arkivserier i Rigsarkivet https://www.sa.dk/daisy/arkivskaber_eller_arkivserie_liste?c=S%C3%B8nderborg+Ladeg%C3%A5rd&d=1&e=2022] '' '' ''Litteratur'' A. Gallenga, The invasion of Denmark in 1864 (London, 1864). H. Hjelholt (ed.), Sønderborg bys historie, Bd. 1 (Sønderborg, 1960). Niels Nielsen, Peter Skautrup, Povl Engelstoft, Therkel Mathiassen and C. Vibe., 'Sønderborg Ladegård (Langenvorwerk)', I Trap Danmark: Åbenrå-Sønderborg amter (København, 1967), pp. 1125 - 1126. J. Raben, 'Sønderborg II', I Fra Als og Sundeved (Sønderborg, 1942). '' ''

I foråret 1864 var den italiensk-britiske krigskorrespondent Antonio Gallenga indkvarteret på Sønderborg Ladegaard. Han var udsendt af '''The Times''' i London og hans artikler om den 2. slesvigske krig blev bragt i avisen og senere samlet til en bog, der udkom både i London og i en dansk oversættelse. Han fulgte de danske tropper, da de trak sig tilbage fra Dannevirke til Als og blev indkvarteret hos borgerne i Sønderborg og omegn. Her er, hvad han skrev om den familie, der boede på Sønderborg Ladegaard: ”I Gaar spiste vi til Middag med et stort Selskab af Officerer, omtrent en Snes, paa en Gaard udenfor Byen, hvor de Fleste af dem ere indkvarterede. Forpagteren er Fader til tolv Døtre og tre Sønner. De fleste af Pigerne (jeg maa vel sige af de unge Damer, thi de ere i en Alder fra 4 til 19 Aar) opvartede Selskabet ved Bordet. Ved Enden af det lange og store Bord sad Ejeren selv, hans anden Kone, der saa ud som en Søster til hendes ældste Steddøtre, og de nævnte Døtres Lærerinde. Alle Damerne bar dyb, men elegant Sorg til Ære for den afdøde Konge, og med fuldstændig Tilsidesættelse af den nyudnævnte Konges Befaling, som har kundgjort, at Sørgetiden er forbi. Retheden og Smagfuldheden i de skjønne Hebers (1) sorte Dragt, den smukke Maade, hvorpaa de bare deres Haar, hele deres Holdning og Bevægelser vidnede om god Smag og god Opdragelse. Deres Væsen vare uden Feil. Nogle af Damerne var høje, slanke Skønheder, de fleste af dem havde mørkt Haar og lysegraa Øjne; de bevægede sig med en Elegance, som holdt deres militaire Gæsters Øine beundrende, men dog ærbødigt fæstede paa dem. [De unge Skønheder blev sjældent tiltalt, og aldrig uden den stille Ærbødighed og Agtelse, som til alle tider har karakteriseret den nordeuropæiske Ridderlighed. De unge Mænds eneste Friheder bestod i, at de viskede til hinanden Ordene ’Ravnens vinge” og ’gylden Krone’ og disse Benævnelser betegnede den ældste og den næstældste Datters Hårfarve. Med Familiens Småbørn, den lille Kamma og den endnu yngre Hanna, kan enhver Mand lege vildt som Hjertet begærer]. [ovenstående afsnit er udelandt fra den danske oversættelse] Disse unge Piger, deres Moder og deres Lærerinde ere vante til Landlivets Eensomhed; de ere ikke meget tungefærdige, og en dyb Rødme udbredte sig over deres Kinder, hver gang en af Selskabet henvendte sig til dem. De besørgede dog deres huuslige og gjæstevenlige Pligter med sikker Takt og medfødt Ynde. Dersom man havde tilstrækkelig Tid til at faae Isen brudt og berolige deres bly Uro, vilde man snart blive vaer, at de kunne føre en god og forstandig Konversation om mange Gjenstande. De Bøger, der ligge paa Bordene i Dagligstuen, de smukke Tegninger paa Væggene, Pianoet i Krogen og de erotiske Planter, der med Omhu ere opelskede i Vinduerne, bevise det. Fransk eller Engelsk, i hvilke de ikke vove at svare, ere paa ingen Maade ubekjendte for dem. Deres Gourvernante er udgaaet fra en af Kjøbenhavns første Dannelsesanstalter og er en fuldendt Sprogkyndig.” (4. marts 1864, Gallenga, 1864, s. 123f) Den store familie og det hushold, som i den grad fascinerede den udenlandske krigskorrespondent, og som han også betegnede som ”juveler” (s. 283), var familien Petersen fra Sønderborg. Faren var den tidligere guldsmed, kroejer og jernstøber Peter Petersen. På dette tidspunkt havde han solgt Sønderborg Jernstøberi til sin svigersøn, Henry English, og efter Sønderborg Kommune havde købt ladegården i 1860, kunne han realisere sin mangeårige ambition om at bliver landbruger, så han forpagtede Sønderborg Ladegaard.