Sømandshjemmet

Sømandshjemmet Sønderborg
Intro
Sømandshjemmet-bygningen står ikke mere. Men i 1911 blev der indviet et stort og moderne sømandshjem. Dele af arkitekturen går igen i det nuværende byggeri.
Det var ikke noget almindeligt sømandshjem, men var beregnet til de 3.000 marinere, der hørte til oppe på marinestationens skibe. Det er rigtig mange unge mænd i en meget lille by, og hvis de skulle holdes væk fra skumle værtshuse og deres mange fristelser i skikkelse af sprit og letlevende damer, så måtte de tilbydes noget, der var bedre. Og dette sømandshjem var stort, og usædvanligt veludstyret med opholdsstuer med læsestof og anden underholdning; der var teater og musik og alskens adspredelser.
I den tyske kejsers riger og lande fandtes kun fire sømandshjem af denne kaliber: I de to store flådehavne Kiel og Wilhelmshaven; i den tyske flådestation i Tsingtao i Kina; - og så i Sønderborg.
Ved indvielsen i 1911 talte selveste prins Heinrich, kejser Wilhelms lillebror.
Det understreger Sønderborgs betydning som flådestation lige før Første Verdenskrig.
''Publiceret''