Røjle Mose


Fundet fra Røjle Mose - gjort i 1972 - består af i alt 43 enkeltstykker. Det blev nedlagt i 1300-årene f.Kr. og består af 16 spydspidser, 20 kornsegle, to økser, to stykker af en sværdklinge, en lille kniv, en lille bronzestang og en lidt større kniv.

Intro

En aprildag i 1972 var Ernst Schelde Petersen og Peter Andersen i gang med at grave en kloakledning ned til et nyt boligområde ved Røjle Mose, da de fik øje på en bunke grønne rør i gummigedens skovl. Et nærmere eftersyn afslørede dog hurtigt, at det var bronzesager af ikke helt ny dato.