Rødkilde Højskole


Frede Bojsen holder foredrag for karlehold på Rødkilde højskole. Yderst th. ses hans søster, Jutta Bojsen-Møller


Højskolegården i Tjørnemarke. Her startede Frede Bojsen sin højskole i 1865


Rødkilde Højskole. Hovedbygning. Til højre Gamle skole.


Rødkilde Højskole, Ottekanten

Intro

Rødkilde blev oprettet i 1864 som en typisk grundvigiansk folkehøjskole, der gennem folkemøder og foredrag satte præg på egnen. Skolen har sidenhen virket som bl.a. sygepleje-, natur- og teaterhøjskole.

Rødkilde højskole blev startet af Frede Bojsen, ung grundtvigianer og venstremand. Når skolen kom til at ligge på Møn, skyldes det, at hans far på det tidspunkt var præst i Stege.

Skolen startede så småt i 1865 på en lejet gård i Tjørnemarke. Eleverne kunne ikke bo på skolen. De måtte indkvarteres hos lokale bønder.

Da der viste sig at være økonomisk grundlag for at drive en højskole, begyndte Bojsen opførelsen af Rødkilde på en grund syd for Stege, ud mod Stege Nor. Den 8. oktober 1866 kunne de nye højskolebygninger indvies.

Rødkilde var fra starten en traditionel folkehøjskole med karlehold om vinteren og fra 1868 pigehold om sommeren. Der blev undervist i historie, kirkehistorie, nordiske digtere og deres værker, geografi og naturlære.


En skole med flere profiler
Foruden den almindelige højskoleundervisning tilbød Rødkilde tidligt undervisning i landbrug og gartneri.
Højskolen udviklede sig hele tiden og nye fagområder kom til. Håndværkerskolen kom til omkring 1878 og tilbød undervisning især for bygningshåndværkere. I 1914 kunne håndværkerskolen også tilbyde smede, maskinarbejdere, malere, karetmagere og møllebyggere undervisning.

i 1936 blev højskolen omdannet til en sygeplejehøjskole. Her kunne unge piger få et forkursus i sygeplejerske, der kvalificerede dem til at starte på sygeplejeuddannelsen.

Fra 1981 blev Rødkilde en naturhøjskole med fokus på natur og miljø, og fra 1998 har Rødkilde været teaterhøjskole.

Skolen og egnen
Takket være Frede Bojsens politiske engagement var højskolen også et mødested for politisk interesserede mønboer. Helene Didriksen, aktiv i kvindepolitisk sammenhæng og flittig dagbogsskribent, nævner talrige møder på Rødkilde, dels foredrag om nordiske digtere, men især møder, hvor kvindens stilling i samfundet var til debat.


Frede Bojsen. 1841-1926

Højskolemanden og venstrepolitikeren Frede Bojsen kom fra en markant, grundvigiansk familie. Hans far, "Budstikke-Boisen", blev i 1849 præst i Stege, og han overtalte sønnen til at lægge sin planlagte højskole på denne egn.
Frede Bojsen fik en hård start på Møn. Under opførelsen af højskolen døde hans elskede hustru, norske Karen Anker, i barselsseng, kun 23 år gammel, og barnet døde 3 måneder senere. Men trods modgangen valgte han at fortsætte arbejdet med højskolen - der i øvrigt blev bygget med penge fra Karen Ankers familie.

Bojsen var ikke kun højskolemand, han var også meget engageret i politik og i lokalsamfundet. Han var bl.a. initiativtager til Spare- og Lånekassen og til Stege Sukkerfabrik, og han opkøbte halvdelen af Ulfshaleskoven med det formål at genskabe skoven og få den fredet.

Som venstrepolitiker var han moderat, og en ledende kraft i det såkaldte "Forhandlende Venstre". Han sad i folketinget for Mønkredsen fra 1869 til 1901, og han var sognerådsformand i 25 år.

Med alle disse engagementer var det ikke muligt for ham at passe det daglige arbejde som forstander, så selv om han stadig ejede Rødkilde, blev der i 1878 ansat en forstander i hans sted, J.H. Andersen, der var forstander i de næste 30 år.

I den sidste del af livet var han meget lokalhistorisk interesseret og udgav bl.a. det 9 bind store værk "Møns Historie".


Rødkilde består af en række bygninger, hvoraf de 3 er fredet. Der er bygget til, revet ned og renoveret flere gange i skolens historie. Bojsen tegnede selv de indledende skitser til byggeriet, mens en bygmester samt arkitekten og venne Ludvig Fenger stod for resten. Det oprindelige byggeri bestod af skolebygning og forstanderbolig.

Hovedbygningen (1866-67)
Forstanderbolig.
Vinkelbygning med tårn. Bygningen ligner et lille slot eller herregård, Efter sigende skyldes byggestilen, at den skal minde om den norske herregård Rød, som Frede Bojsens hustru Karen Anker stammede fra.

Gamle skolehus (1866)
Undervisning/foredrag, sovesal. Senere elevværelser mv.
Opført som den første af skolens bygninger. Beliggende over for hovedbygningen ud mod vejen.

Ottekanten (1878)
Møns første forsamlingshus. Med hestestald tilknyttet.

Vognporten/Fugleburet (1866)
Foredragssal, skolestue. Tidligere bl.a. ridehus.

Syden / Håndværkerskolen (1881)
Håndværkerskole, bolig, elevværelser.
Kaldes Syden, selv om det er en af de nordligste bygninger.

Kildehuset (1899)
Lysthus ved Rødkildes udløb

Elevfløj (1936)
Sammenbygget med forstanderboligen. Spisesal, undevisning, elevværelser.

Gule hus / Hvide hus (1871)
Tidl. sparekasse (før 1874), Husholdningsskole mm. Inddraget til højskolen ca. 1958, brugt som anneks, bolig, elevværelser mv.

Røde hus (1958):
Lærerboliger. Undervisningslokaler.

Hegnet (1970)
Elevværelser

Kilder: Keld de Fine Licht: Rødkilde. Højskoler og huse. Vordingborg Kommunes BBR-meddelelser.