Rudkøbing Præstegård

Rudkøbing præstegård. Rudkøbing Præstegård set fra Torvet
Intro
Solide bygninger fra 1700- og 1800-tallet præger Rudkøbing på Langeland. En af de mest statelige ligger på Torvet ikke langt fra rådhuset og kirken. Rudkøbing Præstegård troner i gadebilledet på sin høje stensokkel og med sit solide egebindingsværk. Taget er teglhængt...
Solide bygninger fra 1700- og 1800-tallet præger Rudkøbing på Langeland. En af de mest statelige ligger på Torvet ikke langt fra rådhuset og kirken. Rudkøbing Præstegård troner i gadebilledet på sin høje stensokkel og med sit solide egebindingsværk. Taget er teglhængt. Vinduerne er store og sprossede, og de følger barokkens taktfaste facadeopdeling med vinduesfag, vægfag, vinduesfag og så videre. En dobbeltløbet granittrappe fører op til hoveddøren, som er anbragt midt i en kvistudbygning. Bygningen blev 1761 nyopført af pastor Grib som den anden afløser for en middelalderlig præstegård, der brændte ned i 1580. Huset fungerer stadig som præstebolig.
''Vildmarkspræstens lange kanetur''
Generationer af præster har boet og arbejdet i Rudkøbing Præstegård. En af de mere bemærkelsesværdige var pastor Jens Eriksen Grøn. Han kom fra Norges nordligste sogn i Finnmarken og kørte med sin familie i et stræk til Langeland gennem den norske vildmark - i kane - for at indtage sit nye embede i Rudkøbing. Kanen eksisterer stadig på Langelands Museum. Pastor Grøn konfirmerede senere i 1791 og 1792 to af de kvikkeste hoveder i datidens Danmark, brødrene Hans Christian Ørsted og Anders Sandøe Ørsted. Brødrene boede på byens apotek i Brogade, der forbinder torvet med byens dengang meget vigtige havn.