Rudkøbing Apotek


Statue af Hans Christian Ørsted. Statuen af Hans Christian Ørsted er placeret ud for hans barndomshjem, Rudkøbing Apotek

Intro

Rudkøbing Apotek er en af den gamle søfarts- og købmandsbys perler. Hovedbygningen er fra 1856 og holdt i nyklassisk stil. Apoteket har en fin have med sjældne træer, buske og lægeplanter. I haven finder man for eksempel Nordeuropas ældste kastanjetræ, som er omtrent 300 år gammelt...

Rudkøbing Apotek er en af den gamle søfarts- og købmandsbys perler. Hovedbygningen er fra 1856 og holdt i nyklassisk stil. Apoteket har en fin have med sjældne træer, buske og lægeplanter. I haven finder man for eksempel Nordeuropas ældste kastanjetræ, som er omtrent 300 år gammelt. Apoteket rummer i dag et museum, der illustrerer dagligdagen på et provinsapotek i 1700- og 1800-tallet. Rudkøbing Apotek var barndomshjem for den senere videnskabsmand Hans Christian Ørsted og hans bror Anders Sandøe Ørsted, der som voksen blev Danmarks tredje statsminister. Deres far Søren Christian Ørsted blev apoteker i Rudkøbing i 1775. ''Kemi og ånd hånd i hånd'' Da Hans Christian Ørsted var 12 år, blev han elev i faderens apotek. Her fik han sin første indsigt i kemi og farmaci. Han tog senere farmaceutisk embedseksamen i 1797 og overtog derpå ledelsen af Løveapoteket i København. Hans interesser gjaldt dog de fysiske og kemiske videnskaber. I 1806 blev Ørsted udnævnt til ekstraordinær professor ved Københavns Universitet. Senere fik han stor anerkendelse for sin opdagelse af elektromagnetismen. Ørsted blev en af sin tids fremmeste eksponent for den romantiske naturfilosofi og skrev flere værker blandt andet Ånden i Naturen fra 1850. H.C. Ørsted fremhævede forbindelsen mellem fornuft og naturlov, og pegede på en sammenhæng mellem ånd og natur. For Ørsted var det naturvidenskabens opgave at knytte det sande sammen med det gode og det skønne.