Ribe - Danmarks ældste by


Skibbroen i Ribe. Foto: Charlotte Lindhardt, 2005. Esbjerg Kommune


Ribes domkirke tårner højt i landskabet. Foto: Charlotte Lindhardt, 2005. Esbjerg Kommune


De gamle huse og åen giver Ribe en helt særlig stemning. Foto: Charlotte Lindhardt, 2005. Esbjerg Kommune

Intro

Ribe blev grundlagt kort efter år 700 og blev en af landets vigtigste markedsbyer. Ribe har bevaret de snørklede gader og lave huse, hvor kun kirkerne hæver sig op over marsklandskabet. En tur gennem Ribe er en vandring gennem historien.

Ribe grundlægges

Ribe blev grundlagt omkring år 700 som en markeds- og handelsplads. Vikingerne fandt stedet velegnet, da det var tæt på havet og havde landforbindelse til nord og syd.
Byen nævnes første gang, da Nordens apostel, Ansgar, ca. år 855 fik lov til at opføre en kirke i Ribe og lade en kristen præst bo på stedet. Hvor meget han fik ud af sin tilladelse, ved vi ikke, for først i ca. 948 nævnes en biskop i Ribe - og dermed en domkirke.

Middelalderens Ribe

Middelalderbyen voksede og fik centrum på vestsiden af åen, hvor Domkirken blev rejst i sin nuværende skikkelse i anden halvdel af 1100-årene. Sognekirker, tiggermunkeklostre og en befæstning føjedes til, og Ribe udviklede sig til en dobbeltby, der bredte sig på begge sider af åen.
Mellem de to bydele anlagde man en af landets største middelalderlige dæmninger, der under navnet Dammen (i dag Over-, Mellem- og Nederdammen) blev byens hovedgade. På begge sider af Dammen blev der fyldt op til byggegrunde. Det var i denne skikkelse, at Ribe blomstrede som Danmarks betydeligste Nordsøhavn i middelalderen - og dermed Rigets port mod Vesteuropa.
Grundlaget for byens handel var eksport af landbrugsvarer til Flandern samt import og videresalg af blandt andet klæde og luksusvarer.

Udvikling og byggestil

Af middelalderens bygninger står Domkirken, Sct. Catharinæ Kirke og kloster samt enkelte sten- og bindingsværkshuse tilbage. Nutidens Ribe præges af talrige huse fra omkring år 1600, hvor meget måtte nybygges, efter at en del af byen brændte i 1580. At husene står den dag i dag skyldes dels, at Ribe siden er blevet forskånet for bybrande, og dels at byen fra midten af 1600-årene mistede sin økonomiske betydning. Det medførte, at der hverken var råd til eller brug for nye huse i større stil. Man reparerede det, man havde, og ombyggede næsten kun gadefacaderne. Bag dem rummer Ribe derfor endnu i dag helt enestående gårde og baghuse.

Ribe i nyere tid

I 1868 blev Esbjerg grundlagt og voksede så hurtigt, at udviklingen i de gamle handelscentre, Varde og Ribe, gik i stå. Hele tiden fastholdt indbyggerne og de forskellige bystyrer de gamle traditioner. Nybyggerier blev udført med hensyntagen til de eksisterende bygninger, og da Ribe igen begyndte at vokse i 1900-tallet, skete det i nyanlagte kvarterer nord for byen.
I Ribe er historien nærværende. Om sommeren går vægterne aftenture, der arrangeres byvandringer, og byens museer viser den kultur og historie, der er så vigtig for byen.