Renæssancegård og middelalderovn


Oversigtstegning af gårdens tre længer


Tolkning af gården i felten


Sporene efter bilæggerovnen. Det røde lag er selve ovnkammeret, hvor man har fyret. Det sorte lag er asken fra oven.

Intro

I 2011 undersøgte Museum Østjylland en trelænget gård fra renæssancen. Gårdens historie viste sig at have tråde helt op til nutidens beboere. Lidt nord for gården stødte arkæologerne på en bilægger ovn fra middelalderen.

Renæssancegården bestod af tre længer. Den vestlige længe var en såkaldt sulebygning. Det vil sige, at en række af kraftige stolper, kaldet suler, placeret midt i bygningen har båret tagets vægt. Længen har formodentlig været anvendt som lade. Studier fra Fyn har vist, at sulekonstruktionens højtsiddende tagkonstruktion giver et godt højloftet arbejdsrum, der er velegnet til indendørs tærskearbejde. Den nordlige længe er tolket som lade og den sydlige som beboelseshuset på gården Det undersøgte område ligger en smule uden for Mellerup i nærheden af Sædde Gård. Denne var indtil 1579 en hovedgård tilhørende kronen. I 1605 deltes den ved bortfæstning til to bønder. Fra den Sædde Gård, man kan se på højemålebordskortene opmålt i perioden 1866-1887, er der ca. 300 m. til den trelængede gård fundet i 2011. Det dateringsmæssige sammenfald er dog mere end påfaldende, og det er museets intention ved hjælp af gamle matrikler, at undersøge om der kan være en sammenhæng mellem gården fundet i udgravningen og hændelsen i 1579. Lidt uregelmæssige gårde som denne er typiske for området, mens man på Sjælland for eksempel har haft firlængde gårde om en næsten kvadratisk gårdsplads. Gården er dendrokronologisk dateret til slutningen af 1500-tallet

Ovnen er en bilæggerovn, hvilket vil sige at man har fyret op i et andet rum end det, der skulle varmes op. På den måde kunne man varme for eksempel en stue op, uden at få røgen ind i rummet. Ofte var indfyringrummet ude i køkkenet. Det hus ovnen må have stået i, blev der ikke fundet rester af. Oven er dateret ud fra keramik til at være fra slutningen af 1300-tallet eller starten af 1400-tallet.