Rensdyrjægerne ved Sølvbjerghøj
Sølvbjerghøj, Tillitse
Redskaber fra rensdyrjægerne ved Sølvbjerg
Intro
Sølvbjerg er det sted i Østdanmark, hvorfra de ældste sikre spor af mennesker stammer, og de er mere end 12.000 år gamle. Sølvbjerg var en yndet plads, som jægerne vendte tilbage til igen og igen gennem flere tusinde år.
Efter Brommetid blev det igen meget koldt i Danmark. Træerne forsvandt fra landet og elsdyrene trak sydpå. Så rensdyrene blev igen det vigtigste byttedyr.
Denne kolde periode blev kaldt Ahrensburgtid (ca.11.000-13.000 før nu), opkaldt efter en boplads i Ahrensburg tunneldal nær Hamburg. Man tvivlede i mange år på, at Ahrensburgfolket var kommet nordligere end Nordtyskland.
Men Danmarkshistorien ændredes i 1990, da den første boplads på Sølvbjerg blev udgravet, og man fandt spor af Ahrensburgfolket, som havde jaget heroppefra. Sølvbjerg var igen blevet attraktiv, nu da træerne igen var forsvundet, og udsigten over landet var genoprettede.
Redskaberne fra Ahrensburgkulturen bestod af spinkle pile, skrabere, stikler og knive.
Sølvbjerg har tiltrukket jægere i perioder hvor landet var uden træer, og derfor et ideelt opholdssted.
Der har formentlig kun været kortvarige bosættelser af små familiegrupper på Sølvbjerg, i den periode hvor renerne havde deres trækrute forbi stedet, opholdet har formentlig kun varet en månedstid. Og når renerne drog videre, fulgte jægerfolket med. Dyrene blev nedlagt tæt på bopladserne, da de var for tunge at slæbe over længere strækninger. Renerne blev parterede, kødet skåret i passende stykker og hængt til tørre til vinterforråd. skindene blev renset og spændt ud til tørring i vinden, for senere at blive brugt til beklædning og soveunderlag. De bedste af rentakkerne blev også gemt, og brugt til harpunspidser og slagkøller.
Cirka 6000-3800 år før nu har der igen boet mennesker på og omkring Sølvbjerg. Dog ikke mere for at jage, men for at dyrke jorden. Den sandede forhøjning var veldrænet markjord. Lolland var i stenalderen et meget fordelagtigt sted at bo, da der var glimrende flint i store mængder, i undergrunden, ført herop af istiden.
Sølvbjerg har også været beboet i jernalderen, det fandt man beviser for i 1993 ved udgravningen af Ahrenburgbopladsen. Her fandt man stolpehuller efter et hus fra romersk jernalder (ca. 2000-1600 år før nu).
Sølvbjerg har haft en stor betydning i udforskningen af istidskulturerne i Danmark, og af indvandringen af mennesker hertil. Sølvbjergpladserne har øget forskernes viden på mange områder. Hvor har folk bosat sig i forskellige perioder. Hvilke redskaber har de brugt og hvilke byttedyr har de jaget.
Denne store viden vil gøre det lettere for forskere i fremtiden, at finde nye bopladser fra de ældste mennesker i Danmark. Man skal nemlig lede på de mest vindomsuste bakkedrag og på de snævreste passager i vådområderne, for der hvor rensdyrene vandrede, der levede jægerne den største del af deres liv.
Ønskes der mere infomation om rensdyrjægerne fra Sølvbjerg, kan det hentes her :
Petersen, B.F. : Rundebakke. En senpalæolitisk boplads på Knudshoved Odde, Sydsjælland.
Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie. 1992.
Vang Petersen, P. & Johansen, L." Sølvbjerg I - An Ahrensburgian Site on a Reindeer Track through Eastern Danmark." Journal of Danish Archaeology, vol. 10. 1993.
Vang, Petersen, P. : Flint fra Danmarks Oldtid. Høst & Søn,1993.
Sølvbjerg blev dannet ved slutningen af den sidste istid (for cirka 16.000 år siden), på bunden af en sø i isen. På søbunden blev der aflejret sedimenter af sand, småsten og ler. Da isen smeltede bort, stod den gamle søbund tilbage som en forhøjning i landskabet, og blev til det, vi kalder Sølvbjerg.
Da de første mennesker kom til Sølvbjerg, havde gletscherne, der i istiden dækkede det meste af Danmark, trukket sig tilbage til det mellemste af Sverige. Den stadig store iskappe indeholdt store vandmængder. Derfor var vandstanden i verdenshavene noget lavere end i dag, omkring 100-150 meter lavere. Lolland var derfor landfast med Tyskland, England og Sverige på den tid. Kun nogle floder og store søer har adskilt landene. Derfor var kontakten til det nordtyske område tæt, og herfra kom de første mennesker til Sølvbjerg.
Landet som disse mennesker kom op til, var meget anderledes end i dag, Det var meget koldt, den højeste temperatur om sommeren var 8-10 grader. Landskabet var åbent, øde og træløst, der var mange søer, åer og bække som var dannet af smeltevandet fra isen. Jorden bestod af sand, ler og sten, der var endnu ikke dannet muld, så mange planter havde svært ved at slå rod.
De første dyr, der kom til Danmark i store mængder efter istiden var rensdyrerne, det var disse dyr der var årsag til at jægerne kom herop. Man bosatte sig de steder hvor renernes trækrute gik igennem.
Når renerne vandrer, benytter de sig af pejlemærker i landskabet til at orientere sig efter, det er ofte højdedrag som Sølvbjerg, som samtidig var et udemærket udsigtspunkt. Da der på denne tid ikke var huse og træer der kunne dække udsynet, kunne man se meget langt fra dette højdedrag. Dette benyttede rensdyrjægerne sig af, for her kunne de se flokken på lang afstand, det var ikke selve dyrene de kunne observere, men den støvsky som flokken lavede.
Når man jager rensdyr, skal de jages ind mod nogle naturlige forhindringer i landskabet, som f.eks. tunneldale og floder. Et rensdyr kan løbe op til 70 km i timen, så derfor kan en jæger til fods ikke løbe det op.
De første mennesker der kom til Danmark (Sølvbjerg) tilhørte kulturen, der kaldes Hamburgkultur
(ca. 14.000-12.000 før nu). Kulturen har fået navn efter de bopladser der blev udgravet i 1930`erne nær Hamburg. I Danmark har Nationalmuseet i august 1993 udgravet en boplads fra Hamburgkulturen på Sølvbjerg, derudover er der udgravet bopladser fra Hamburgkulturen, beliggende i Jels og Slotseng i Sønderjylland.
Der har man fundet de karakteristiske redskaber og slanke pilespidser. Man har sandsynligvis brugt bue og pil, til at skyde renerne med, men også kastespyd. Desværre er det meget sjældent, at træ og knogler er bevaret fra disse meget tidlige perioder. Jægerne brugte desuden de såkaldte zinken, en art krumbor der sammen med pilene er ledetyper for kulturen. Dog er anvendelsen af disse endnu ikke fastslået. Der er på Sølvbjerg fundet skrabere, til at skrabe rensdyrskindene fri for fedt og urenheder, en del knive og såkaldte stikler, som bruges som en slags høvl, til at glatte overfladerne på ben og takredskaber.
Denne kultur efterfulgte hamburgkulturen (ca.11.700-11.000 før nu). Brommekulturen er opkaldt efter en boplads ved Bromme på Midtsjælland. Det er i denne kultur at træerne kommer herop, og vi får lysåben skov. Mange af rensdyrene trækker længere mod nord, og elsdyrene indvandrer. Der lever nu langt flere mennesker i landet. De bosætter sig ved søer, og langs åer, hvor de udover jagt kan leve af fiskeri, blandt andet gedder.
På denne tid var Sølvbjerg ikke mere så attraktiv som boplads. Grundet de mange træer var udsigten ikke længere god, men Brommejægerne kom fra tid til anden forbi og efterlod enkelte pile på stedet.
Brommejægernes redskaber var større og kraftigere end Hamburgjægernes. Det vigtigste redskab var dog stadigvæk pilene, der var store og kraftige, beregnet til at nedlægge elsdyr, som var større og havde tykkere skind end renerne.