Regulering af Skjernaadalen 1901-02

Hotel Amholm

Fra v. nr. 2 kan være herredsfoged J. R. Kragh nr. 5 godsejer Ernst Tranberg

Fra v. nr. 4: Vandinspektør Palle Sørensen Fløe

Før reguleringen af åløbet 1901

Efter åreguleringen

Intro

Regulering af Skjernaadalen og en beretning om hotel "Amholm"

''' Den 5. juni 1898 kunne man læse, at Skjernådalen af den stærke storm var sat under vand, og i den forbindelse skrev en lodsejer bl.a.: “Når man i dette øjeblik kaster et blik ud over engstrækningen i Skjernådalen, kan man ikke andet end rigtigt ønske, at det var i disse dage, amtsrådet skulle tage forholdene i øjesyn. Vandet står således, at man med en båd kunne sejle over en stor del af engene. Det antages, at hvis vandet snart kunne løbe ud, så kan man måske nok bjerge hø om en månedstid”. Men den 28. juni var engenes tilstand i Skjernådalen stadig beklagelige, idet vandstanden efter årstiden stadig var meget høj. Samme år i september måned var regulering af Skjern å et brændende spørgsmål. Oversvømmelserne havde ødelagt høet og umuliggjort dets bjergning på så store arealer, at tabet gik op i 100.000 kr. Hvor stort tabet egentlig var, var der ingen der havde nogen ordentlig mening om. Skjernådalen var ca. 2 kvadratmil stor, men når man foretog en rejse ned gennem å-løbene ud til fjorden, så man, hvor sørgeligt det så ud. Mange steder stod høet stakket, men ødelagt af vandet og ganske værdiløst, og de allerfleste steder var det slet ikke slået. '''Dette havde været og var umuligt, da vandet stod alenhøjt op over græsset. Under disse forhold udarbejdede vandinspektør Palle Fløe en plan for åens regulering. Det skulle være den bedste plan, der endnu havde været fremme. Denne regulering ville komme til at koste 70.000 kr. Imidlertid var der stor ængstelse for, særlig fra de vestlige lodsejere, at det ikke var gjort med en regulering, men at selve vandstanden i Ringkøbing Fjord måtte sænkes, for at vandet i det hele taget kunne komme ud af engene. '''Samme år var ålefiskeriet i fjorden i øvrigt helt utroligt. En sagkyndig opgav, at der i det forgangne år var fisket 250.000 pund ål i fjorden.''' Under Skjernåreguleringen i 1901 var der “fine” forhold for arbejderne. For i maj samme år, da Skjernåreguleringen var ved at tage sin begyndelse, byggede man et hus til arbejdsfolkene. Det var en stor kaserne, 66 alen lang og 19 alen bred, hvor der ville blive plads til 150 personer. Huset blev døbt “Hotel Amholm”, da den var placeret på de høje Amholm enge lidt nord for Lønborg Kirke. Beværtningen af “hotellet” var af entreprenørerne overladt til gæstgiver Bech i Tarm, og det var i øvrigt også ham, der havde ladet “hotellet” opføre. Da hotellet stod færdig, indkøbte restauratøren 100.000 bajere, svarende til 10 vognladninger, hos brygger Storm i Varde, så han kunne slukke reguleringsarbejdernes tørst, hvilket måske var med til, at det gik lidt livligt for sig på, “Hotel Amholm”. Der rapporteres om, at under indflydelse af øl og brændevin udfoldede der sig i “Bjælkehallen” forskellige drastiske optrin, der i mangt og meget mindede om scener fra Rolf Krakes Hof, og det var nok årsag til, at der blev fjernet 20 mand fra barakken, så der igen kunne blive nogenlunde menneskelige forhold på “hotellet”. Ved åreguleringen havde der fra først i maj måned været beskæftiget omkring 80 mand, også benævnt som åbisser, iflg. teglbrænder Jens Chr. Jensen nogle hårde negle, som kunne tåle næsten alt og rejste fra det ene sted til det andet, var eksperter i at bruge en skovl og en trillebør. De skulle bl.a. fjerne 15.000 a 16.000 favne jord ved hovedstrømmens vestlige gennemskæring, og med den arbejdsstyrke, som var i gang, og især hvis jorden skulle transporteres på trillebør, så ville det tage sin tid. Arbejdslønnen var overalt 30 øre i timen, men midt i juni måned nedlagde jordarbejderne arbejdet og forlangte, at de for fremtiden ville have 35 øre i timen. I juli måned var der rigtigt røre i Skjernådalen. Først alle de mange arbejdere, der var sysselsatte ved udgravningen af de forskellige strømme, og høbjergningen, der også var gået i gang, fik engene til at se ganske brogede ud af høstakke. Vind og vejrforholdene havde hele sommeren været gunstige, men i slutningen af august satte det ind med regn og storm, og vandet steg. Gravearbejdet var nu så fremskredent, at sandpumperen kom til. Den blev opsat i åen nedenfor Lønborg Kirke og skulle så tage det sidste fyld af bunden. Omkring 1. november var den væsentligste del af arbejdsstyrken blevet afskediget, og “Hotel Amholm” måtte lukke, da det ikke længere kunne svare sig at drive “hotellet” med det mandskab, der var tilbage. Egnens befolkning følte det formentlig som en stor lettelse, da arbejdet i sine hovedtræk var ved at være afsluttet, thi mellem de ca. 250 mand, der i sommerens løb havde haft tilhold på engene, var landets udskud unægtelig talrigt repræsenteret. Kælenavne som “Kong Hans”, “Kvart Jacob”, “Godsejeren”, “Skarpretteren” og mange andre navne huskedes af egnens befolkning. Da arbejderne var rejst, var det kun afrevne bukseben, skjorterester, hullede hatte og træsko, der fandtes henstrøet langs vej og sti, som afgav et tavst vidnesbyrd om det liv og leben, de herrer havde ført i området. Fra januar 1902 og frem så Skjernådalen næsten ud som et hav, kun enkelte punkter stak op af vandet. Eksempelvis de diger, der sommeren i forvejen var opført ved den nye kanal. Reguleringsarbejdet skulle efter planerne starte op igen til 1. april, hvor sandpumperen skulle fortsætte med at tage den sidste jord op af bunden. Men trængslerne for beboerne i området var ikke slut, for i maj 1902, var det galt igen, så politiet måtte lave en Razzia på de “løse eksistenser ude ad Lønborg til”, hvortil der dagen forud var ankommet en større sværm, og da de fleste af dem var derangerede fyre af den kaliber, som entreprenørerne ikke uden tvingende grunde havde taget i arbejde, gav de sig sædvanen tro i lag med deres yndlingsbeskæftigelse: et større drikkegilde med tilhørende brølen og noget, der ikke kun havde fjern lighed med sang, og de opførte sig i det hele taget til ulempe for beboerne i byen. Politiet fandt inde i plantagen nogle stykker hvilende sig fra gårsdagens anstrengelser. De blev ført til arresten i Skjern, - de øvrige forsvandt klogelig. Åreguleringen havde også interesse på tinge. Trafikministeren og rigsdagsmænd ankom i juni 1902 med ekstratog til Skjernådalen, hvor toget befordrede gæsterne ned til åen. Her blev de sat af for at spadsere hen til Petersminde, hvor sejlturen, der var tilrettelagt af Landboforeningen, skulle begynde. Gæsterne beså med stor interesse de store engstrækninger og det store arbejde, der var udført ved strømmens regulering. Ved den venstre side af Tarm Sø blev det første ophold gjort, og ingeniør Bech holdt et lille foredrag om reguleringsarbejdet. Herfra gik turen atter mod vest til den store gennemgravning, her gik selskabet i land, og de spadserede langs kanalen forbi pumpemaskinen. Her kom alle igen ombord i båden, og man fortsatte sejladsen ud til et telt, der i dagens anledning var rejst på en eng, tilhørende Lønborggaard, men beliggende i Stauning Sogn, og her spiste man så frokost. Derpå sejlede selskabet et stykke op i Ganer å, og herfra spadserede man ind over engene til vognene, der skulle køre selskabet til Skjern, hvorfra turen gik videre til Ringkøbing. I forbindelse med udgravningerne på “Amholm” blev der også foretaget geologiske undersøgelser, hvilket fremgår af en notits fra 7. november 1901, da statsgeolog Jessen havde skrevet til overformand Leth Nissen, at ved undersøgelsen af de prøver af tørvejord, han havde medbragt til København, fandtes der velbevarede blade af de forskellige træer, der i sin tid har været på egnen, nemlig: Ask, Pil og El. Et kæbeparti, der var fundet samme sommer, og som man havde antaget for at have tilhørt et elsdyr, viste sig ved nærmere undersøgelse hos zoologerne at stamme fra en hest af en meget lille race, der fandtes her i landet i jernalderen. ''Inger Hansen'' '' '' Kilde: EHS og notitser i Skjern Dagblad.