Reformerte kirke
Intro
I 1735 blev grundstenen lagt til Reformerte Kirke. Grunden blev skænket af kongen og havde siden 1725 været kirkegård. I 1736 stod den nybyggede kirke færdig.
Reformerte Kirke er opført mellem 1735-1736 og udmærker sig ved at være en enkel rektangulært bygning med højt afvalmet tag. Efter Treårskrigen hvor kirken var blevet benyttet som ammunitionsdepot og lazaret blev kirken i 1851-1852 restaureret.
Ved restaureringen ændres kirkens liturgiske akse, hvilket betød at hovedindgangen blev flyttet til den nordlige gavl og prædikestolen blev opsat ved den sydlige gavl. Samtidig blev sakristiet sløjfet.
For 200-året for kirkens indvilgelse, i 1936, blev den oprindelige portindfatning genopsat på sin gamle plads.
Mange fransk reformerte – eller huguenotter, som de blev kaldt – blev drevet på flugt fra Frankrig i sidste del af 1600-tallet. For i 1661 indførte Frankrigs konge Ludvig 16. det enevældige styre, og fra det tidspunkt var kun én tro tilladt – katolicismen. Huguenotterne oplevede, at deres kirke blev brændt, deres præster fordrevet og deres børn tvangsdøbt som katolikker.
Mange drog videre til kurfyrstendømmet Pfalz og siden til Brandenburg. Men da den jord, de havde fået i Brandenburg, ikke længere slog til omkring 1720, flyttede mange til andre steder. Blandt de steder var Fredericia, som var religiøs fristad.
Fredericia blev grundlagt i 1650, men havde en svær start. Krigshandlinger, manglende økonomi og besvær med at tiltrække de "gode" borgere til byen gjorde, at den ikke var udviklet som intentionen. Især den tildelte asylret havde tiltrukket en del af de uønskede borgere, der af forskellige årsager var på flugt fra loven fra andre steder i Danmark.
Frederik 4. besluttede sig derfor til at invitere den reformerte gruppe til at bosætte sig i Fredericia i 1719. De reformerte havde et godt ry som dydige og arbejdsomme - to karaktertræk, som Frederik 4. gerne så komme til Fredericia.
I Fredericia fik de reformerte tildelt jord, ret til at bygge kirke, holde skole, indrette eget fattigvæsen samt en række økonomiske begunstigelser. De reformerte adskilte sig fra de øvrige "fremmede" trosretninger ved, at de kom som en samlet gruppe.
Katolikkerne og jøderne kom i noget mere spredt orden, og bosatte sig rundt om i byen. De reformerte dannede i første omgang en lukket enhed i byen, som i løbet af nogle generationer blev en mere og mere integreret del af byens liv.
Byens magistrat var uvillig over for de reformertes begunstigelser og gik tit så tæt på grænsen af disse, at det tit var tæt på at være chikane. Dog indfandt roen sig efterhånden, men da koloniens særrettigheder bortfaldt med Junigrundloven i 1849, har det næppe ført store afsavn med sig.
Den reformerte kirke og menighed er endnu i dag et synligt bevis på Fredericias tidligere status som religiøs fristad, og mange af byens borgere har et efternavn, der henviser til den franske oprindelse.