Redningsbåden Emile Robin
Intro
Hvem var " Emile Robin "og hvorfor hedder redningsbåden i Hvide Sande Emile Robin.
Læs historien om manden Emile Robin.
Emile Robin og Redningsvæsenet
En filantropisk Pariskøbmand og cognacfabrikants virke i Danmark
Emile Robin (1819-1915), den parisiske storkøbmand, filantrop, cognacfabrikant og vicepræsident i den franske velgørende sammenslutning La Société Centrale de Sauvetage des Naufragés (Selskabet for skibbrudnes redning), står som den mest betydningsfulde velgører i Det danske Redningsvæsens 150-årige historie.
Emile Robin startede sin interesse for redningsvæsenet tidligt ved et besøg i England, hjemstedet for den ældste organiserede sø redningstjeneste, og hans første personlige donationer kom således de engelske redningsmænd til gode fra 1880.
Det tidligere omtalte franske selskab for skibbrudnes redning, havde dog tidligere også glædet redningsmænd i de nærmere liggende europæiske lande: Holland, Italien og naturligvis Frankrig med donationer og legater.
Den mest kendte ydelse, den engelske ”Emile Robin Award”, bestod oprindeligt af en guldmønt, ledsaget af et graveret barometer, til den redningsmand eller redningsstation, der havde været udsat for den største fare i et redningsforetagende. Det varede dog ikke længe, før Emile Robin fattede interesse for de nordiske kyster, som skulle blive hans hjertebarn. Selv om han, som skrevet, også betænkte andre landes redningsbesætninger, blev Danmark det land, som modtog de mest omfangsrige donationer.
''Emile Robins Donationer''
I to gavebreve dateret den 3. juli 1886 modtog de svenske og norske redningstjenester lignende donationer, med sigte på at belønne den største redningsaktion med en årlig pris og et pengebeløb.
Den danske pendant, Emile Robins Legat, optræder for første gang 11. januar 1892 i en skrivelse fra Redningsvæsenets bestyrer, konsul Andersen, til opsynsmændene. Heri meddeles Indenrigsministeriets godkendelse af oprettelsen af et legat, som skulle tilgodese ”efterladte Døtre af Mænd, henhørende til de danske Redningsbådes besætninger”, vel at mærke de døtre, som endnu ikke var fyldt 18 år og som skønnedes værdige til at modtage en portion af legatet.
Legatets samlede kapital ved oprettelsen beløb sig til 18.200 kr., som blev placeret i kongelige Obligationer. Renterne heraf udgjorde så legatet, som blev fordelt i portioner á 70 kr., som blev indsat på ”sparekassebøger” indtil modtageren fyldte 18 år. Først da kunne de efterladte døtre disponere over pengene.
Senere dette år, 1892, blev det opsynsmændenes pligt at indberette til bestyreren af legatet, om afdøde redningsmænd havde efterladt sig mindreårige døtre.
Mellem 1891 og 1913 kom også andre legater til:
i 1904 ”Emile Robins legat til belønning for den Redningsbådsbesætning, der i det pågældende år har været udsat for den største Fare ved at redde Skibbrudne”,
i 1907 ”Emile Robins Legat for forældre”,
i 1911 ”Emile Robins Konfirmationsudstyrslegat”
i 1913: ”Emile Robins Brudeudstyrslegat”.
Med tiden blev denne imponerende liste udvidet yderligere, så man i 1940’erne var nået op på hele 8 forskellige legater, som bar Emile Robins navn, med en samlet kapital på over 100.000 kr. Oven i dette kom også de barometre med donationsplade, som Emile Robin lod indkøbe og opsætte på redningsstationerne ”på gavlmuren, hvor Porten findes”. Intet under, at det i 1911 blev påbudt opsynsmændene at opsætte et billede af Emile Robin ved Redningsstationerne…
I 1958 udvides der med et 9. Emile Robin-legat, denne gang til belønning af den danske skibsfører, der har frelst mandskabet fra et skib, af en hvilket som helst nationalitet, fra overhængende fare.
Et tilsvarende legat havde været i funktion i Frankrig siden 1879, og dette regnes således for det ældste Emile Robin-legat.
Det 9 danske Emile Robin legat blev udbetalt i portioner af 1000 kr. af Justitsministeriet, og kunne ansøges hvert år, efter indstilling fra rederierne. Den omfattende velgørende aktivitet, som Emile Robin udøvede overfor Det danske Redningsvæsen, satte sig naturligvis spor i de små fiskerhjem på Vestkysten.
''Legaterne i dag''
I dag eksisterer Emile Robins Legat faktisk stadig. Under titlen ”Kystredningstjenestens Fond ” og der bliver stadig uddelt sølvkors den dag i dag..
Legatet kan således, lige som Redningsvæsenet, fejre jubilæum i en noget amputeret udgave, men alene legatets fortsatte eksistens bevidner, at mindet om Emile Robin lever videre, selv efter de mange års virke i Danmark.
Læs mere om Hvide Sande Redningsstation [http://www.rsthvidesande.dk/ her]
Kilde: Tidsskrift for Redningsvæsen, Samlinger af skrivelser til redningsstationernes opsynsmænd, Legathåndbogen, Lichtenbergs ”Redningsvæsenet”, Svalgaard og private kilder.
''Synlige velgørenhedsdonationer''
Mest kendt er nok de små sølvkors, med inskriptionen ”Emile Robin” og fra 1913 en tilhørende sølvkæde, som blev givet til de døtre af redningsmænd, der blev konfirmeret.
Legatet blev uddelt i portioner á 30 kr. til hjælp med udstyr til konfirmationen, og dertil også det nævnte sølvkors, til minde om legatstifteren.
Det blev bemærket, at pengebeløbet efter legatstifterens ønske skulle anvendes til indkøb af sort ulden kjole. Senere hen gik de sorte konfirmationskjoler dog noget af mode, og det blev mere og mere almindeligt, at søstre delte én privat indkøbt hvid kjole, eller overtog ældre søstres hvide brudekjoler. Legatet på 30 kr. var så en kærkommen hjælp til finansiering af festen, eller til forbedring af fiskerfamiliens husholdningsregnskab.
Andre synlige beviser på franskmandens virksomhed, er de mange klædeskabe med en lille sølvplade, hvorpå der læses: Fra Emile Robin – det er de synlige resultater af brudeudstyrslegatet.
Ligeledes kan nævnes, at den samme inskription: Fra Emile Robin også kan læses på mange familie bibler i redningsmandskabernes hjem, ligesom mange af de store barometre eksisterer endnu.
De mange fine, men også forskelligartede ting, som blev uddelt i Emile Robins navn, har givet anledning til mange gode historier omkring manden bag alle disse gaver. For helt i tråd med tidens idealer, fremgik det kun meget sparsomt af donationerne, hvem der egentlig var manden bag.
Det eneste der afslørede giveren var inskriptionen: Fra Emile Robin.
Dette var som nævnt helt normalt for den tids filantropiske ideal, hvor det mere var gaven – ikke manden bag – der skulle huskes og æres.
De mange historier omkring gavernes ophav kan så måske henføres som noget typisk nordjysk… De mest gængse historier om årsagen til Emile Robins hengivenhed overfor Vestkystens fiskere er variationer over det samme tema, som går på, at han var en skibbruden handelsmand (muligvis hollænder), der strandede ved disse kyster og drev i land på et skab.
Den gode behandling han modtog fra de lokale redningsmænd fik han til at indstifte et legat, som så udmøntede sig i disse sølvkors, og naturligvis også skabe, for at redningsaktionen og manden skulle huskes.
I den virkelige verden forholder det sig altså ikke helt sådan, men den virkelige historie om Emile Robin og hans virke blandt redningsmændene er ikke mindre fantastisk. Købmandens gaver til redningsmændene eksisterer stadig den dag i dag, som vidnesbyrd om en mand med en levende interesse for skibbrudnes redning.
''Legaterne i dag''
I dag eksisterer Emile Robins Legat faktisk stadig. Under titlen ”Kystredningstjenestens Fond ” og der bliver stadig uddelt sølvkors den dag i dag..
Legatet kan således, lige som Redningsvæsenet, fejre jubilæum i en noget amputeret udgave, men alene legatets fortsatte eksistens bevidner, at mindet om Emile Robin lever videre, selv efter de mange års virke i Danmark.
Læs mere om Hvide Sande Redningsstation [http://www.rsthvidesande.dk/ her]
Kilde: Tidsskrift for Redningsvæsen, Samlinger af skrivelser til redningsstationernes opsynsmænd, Legathåndbogen, Lichtenbergs ”Redningsvæsenet”, Svalgaard og private kilder.