Rantzausgave
Rantzausgaves hovedbygning står kalket i en sart gul farve med hvidmalede gesimsbånd som dekoration. Bygningen var tidligere længere, men efter en brand i 1910 blev Rantzausgave opført i sin nuværende form.
Intro
I området mellem Odder og Skanderborg ligger herregården Rantzausgave, som tidligere gik under navnet Kanne eller Kannegaard. Herregården fik sit nuværende navn efter Frands Rantzau, som i 1768 havde testamenteret godset til sin niece Øllegaard Kristence Rodsteen Sehested og hendes mand.
''Historien om Rantzausgave''
Herregården Rantzausgave var i middelalderen en lille adelsgård, som gik under navnet Kanne eller Kannegaard. I første halvdel af 1400-tallet var gården inddraget af kronen, men efter 1465 tilhørte den Mikkelsen brødrene, hvis efterkommere ejede Kanne frem til 1575. Det forlyder, at familien måtte opgive gården til kronen grundet en nabofejde, som endte med blod og drab.
Efter Karl Gustav-krigene (1657-1660) lå gården øde hen, indtil kronen i 1661 lod enkefru Lisbeth Bødtker nyde overskuddet af gården, da hendes mand, kaptajn Bødtker, var faldet i kampen mod svenskerne. Enkefruen og dennes datter sad på gården en del år endnu, men det forhindrede ikke kronen i at sælge den videre.
I 1707 kom Kanne til Frederik Christian Rantzau og efterfølgende til dennes søn Frands Rantzau. Han forblev barnløs, og i 1765 testamenterede han Kanne til sin niece, Øllegaard Kristence Rodsteen Sehested, som to år efter giftede sig med Ditlev Pentz. I 1768 fik disse to kongelig tilladelse til at omdøbe Kanne til Rantzausgave, formentligt for at ære den afdøde morbroder, Frands Rantzau. Kort tid efter frasolgte Ditlev Pentz imidlertid hovedparten af fæstegårdene, og i 1777 solgte han selve Rantzausgave med betragteligt reducerede besiddelser.
I dag drives Rantzausgave som et moderne landbrug i samdrift med de nærliggende gårde Sophienlund og Nissumgaard. Hovedbygningen på Rantzausgave er ikke beboet, men udlejes til firmadomicil.
''Markante ejere''
1460’erne: Mikkelsen brødrene
1575-1666: Kronen
1707-1724: Frederik Christian Rantzau
1736-1765: Frands Rantzau
1767-1777: Ditlev Pentz
Læs mere om Rantzausgave på [http://danskeherregaarde.dk/nutid/rantzausgave danskeherregaarde.dk]
''Hovedbygning''
Rantzausgave var aldrig nogen stor herregård og havde i det meste af sin historie en beskeden og uanseelig hovedbygning. I 1873 opførte C.P.S. Neergaard dog en ny og grundmuret hovedbygning, som imidlertid brændte i 1910. Kort herefter blev bygningen genopført ved brug af de gamle mure, dog i en noget kortere form. Derved fik Rantzausgaves hovedbygning sin nuværende udformning. Bygningen står i én etage over høje kældre med rødt halvvalmet tegltag. Midt for bygningen er en bred og gennemgående gavlkvist, hvis tag ligeledes er halvvalmet. Hovedbygningen flankeres af to separate fløjbygninger af en noget mindre størrelse.
''Omgivelser''
Til Rantzausgave hører en dyb have, som fører ned til en mindre dam mod nord. Haven består af et stort og åbent græsareal med enkelte fritstående træer. Den flankeres på hver side af to parallelle alleer og strækker sig i nordøstgående retning i forhold til hovedbygningen.
Herregården har ligeledes en række avlsbygnigner, som i dag rummer gårdens svineproduktion.
''Bygninger og gods''
1768-1777: Fæstegårdene solgt fra
1873: Hovedbygning opført
1910: Hovedbygning genopført efter brand
''Fakta''
Adresse: Rantzausgavevej 9, 8355 Solbjerg
Kommune: Aarhus
Tidligere: Aarhus amt, Hads herred, Hvilsted sogn
Ejer: Claus G. Wiese (2017)
Funktion: Agerbrug og svinebedrift (2017)
Størrelse: Ager 101 ha, skov 7 ha, andet 4 ha (2017)
Offentlig adgang: Ingen oplysninger
Fredning: Ikke fredet. Hovedbygningen er udpeget til at have høj bevaringsværdi (2) (2017)
''Publiceret''
''English''
In the area between Odder and Skanderborg we find the small manor Rantzausgave which previously went by the name Kanne or Kannegaard. The manor was dubbed after Frands Rantzau, who had bequeathed the estate to his niece Øllegaard Kristence Rodsteen sehested and her husband in 1768. The present main building was erected in 1873 and reerected after a fire in 1910.