Randers Regnskov og Vorup Enge


Fugletårnet i Vorup Enge


Randers Regnskov

Intro

Med 450 plantearter, 200 dyrearter og 3 kontinenter samlet i Randers Regnskov behøver du ikke rejse hele verden rundt for at opleve den.

I de tre store kupler får du en tropisk oplevelse med fritlevende aber, leguaner og dovendyr. Regnskoven er et bombardement af natur- og dyreoplevelser. I det tropiske klima med lianer, kæmpe vandfald og fantastiske planter kan du komme helt tæt på dyrene og endda være med til at fodre nogle af dem. ''Tidsrejsen'' Randers Regnskov er i de seneste år også rykket udenfor. Udover at du kan opleve det fine jaguaranlæg udenfor, kan du som noget nyt opleve Tidsrejsen. Tidsrejsen er et samarbejde med Randers Regnskov, Museum Østjylland og Randers Naturscenter. Med Tidsrejsen kan du opleve fortiden i nutiden og bl.a. opleve Hyænesletten og den europæiske los i Regnskoven. Her er målet at formidle den unikke historie, der er i hele Randers og omegn. Geografisk arbejdes der med 52 udvalgte steder i naturen og i udendørsarealerne i Randers Regnskov.

Du kan gå hele vejen rundt om Vorup Enge med slutdestination ved regnskoven. Man kan benytte sig af den nye gangbro, der er lavet i forbindelse med E45-bilbroen over Gudenådalen. Med en medbragt madpakke er det muligt at nyde naturen i Vorup Enge i pavillonen, hvor en bænk er stillet til rådighed. Med to fugletårne er det også muligt at komme over jorden, hvor de forskellige fugle kan betragtes.