Provstgårds hus

Intro

Langkærvej 10-11(af Bent Pedersen, Stauning Arkiv) Ternholm (ternernes holm) ligger i Fuglsandområdet og er en del af det område, der også kaldes Fjordengene eller Opgrøden.

Området gav høst af enghø og tagrør, som var en væsentlig indtægtskilde for Stauningboerne. Efter 1. august, når alt høet var bjerget, blev ungkreaturerne sat på græs i området. En hyrde var ansat til at passe de op mod 400 kreaturer, han var der hele efterårssæsonen og boede i et skur, et hyrdehus, der var opført til formålet. ''Provstgaards hus'' blev i 1914 bygget af brødrene Niels Provstgaard Jensen og Søren Kristian Jensen. Da huset blev opført, var Ternholm en holm midt i Skjern Å`s delta, tæt ved den gamle vejføring gennem deltaet, den nuværende vejføring er fra 1940erne. De to brødre, Søren Kr. og Niels, levede af fiskeri og jagt, de fangede blandt andet oddere, noget der kunne give et betydeligt bidrag til deres indtægt. Brødrene var på mange måder foregangsmænd indenfor jagt og fiskeri, fra saksene de benyttede til odderfangst, motorbåden de som nogen af de første ve Ringkøbing Fjord fik, og som optimerede deres fiskeri til den telefonforbindelse, de som nogle af de første i Skjernområdet fik etableret, så de kunne orientere sig om priserne på skind og lave handelsaftaler i ind- og udland. De to brødre var gennem livet meget fugleinteresserede, og når de havde en ledig stund udstoppede de bl. a. fugle, og fik efterhånden opbygget en stor flot samling, der på bedste vis viser fuglelivet ved Skjern Å i starten af det 20. årh. I 1925 blev den yngste af de to brødre gift og af samme grund valgte de at udvide huset, for at give plads til den nye familie.- Søren Kr. og hans kone fik 4 børn, men de boede i Provstgaard hus. Da brødrene alligevel var ved at bygge til, byggede de også "den pæne stue", et anneks der blev brugt til opbevaring af Niels Provstgaards omfattende fuglesamling, der blev udstillet i skabe, Niels selv havde bygget. De blev boende på Ternholm indtil 1932, hvor børnene skulle til at begynde på skolen. Museet overtog huset i 1993. Den første restaurering blev foretaget i 1996 og nu igen i 2018.