Pramturen


Pramkarle med deres stager

Intro

Pramfarten mellem Randers og Silkeborg foregik på flere måder. Både med stager, og trukket af både lejemænd og heste.

Ruten Henning Johansen, marts 2016. Ruten i pramfartens storhedstid 1838-1875 var især varetransport fra Randers til Silkeborg tur/retur. Papirfabrikken i Silkeborg 1844 blev en prop i den store vandvej videre ind i landet. Første stop efter start fra Randers om morgenen var Frisenvold Laksegård, som skulle åbnes for gennemsejling. Væth og Grensten ladepladser nåede man ved middagstid. Her var der pause med mad, øl og en dram hos ”Else i Bakken”. Hun var enke og havde adskillige børn i sit hus nær åen ved Væth (bedested). Høkerne på begge sider kunne imens hente deres varer fra Randers nede på kågen. Var der varer til høkere i Langå , lå ladepladsen ved færgestedet og den gamle landevej (nu Sølyst). Både Løgstrup og Østergård var ladeplads for landbrug og teglværksprodukter. Passagen gennem Østergård Laksegård, som spærrede hele åen, kostede 28 skilling. I Østergård var der nattelogi i laden og mad og drikke i fiskerhuset. Andre natteophold kunne være ”sovekrogen” ved Langå Egeskov, eller ved Åbro Kro og det store ladested ved landevejen. Næste dag kunne fragten være tørv fra den store Vellev mose eller tegl fra Ulstrupområdet. Antallet af ladepladser var mange. Man har opgjort antallet af teglværker langs åen til 27. Efter 3 dages meget hårdt arbejde blev lejemændene afløst af heste ved Bjerringbro. En tur kunne være kort eller lang, men altid med hårdføre mænd i selen mellem Nørreåen og Bjerringbro. Fra Randers til Nørreåen blev kågen drevet frem af pramkarlene med deres stager.


Gudenå som transportvej KC Den mest udbredte transportform frem til slutningen af 1800-tallet var pramfart. Den nævnes allerede i 1400-tallet hvor især tørv blev transporteret på denne måde. Senere blev også korn, tømmer, tegl, kul, mergel og især papir fra Silkeborgs papirfabrikker transporteret af pramdragerne. Pramfarten kulminerede i ca. 1870, hvorefter jernbanen tog over som vigtigste transportmiddel. Pramfarten blev dog brugt helt frem til 1921 af især teglværkerne og mergelgravene, indtil bygningen af Tangeværket satte en stopper for det. Prammen på Gudenå blev også kaldt for en ”kaag”. Prammen var fladbundet med et stort ror, som kunne reguleres. Langs med rælingen var et gangbræt, hvor prammanden kunne gå og stage. De mere almindelige pramme var 10-12 meter lange og ca. 4 meter bredde, mens de største pramme kunne være op til 24 meter lange og 6 meter bredde. Turen Randers-Silkeborg, modstrøms, tog en uges tid. Fra Silkeborg til Randers mere gelinde – med strømmen. Det kunne tage 1-2 dage. Så turen Randers-Silkeborg var absolut mest kompliceret. Fra Randers foregik den første del af turen til Nørreåens udløb i Gudenåen ved prammens faste mandskab (normalt to mænd), der stagede prammen frem. Herefter måtte de såkaldte lejemænd træde til (fik 4 kr. pr. tur + kaffe og brændevin) De hjalp med at trække prammen til Bjerringbro. Herfra var menneskekraft ikke nok, så lejemændene blev afmønstret, og hestekraft tog over. Ved Resenbro ålegård var forholdene så vanskelige, at der var et spil opsat til at trække prammen igennem. Jernbanens fremmarch Århus-Langå-Viborg 1864, Århus-Silkeborg 1871 og Silkeborg-Herning 1877 var begyndelsen til enden for pramfarten


''Publiceret''