Plyndret gravhøj

Fredet gravhøj med dyb plyndringshul
Intro
I bronzealderen blev fornemme mænd og kvinder begravet med deres kostbare personlige udstyr. Mange høje blev derfor senere plyndret, også denne høj.
''Kostbare gravgaver''
I denne høj blev der efter sigende i midten af 1800-tallet fundet en guldarmring. Det tyder på, at det var en fornem person, der blev begravet hér i bronzealderen, dvs. for cirka 3500-3000 år siden. Der ligger endnu en gravhøj eller to mere på marken. I én af højene er der fundet en bronzebælteplade med smukke mønstre. De blev i bronzealderen brugt af fornemme kvinder som udsmykning i et bælte på maven.
Bronze og guld findes ikke naturligt i Danmark. Det kom hertil via forbindelser langt nede i Europa, og det var kun de allerrigeste og mest magtfulde mænd og kvinder, der havde det. Når dé døde fik de deres kostbare udstyr med sig i graven. Du kan se eksempler på de fornemme genstande på vendespillet. Mændene fik våben som sværd, dolke og økser, men også udstyr til personlig pleje fx ragekniv og pincet. Kvinderne fik kostbare skinnende bronzesmykker med som bælteplade, halskrave, dragtnåle og armringe. Enkelte mænd og kvinder fik også smykker af guld.
De døde blev gravlagt i en udhulet egestamme – en såkaldt egekiste – inden højen blev bygget op af græs- og lyngtørv fra de omkringliggende områder. For at højen skulle holde sin form og ikke skride ud, blev der sat store sten/randsten langs kanten af højen.
''Plyndringshul''
Det store hul i toppen af højen viser tydeligt, at den er blevet plyndret. Jorden fra plyndringshullet ser ud til at være blevet smidt på den anden side af højen. Alle højene på marken har dybe huller i toppen og det viser at plyndringer tidligere var meget almindelige. I dag er højene heldigvis fredede, og det er forbudt at grave i dem. De får lov at ligge, så vi i fremtiden – med nye metoder og teknologi – forhåbentligt kan få endnu flere oplysninger om de folk, der er blevet begravet i gravhøjene.
''Publiceret''