Pernille Lykkes Boder


Pernille Lykkes boder - en del af Møntergårdens museumskarré.


Pernille Lykkes Boder, Møntestræde, Odense.


Pernille Lykkes Boder, Møntestræde, Odense


Pernille Lykkes Boder, Møntestrøde, Odense.

Intro

I Møntestræde, Odense, ligger det tidligere fattighus Pernille Lykkes Boder. De fredede bygninger er en del af Museum Odenses Møntergårdskompleks. Boderne blev opført på dette sted af adelsfrøken Pernille Lykke i 1617, og er de ældste bygninger i museumskarréen.

''Et sted for de fattige'' Pernille Lykkes Boder udgøres af et langt hus, der giver udtryk af at være to huse, der ligger side om side i Møntestræde. Den blev opført af adelsfruen Pernille Lykke i 1617. Adelsfruen fik bygget huset, så byens fattigste havde et sted at bo. De sjæleboderne, der var gratis at bo i, i den sydlige halvdel (til venstre) og lejeboderne i den nordlige halvdel (til højre). De to halvdele af boderne har mange ligheder, men er ikke fuldstændig ens, og noget kunne tyde på, at de to halvdele ikke nødvendigvis er opført samtidigt. ''Stiftelserne'' Pernille Lykkes Boder udgjorde to stiftelser. Den ene, Pernille Lykkes Sjæleboder, indeholdt en forstue og to stuer. Her skulle ifølge bestemmelsen ”så længe verden består” bo tre ærlige, trængende kvindfolk, og to forældreløse drenge, som skulle gå i latinskolen. Kvinderne måtte bo i huset til deres død, hvorimod drengene kun måtte bo der i tre år. Den anden, Pernille Lykkes Lejeboder, var inddelt i to lejligheder. Lejeindtægten på 20 mark om året skulle anvendes til indkøb af brændsel til Sjæleboderne. Administrationen af boderne var en del af jobbeskrivelsen for sognepræsten ved Vor Frue Kirke, lige indtil boderne lukkede som beboelsesejendom i 1955.'' '' ''Den ældste bygning'' Bygningen er opført i bindingsværk, og har gennem sit lange liv været ombygget, istandsat og moderniseret et utal af gange. El blev installeret i 1935, og rindende vand kom i 1950. Det er den ældste bygning i Møntergårdskarréen, der endnu ligger på dens oprindelige plads. Det fungerede indtil 1955 som boliger for enlige, borgerlige kvinder og i de første år også som bolig for to forældreløse latinskoledrenge, som måtte bo der i tre år ad gangen. ''Pernille Lykkes Boder som museum'' Siden 1955 har bygningerne fungeret som museum. I det hvide hus er indrettet to lejligheder som de så ud i 1617 og 1940, og i det gule hus er i 2022 skabt en mere kunstnerisk udstilling, der blandt andet sætter selve begrebet fattigdom i perspektiv. ''Vil du vide mere?'' I denne artikel skrevet af museumsinspektør Finn Grandt-Nielsen, udgivet første gang i Odense Bys Museers årbog Fynske Minder fra 1973, kan du læse mere om både Pernille Lykkes baggrund og om stiftelsen: [https://odensebysmuseer.dk/artikler/pernille-lykkes-boder/ https://odensebysmuseer.dk/artikler/pernille-lykkes-boder/]

''Fattige i Odense'' Igennem hele historien har en stor del af befolkningen ikke kunnet klare sig selv. Antallet har i sagens natur svinget med de samtidige konjunkturer, men det anslås, at mellem en tredjedel og en fjerdedel af befolkningen til tider har været afhængige af andres hjælp, for at kunne overleve. Fra gammel tid var det primært de nære pårørende, der påtog sig disse forpligtigelser, dvs. familie, naboer, håndværkslav og lignende, men det slog ikke altid til. ''Folketælling og mørketal'' I en folketælling fra Odense i 1672 angives 650 personer som fattige. Det vil sige, at de var for syge eller gamle til at arbejde. Men tallet dækker ikke over det reelle antal af fattige i byen. Mange havde ifølge folketællingen små jobs som spindere, vaskekoner, syersker, daglejere og lignende, der ofte kun muliggjorde et liv på et absolut eksistensminimum. Folketællingen fra 1672 indikerer altså, at op mod 40 % af Odenses befolkning levede i fattigdom. ''Sult, hjemløshed og kriminalitet'' For byens fattige var sulten en daglig trussel. Boligen kunne være et lille hummer i en ussel gyde eller på et loftsværelse, og kun en lille ydelse fra fattigvæsnet og privat velgørenhed fik tilværelsen til at hænge sammen. Få heldige kunne få plads i en fattigbolig eller en fattiginstitution. Andre blev hjemløse, gik i hundene eller kom på kant med loven og endte på forskellige tvangsanstalter. Byens rige levede derimod et liv i luksus i de store huse langs hovedgaderne. De havde råd til tjenestefolk og uddannelse. Langt de fleste af byens indbyggere levede dog i det jævne lag mellem de to ekstremer. '' Udstilling'' På Møntergården kan du se mere om byens fattige i udstillingen ”Fyn – midt i verden” og besøge udstillingen i den lille fattigstiftelse ”Pernille Lykkes Boder” fra 1617. Du kan læse mere om udstillingerne her: [https://montergarden.dk/udstillinger/ https://montergarden.dk/udstillinger/]

''Publiceret''