Per Kirkebys monument i Jernbaneanlægget


Per Kirkebys monument


Per Kirkekys monument.


Per Kirkebys monument. Foto: Heidi Pfeffer


Per Kirkebys monument. Foto: Heidi Pfeffer


Monument

Intro

Midt i Jernbaneanlægget ligger et mærkeligt monument. Det er lavet af kunstneren Per Kirkeby i 1992. Måske forestiller monumentet en klosterruin. Måske noget andet.

Monumentets historie
En gruppe borgere stiftede på et tidspunkt ”Selskabet til Nakskovs kunstneriske udsmykning”. Selskabet skænkede d. 4. september 1992 en murstensskulptur til byen. Skulpturen er udført at Per Kirkeby, som er en af Europas førende kunstnere. Han lavede samme år andre lignende murstensskuplturer i Graz, Göppingen, Göteborg Havn, Halsa og i Kassel.

Skulpturen ligner et hus eller et tempel. Men den mangler det, der gør et hus beboeligt for mennesker. Her er ikke læ mod vind og vejr og alt fremmed har direkte adgang. Kirkeby er optaget af menneskets skrøbelighed. Derfor bygger han sine murstensskulpturer på udsatte steder. Steder, der understreger skrøbeligheden.

For Kirkeby er "rummene" et symbol for følelsen af tomhed. Mennesker kan føle sig tomme indeni. Det kan være en skræmmende følelse. Men tomheden skaber plads for, at noget nyt kan ske. Vi må gå gennem skulpturens tomhed for at opleve rummet på den anden side.

Murstensskulpturen former både rummet og lyset. Menneskets oplevelse af rummet er påvirket af lysets styrke og vinkel. Når solen står højt på himlen, danner skulpturen en tydelig og klar form. Så er den gennemsigtig og rolig. Om eftermiddagen kaster søjlerne skygger ind i rummene og ud på folk., Så udvider skulpturen sig, både udenfor og indenfor.

Kirkeby bruger helt almindelige mursten. Det får skulpturen til at se almindelig ud. Murstenene er enkle med ens former, der minder om minimalisternes kunst. Deres udtryk danner en form, som får os til at tænke på huse. Eller danske kirker fra middelalderen. Eller måske gamle græske templer.

Lolland Kommune er ved gå fugerne efter - og de har rettet henvendelse til kunstneren for at høre om den skal forfalde. For skulpturen er lavet sådan, at vand vil trække ind for oven og lave saltpeterskader, og mørtelen vil revne og falde af efterhånden. Det er vist nok også det, der er meningen. Men folk, der opfatter skulpturen æstetisk, vil jo have den til at stå ren og pæn. Så derfor har kommunen forhørt sig hos Per Kirkeby og venter nu på svar. Indtil da må man levede med de små udbedringer.

Skulpturen har sine historiske aner i flere hundrede år gamle bygninger, som også er blevet til ruiner, så man kan begynde at diskutere om naturen så ikke også må ændre skulpturen? Eller skal den altid se ud som ny?