Pensionatet i Overgade

Overgade 52 (forhuset)

Overgade 52 (sidehuset) - en del af Møntergårdens museumskarré.

Baggården til Overgade 52. I dag kaldes det Børnenes Baggård og bliver brugt til forskellige aktiviteter af Møntergården.

Overgade 48, 50, 52, 54, 56 fra ca. 1940.

Plantegning over grunden som den var i 1918. Som det ses, stod der dengang mange flere bygninger, end der gør i dag. De bygninger der er skraverede, står stadig, mens de hvide er revet ned. Det lille ”n” i cirklen var et springvand på 2,75 m i diameter.

Intro

I dag en del af Møntergårdens museumskarré, huser adressen Overgade 52 børnemuseet i Møntergårdskomplekset, med Børnenes Baggård i sidehuset og Histotoriet i tværhuset i baggården. Tidligere var bygningerne ramme om mange forskellige erhverv bl.a. farverværksteder og et pensionat.

''Bygningerne på grunden'' Bygningerne der står i dag, er opført sidst i 1790’erne af gårdmanden Knud Poulsen v. Biskorup. Sidehuset blev forlænget med 4 fag mellem 1811 og 1817 af ejeren, postmester Peter Christoffer Lausen, som købte ejendommen netop i 1811. Tværhuset blev i starten af 1800-tallet, da nr. 52 var en kro, brugt som stald for måske både beboere og krogæster. ''Migration og boligmangel'' Efterhånden som flere og flere mennesker flyttede ind i byerne i tiden omkring århundredeskiftet, og der skød værksteder og små fabrikker op overalt inde i centrum, blev der brug for flere boliger. Derfor blev tværhuset indrettet til beboelse i 1890’erne og fik en gadedør ud mod Møntestræde i 1891. Denne dør er lavet om til et vindue i dag, dog kan man stadig ane omridset af den murede dørkarm. Sidehuset fik også en gadedør ud mod Møntestræde i 1906. Dørene blev lavet for at give lejerne deres egen indgang til boligen. ''Kommunens plan'' Bygningerne blev købt af Odense Kommune i 1925, fordi man havde planer om at lave gadegennembrud til Sortebrødre Stræde, på grund af den voksende biltrafik. Kommunen blev dog talt fra det af flere arkitekter og museumsudvalget, der gerne ville bevare Møntestrædes gamle charme. Gadegennembruddet blev i stedet lavet i Mellemstræde, der efter ombygningen kom til at hedder Claus Bergs Gade. ''Andre bygninger på grunden'' Der har på grunden stået mange flere bygninger, end der gør i dag. På plantegningen (6. billede) ses de bygninger, der stod i 1918, som var det år, hvor grunden var mest bebygget. Der var bl.a. et springvand i haven på 2,75 meter i diameter og flere mindre tværhuse i 2. baggård. De var indrettet til vaskehus, brændehus, brændeskæreri og latriner.

''Kro og brændevinsbrænderi'' Der har i tidens løb været forskellige erhverv på adressen. I 1807 købte vognmand Hans Frandsen ejendommen, og gav sig til at drive værtshus og kro. Han havde desuden eget brændevinsbrænderi i sidehuset. Ikke færre end fem værelser foruden trappe og gang var indrettet i forhusets 1. sal på bare 82 m2, mens der var fem værelser med tilhørende gang fordelt på 65 m2 på sidehusets 1. sal. Værelserne i sidehuset, som kunne lejes for natten, har derfor været helt ned til 8 m2. ''Farveri og cigarfabrik'' Der var under skiftende ejere kro på adressen frem til den velhavende farvermester Peter Carl Sigfred Thrane købte ejendommen i 1861. Thrane-slægten sad på ejendommen helt indtil 1918, hvor der i mellemtiden nåede at være hele tre forskellige farvere, der lejede sig ind i værkstedet, og en søn af Peter Carl Sigfred Thrane havde cigarudsalg i stuen i forhuset. ''Snedkerværksted, købmand og "Favoritten"'' Fra 1918 var bygningen i en kort overgang ejet af en snedkermester og møbelfabrikant Johannes Andreassen, inden den blev købt i 1925 af Odense Kommune. Bygningerne blev lejet ud til forskellige erhverv og private beboere. P. Pedersen havde en købmandsbutik fra 1935 til 1958, hvorefter smørebrødsforretningen ”Favoritten” flyttede ind de næste 44 år. ''Pensionat ''– ''lang beboerliste, kort lejeperiode'' Beboerlisten bærer præg af tidens tendens til korte lejeperioder, hvor man flyttede meget rundt. Der var stor udskiftning, og her boede mange forskellige slags mennesker. I tiden efter Odense Kommunes køb af bygningerne skete der en udvikling i måden man boede på, sådan at det efterhånden blev mere normalt ikke at have bolig der hvor man havde sit arbejde. Bygningernes status som pensionat har også betydet mange, kortvarige lejeperioder. At drive pensionat var almindeligt for enker og ugifte kvinder på denne tid. Mange havde førhen tjent i huset eller køkkenet på større steder, og madlavning var en central del af jobbet som pensionatsværtinde. Ofte serverede man måltider for flere daglige hold af enlige, som boede til leje andre steder i byen og ikke selv havde mulighed for at lave mad eller havde råd til at gå på restaurant.

''Publiceret''