Pegasus


Anne Marie Carl-Nielsen: Musikkens Genius, PRIV/Nr. Lyndelse

Intro

”Pegasus” er en af de tidlige skitser til Anne Marie Carl-Nielsens monument over sin mand, Musikens Genius, der siden 1939 har kunnet ses på Grønningen i København. ”Pegasus” blev skænket til Carl Nielsen-skolen i Nørre Lyndelse i 1962 i anledning af skolens indvielse. Findes på skolens bibliotek.

Anne Marie Carl-Nielsen udformede i årene umiddelbart efter sin ægtemand Carl Nielsens død i 1931 det poetiske men kraftfulde værk, der skulle stå som mindesmærke over denne Danmarks største komponist.

Anne Marie Carl-Nielsen arbejdede med flere udkast, men måtte nedjustere projektet betydeligt undervejs. Oprindeligt var monumentet tænkt som den fløjtespillende yngling, Pan, ridende på en bevinget hest, Pegasus, der netop var ved at sætte af fra en mægtig natursten fra istiden. Denne kæmpe sten blev i øvrigt hentet op fra Københavns Havn.

Der var dog ikke økonomisk opbakning til dette projekt. Kun ynglingen, der umiskendeligt bærer Carl Nielsens træk, og den opadstigende ikke-bevingede hest blev tilbage. En mere neutral sokkel i granit blev udformet af arkitekt Ivar Bentsen og monumentet kunne endelig opstilles. Fra 1939 har det således været at finde som en poetisk pause i trafikkens mylder ved Grønningen. Herved er den i øvrigt placeret kun ganske kort fra Den frie Udstillingsbygning, hvor Anne Marie Carl-Nielsens udstillede næsten hvert år gennem en menneskealder.

Et af de mange forstudier til mindesmærket blev i anledning af Carl Nielsen-skolens indvielse i 1962 skænket skolen af Albani Fonden. Værket blev sammen med busten af den unge Carl Nielsen udvalgt af blandt andre skoleinspektør Kobborg samt sognerådsformanden i Nørre Lyndelse, Ejnar Pedersen, efter et besøg på Christiansborg Slots loft. Loftet fungerede i disse år som museernes fælles skulpturmagasin, men tilbød kun en noget udsat tilværelse for de mange værker. Kunstnerens arvinger, de to døtre Irmelin Eggert Møller og Anne Marie Telmányi, afgav derfor gerne rettighederne til de to værker, da skolen viste interesse. Begge værker blev, bekostet af Albani Fonden, efterfølgende støbt i bronze.

Skitsen her, støbt efter den oprindelige gipsudgave fra omkring 1932-33, er uden naturstenssoklen, men hesten bærer stadig vinger. Anne Marie Carl-Nielsen gik kun modstræbende med til også at udelade disse i det færdige værk. Hun kom dog frem til, at kunne hun ikke umiddelbart give fornemmelsen af en lettende hest, kunne det være det samme: ”Hvis jeg ikke kan lave en Hest, der gaar i Vejret uden Vinger, duer jeg ikke.”