Ove Krügers Strømpefabrik
Facaden på Overgade 48.
Strømpeæske fra strømpefabrikken. Æskerne der blev til overs ved salget af fabrikken er i nyere tid blevet brugt som opbevaring for arkæologiske fund.
På æskens billede ses Odinstårnet og landevejen mod Middelfart.
Skilt fra strømpefabrikkens tid som viser hvor ejeren har haft bolig
Skilt fra strømpefabrikken
Intro
Her på Overgade 48 i Odense lå der mellem 1926 og 1939 en strømpefabrik.
Bygningen er i dag en del af Møntergårdens museumskarré, og indeholder Museum Odenses administration.
''Bygningen bliver til''
Huset ud mod gaden (forhuset) og de to sidehuse, er bygget mellem 1847 og 1857. Forhuset var oprindeligt opført til beboelse for byens mere fornemme borgere og havde en indkørsel med port. Denne port blev sløjfet ved ombygningen i 1940-41 i forbindelse med indretningen af museum i bygningen.
Porten blev til billetkontor, og lejlighederne på etagerne ovenover blev indrettet til udstillingslokaler og kontorer.
'' ''
Alle tre bygninger er i dag derfor meget ombyggede i forhold til hvordan de så ud dengang.
''Scannerborg''
Der har på grunden ligget flere bygninger før i tiden, men de er i dag revet ned med undtagelse af det hvide baghus i to etager, der står frit i baggården et stykke fra de andre bygninger. Det er bygget af to omgange; første etage i 1890 og anden etage i 1905.
Bygningen bliver i dag anvendt af Museums Odense frivillige til scanning og fotografering af gamle billeder og genstande. Den bliver i dag kaldt for Scannerborg.
''Magasinbygningen''
Den største bygning, der nu er revet ned, var en magasinbygning fra 1933. Den blev brugt til strikkemaskiner for strømpefabrikken, der lå her 1926-1939. Bygningen blev revet ned omkring 1982.
Den lå lige ved siden af det hvide baghus, og var dobbelt så stor. Ved siden af baghuset stod en 17 meter høj muret skorsten, også til brug af strømpefabrikken.
Baggården har været et imponerende syn dengang, og har været et typisk billede på datidens industri i byen.
''Strømpefabrikken''
Mellem 1926 og 1939 lå der en strømpefabrik. Den producerede både strikkede sokker (på maskine) og de mere fine silkestrømper.
Den var ejet og drevet af en mand, der hed Ove Krüger. Krügers Strømpefabrik blev overtaget af A/S Fyens Strømpefabrik i 1938.
Fabrikken kørte videre under sit eget navn indtil salget af bygningerne til Odense Kommune i december 1939.
''Arbejderne - kvinder i overtal''
De fleste arbejdere på Krügers strømpefabrik var kvinder, og i 1937 var der ca. 150 arbejdere på fabrikken. I 1938 var der i alt 125 arbejdere ansat på Ove Krügers Strømpefabrik og A/S Fyens Strømpefabrik tilsammen. Antallet af arbejdere var faldet drastisk med årene i takt med at flere processer blev automatiserede og flere maskiner kunne passes af færre hænder.
''Strejken i 1937''
I slutningen af februar og starten af marts i 1937 strejkede 110 af arbejderne på fabrikken. De ville have bedre vilkår og ret til at være medlemmer af en fagforening.
Det blev 11 dramatiske dage, hvor en voksende gruppe af mennesker samlede sig på Sortebrødre Torv, og angreb de arbejdere, der brød strejken. Politiet var også til stede, for at beskytte disse arbejdere. De spærrede endda hele Sortebrødre Stræde af, for at kontrollere trafikken til og fra arbejdet. To strejkevagter blev da også idømt bøder for at have sparket en kvinde i maven, da hun forsøgte at komme ind på fabrikken.
Efter nogle lange forhandlinger fik arbejderne endelig de ændringer, de gerne ville have, og de vendte tilbage til fabrikken 9. marts. Der blev under strejken skrevet meget om det i aviserne, særligt i Fyns Stiftstidende og Fyns Social-Demokrat.
'' ''
Der er i fabrikkens historie ud over strejken i 1937 to små kriser.
''Retssagen om de dårlige strømper''
Den første er en retssag mod fabrikken, der gik på, at strømperne der er blevet leveret, ikke levede op til køberens forventninger til kvaliteten. De var simpelthen for dårligt lavede, og sagen skulle egentlig have været afsluttet med en dom i 1936 i landsretten, men Ove Krüger nægtede at betale, så sagen blev taget op i højesteret. Her blev det bestemt, at han skulle betale en erstatning på hvad der svarer til godt 110.000 kroner.
Det lyder ikke af meget, men den almindelige arbejder dengang tjente kun omkring 37.000 kroner om året. Til sammenligning tjener en industriarbejder i dag omkring 210.000 om året. Pengene var altså mere værd dengang.
Desuden skulle Ove Krüger tage strømperne tilbage og betale, hvad det kostede at føre retssagen.
''Branden''
Den anden lille krise er en mindre brand i 1937 i nogle slagger, som er de stumper der ligger tilbage, efter man har brændt kul og koks. Ilden havde rigtig godt fat, men det lykkedes dog at slukke den, uden at der skete alt for meget skade.
Man kan sige, at 1937 blev et alvorligt år for fabrikken med strejke, retssager og ildebrand.
''Stråhattefabrikken''
Der har på adressen ligget andre firmaer og fabrikker gennem tiden. En af de tidligste virksomheder vi kender til, er Caspersohns stråhattefabrik.
Den lå her mellem i hvert fald 1890 og 1906. Det var også Caspersohn, der ejede bygningerne i denne periode, og det var ham, der satte en anden sal på det hvide baghus.
''Vin, dans, is og biler''
Mellem 1907 og 1929 lå der en vinhandel i sidehuset. I 1921-1929 lå der på anden sal en danseskole, og i 1936-1937 lå der en isbutik. Derudover har der af flere omgange ligget baggårdsforretninger, der solgte tilbehør til biler.
''Publiceret''