Oliehavnen Århus
Oliehavnen Århus 1. Oliehavnen Århus
Oliehavnen Århus 2. Oliehavnen Århus
Intro
Århus Oliefabrik A/S begyndte sin produktion i 1871 som Aarhus Palmekærnefabrik. Den oprindelige produktion var foderstoffer til landbruget...
Århus Oliefabrik A/S begyndte sin produktion i 1871 som Aarhus Palmekærnefabrik. Den oprindelige produktion var foderstoffer til landbruget. Fra 1890'erne begyndte virksomheden imidlertid at raffinere spiseolier, og efterhånden blev produktion af råvarer til margarine- og chokoladeindustrien dominerende. Virksomheden voksede sig stor og havde i 1930'erne cirka 1500 ansatte. Fabriksanlægget på sydhavnen i Århus blev fra første verdenskrig udviklet til et omfattende teknisk-kemisk kompleks af bygninger, siloer og rørsystemer med egen havn. Virksomhedens fabriksanlæg er blevet ombygget gennem tiden, og en del er revet ned. Men anlægget udgør stadig et stort og synligt industrimiljø på havnen.
''Skandinaviens største siloanlæg''
Fabrikkens mest markante bygning er siloanlægget ved virksomhedens nordlige kaj ud til Bassin 3. Det blev opført i 1927-30 for at aflaste de andre kajer på oliefabrikken, hvor fabrikkens skibe lagde til. Siloanlægget blev projekteret af det danske ingeniør- og entreprenørfirma Christiani & Nielsen, som i en lang periode i 1900-tallet var blandt verdens førende på områder som jernbeton og silobyggeri. Anlægget består af 36 store jernbetoncylindre opstillet i tre rækker. Med et samlet rumfang på 20.000 kubikmeter var det Skandinaviens største silopakhus, da det blev bygget. Det var også den første bygning i Danmark med såkaldt glideforskalling, det vil sige gradvis støbning med flytning af bræddeforskallingen. Det store siloanlæg har et klart, rationelt formsprog og er samtidig et ingeniørmæssigt mesterværk.