Ole Rømers Observatorium

Ole Rømers Observatorium i dag. Grundplanet og den oprindelige placering af nogle af instrumenterne er markeret med bjælker.

Intro

Observatorium Tusculanum var navnet på det lille observatorium, som Ole Rømer grundlagde i landsbyen Vridsløsemagle i 1704. Ole Rømer er i dag bedst kendt for sin opdagelse af ”lysets tøven”. Han var dog selv mere optaget af at udforske ”hele Verdensbygningens indretning” gennem astronomiske observationer. Efter Rømers død i 1710 fortsatte hans elev Lauritz Th. Schiwe observationerne fra observatoriet, men da Schiwe døde i peståret 1711, forfaldt observatoriet. Stedet er fredet i dag og kan beses i forbindelse med det nærliggende museum Kroppedal. ''Det forsvundne observatorium'' I mere end 200 år forblev den nøjagtige placering af Ole Rømers Tusculanske Observatorium et mysterium. Observatoriet lå nær landstedet Pilenborg, som også var kendt som Tusculum efter den romerske politiker Ciceros landsted uden for Rom. Men den præcise stedsangivelse af observatoriet gik tabt efter Rømers død. I 1800-tallet blev en gravhøj udpeget, og højen går stadig under navnet Ole Rømers Høj. Men dér lå observatoriet ikke. I løbet af 1900-tallet var der adskillige forsøg uden succes, men det var først, da Nationalmuseets Claus Thykier i 1978 efter flere forgæves udgravninger brugte sigtelinjerne i en anonym beretning fra 1765 til at lokalisere Tusculanum-observatoriet, at man kunne foretage udgravninger på det rigtige sted. ''Fra Versailles' fontæner til Københavns kloakker'' Ved sin afrejse fra København i 1672 havde den berømte videnskabsmand Ole Rømer næppe forestillet sig, at fontæner skulle blive en del af hans arbejde i Paris. Men tilfældet ville det anderledes. Vandforsyningen til Ludvig den Fjortendes nye pragtslot i Versailles og slotsparkens mange fontæneanlæg var langt fra tilstrækkelig. For at løse problemet tog det franske hof kontakt til det nyoprettede ’Kongelige Videnskabernes Akademi’. Det var navnet på den kreds af videnskabsmænd, som Ole Rømer var blevet del af. Det blev den franske astronom Jean Picard, der fik opgaven med de genstridige vandkanaler. Han havde tidligere sørget for at få Rømer til Paris, og snart inviterede han sin danske kollega med i arbejdet med at sikre vand til de kongelige fontæner. De to videnskabsmænds løsninger blev at udforme en drikkevandsledning fra Roquencourt til Versailles og at skabe to kunstige søer, der kunne forsyne slottets tørstige fontæner. Deres ”nøgle” var at udnytte selv meget begrænsede højdeforskelle i terrænet til få vandet til at løbe. For at kunne måle for højdeforskellene med den nødvendige præcision udviklede Rømer et nyt nivelleringsinstrument. Rømer prøvede også at forbedre fontænerne ved at ændre på fontænedysernes dimensionering og vandrørernes vægtykkelse. Det var ikke kun Ole Rømers meritter som ”fontainier”, der fik Christian den Femte til at kalde ham hjem i slutningen af 1681. Men erfaringerne med matematik-baserede løsninger i praksis var i høj kurs. Og der blev brug for dem, da Rømer som kongelig embedsmand fik til opgave at løse en række opgaver i København som eksempelvis forbedring af byens vandforsyning og kloakker. ''Fra Versailles’ fontæner til Københavns kloakker'' Ved sin afrejse fra København i 1672 havde den berømte videnskabsmand Ole Rømer næppe forestillet sig, at fontæner skulle blive en del af hans arbejde i Paris. Men tilfældet ville det anderledes. Vandforsyningen til Ludvig den Fjortendes nye pragtslot i Versailles og slotsparkens mange fontæneanlæg var langt fra tilstrækkelig. For at løse problemet tog det franske hof kontakt til det nyoprettede ’Kongelige Videnskabernes Akademi’. Det var navnet på den kreds af videnskabsmænd, som Ole Rømer var blevet del af. Det blev den franske astronom Jean Picard, der fik opgaven med de genstridige vandkanaler. Han havde tidligere sørget for at få Rømer til Paris, og snart inviterede han sin danske kollega med i arbejdet med at sikre vand til de kongelige fontæner. De to videnskabsmænds løsninger blev at udforme en drikkevandsledning fra Roquencourt til Versailles og at skabe to kunstige søer, der kunne forsyne slottets tørstige fontæner. Deres ”nøgle” var at udnytte selv meget begrænsede højdeforskelle i terrænet til få vandet til at løbe. For at kunne måle for højdeforskellene med den nødvendige præcision udviklede Rømer et nyt nivelleringsinstrument. Rømer prøvede også at forbedre fontænerne ved at ændre på fontænedysernes dimensionering og vandrørernes vægtykkelse. Det var ikke kun Ole Rømers meritter som ”fontainier”, der fik Christian den Femte til at kalde ham hjem i slutningen af 1681. Men erfaringerne med matematik-baserede løsninger i praksis var i høj kurs. Og der blev brug for dem, da Rømer som kongelig embedsmand fik til opgave at løse en række opgaver i København som eksempelvis forbedring af byens vandforsyning og kloakker.