Oehlenschlägers statue, Søndermarken
Billede af statuen.
Intro
Adam Oehlenschläger blev født d. 14. november 1779 på Vesterbro i København. Hans far, J.C. Oehlenschläger, blev ansat på Frederiksberg Slot som slotsforvalterfuldmægtig i 1780, og familien flyttede ind på slottet...
Adam Oehlenschläger blev født d. 14. november 1779 på Vesterbro i København. Hans far, J.C. Oehlenschläger, blev ansat på Frederiksberg Slot som slotsforvalterfuldmægtig i 1780, og familien flyttede ind på slottet. Søndermarken var en have reserveret for kongefamilien, men som slotsforvalterfuldmægtigens søn havde den unge Oehlenschläger adgang til haven. I sommeren 1802, da Oehlenschläger var 22 år, mødte han Heinrich Steffens (1773-1845). Ved deres møde talte de sammen i ét væk i 16 timer, mens de delte mad og vin og spadserede gennem Søndermarken. For at bevise over for Steffens, at han var en rigtig digter, gik Oehlenschläger hjem og skrev det lyriske digt ”Guldhornene”, der blev Oehlenschlägers gennembrudsværk. Værket regnes for begyndelsen på romantikken Danmark, og dermed opfattes Søndermarken som romantikkens arnested. Oehlenschläger døde i januar 1850, efter at have skrevet prosa, skuespil og lyrik, og ikke mindst Danmarks Nationalsang, ”Der er et yndigt land”, der er fra 1818. Statuen af Oehlenschläger, der står i Søndermarken, er lavet af billedhuggeren Julius Schultz i 1897. Statuen var først opstillet på pladsen ved Frederiksberg Rådhus, men blev i 1953 flyttet til Oehlenschlägers yndlingshave. Figuren viser den unge Oehlenschläger iført lang frakke, støvler, stok og hat, mens han spadserer med rank ryg og et åbent blik. Oehlenschläger færdes i den have, han elskede som barn, og som var til stor inspiration for hans digtning.