Odense tidl. Tugthus


Affotografering af maleri. Klaregade. Til højre ses porten til bispegården. Til venstre Tugthuset (Tvangsarbejdsanstalten).


Fredet bygning: Klaregade 42 i Odense ligger bygningen fra 1752, der tidligere husede Odense Tugthus.


Fredet bygning: Klaregade 42 i Odense ligger bygningen fra 1752, der tidligere husede Odense Tugthus.


Fredet bygning: Tugthuset, Klaregade 42, Odense.


Fredet bygning: Tugthuset, Klaregade 42, Odense. Bagsiden af bygningen.


Fredet bygning: Tugthuset, Klaregade 42, Odense. På bygningens facade ud til Klaregade ses denne plade med inskription fra 1752.

Intro

H.C. Andersens mormor blev gift med en tugthuskandidat fra Odense Tugthus, og H.C. Andersen har selv været derinde – dog som inviteret gæst.

Andersens forældre kendte nemlig portneren og ved en familiehøjtid blev Odense Tugthus – også kaldet O.T. - rammen for festlighederne. Hans Christian var dog for skræmt til at deltage i festlighederne: Han var bange for tugthuskandidaterne, der fungerede som tjenere ved festen. I romanen O.T. beskriver H.C. Andersen denne grusomme anstalt.


''Byens fattige'' Igennem hele historien har en stor del af befolkningen ikke kunnet klare sig selv. Antallet har i sagens natur svinget med de samtidige konjunkturer, men det anslås, at mellem en tredjedel og en fjerdedel af befolkningen til tider har været afhængige af andres hjælp, for at kunne overleve. Fra gammel tid var det primært de nære pårørende, der påtog sig disse forpligtigelser, dvs. familie, naboer, håndværkslav og lignende, men det slog ikke altid til. I en folketælling fra Odense i 1672 angives 650 personer som fattige. Det vil sige, at de var for syge eller gamle til at arbejde. Men tallet dækker ikke over det reelle antal af fattige i byen. Mange havde ifølge folketællingen små jobs som spindere, vaskekoner, syersker, daglejere og lignende, der ofte kun muliggjorde et liv på et absolut eksistensminimum. Folketællingen fra 1672 indikerer altså, at op mod 40 % af Odenses befolkning levede i fattigdom. For byens fattige var sulten en daglig trussel. Boligen kunne være et lille hummer i en ussel gyde eller på et loftsværelse, og kun en lille ydelse fra fattigvæsnet og privat velgørenhed fik tilværelsen til at hænge sammen. Få heldige kunne få plads i en fattigbolig eller en fattiginstitution. Andre blev hjemløse, gik i hundene eller kom på kant med loven og endte på forskellige tvangsanstalter. Byens rige levede derimod et liv i luksus i de store huse langs hovedgaderne. De havde råd til tjenestefolk og uddannelse. Langt de fleste af byens indbyggere levede dog i det jævne lag mellem de to ekstremer. På Møntergården kan du se mere om byens fattige i udstillingen ”Fyn – midt i verden” og besøge udstillingen i den lille fattigstiftelse ”Pernille Lykkes Boder” fra 1617. Du kan læse mere om udstillingerne her: [https://montergarden.dk/udstillinger/ https://montergarden.dk/udstillinger/]