Odense Glasværk
Odense Glasværk
Lejlighed, Kanslergade 18, Odense. Glasværksarbejder familie (Christensen).
Lejlighed, Lille Glasvej, Odense. Glasværksarbejder familie. Til højre Maren Katrine Christensen, til venstre hendes datter Helga.
Interiør fra glashytte på Odense Glasværk.
Interiør. Odense Glasværk.
Interiør af glashytte. Odense Glasværk
Postkort, bruntonet. Fyens Glasværk, bygningerne. Jernbanen i forgrunden.
Serie af fotografier fra Fyens Glasværk, optaget i 1968 af museumsassistent Anders Enevig.
Serie af fotografier fra Fyens Glasværk, optaget i 1968 af museumsassistent Anders Enevig.
Glasskål fra Fyens Glasværk. Glasværket eksisterede fra 1873-4 til 1980'erne. Blandt de glasvarer, der blev produceret på værket, var flasker til mælk og øl, lampeskærme og drikkeglas. Skålen findes på Møntergården i Odense.
Intro
Glasværket blev anlagt uden for byen i 1874. Efter at have produceret glas i et århundrede er det nu omdannet til boliger.
Glasværkerne var ligesom papirfabrikkerne nogle af de virksomheder, der skabte små fabrikssamfund omkring sig. Papirfabrikkerne lå, hvor der var rigeligt vand, mens glasværkerne på grund af de komplicerede arbejdsprocesser havde behov for en meget fleksibel arbejdsstyrke, der skulle bo tæt på fabrikken.
Odense Glasværk blev anlagt i 1873-74 vest for byen, uden for den bymæssige bebyggelse, men tæt på jernbanen. Området udviklede sig til en lille fabriksby, som i de følgende årtier blev fuldstændig omsluttet af den voksende industriby. I 1930’erne havde virksomheden næsten 600 ansatte.
Odense Glasværk, senere omdøbt til Fyens Glasværk, bestod af mange slags bygninger, glashytter, forskellige arbejdsbygninger, arbejderboliger og en villa. De tidlige bygninger var tegnet af odensearkitekten C. Lendorf, der også tegnede Albani Bryggeriets udvidelse næsten på samme tid.
Jernbanen sikrede adgangen til salgsstederne.
Fabrikken bliver til boliger
Glasværket lukkede og gik i stærkt forfald sidst i 1980’erne, og da det store bynære område endelig blev udviklet til institutioner og boliger, blev en stor del ryddet. Derfor fremstår glasværket i dag noget friseret, men stadig med en del karakteristiske bygninger i behold.
Blandt de mest interessante er en glasværksbygning i røde sten opført 1899 på selve glasværkets område til prøvesal, malerstue, stempelstue og pakkeri, flere glashytter mod Ørstedsgade og alderdomsfriboligerne Lille Glasvej 1-13, opført i 1878. Den lange husrække i to etager blev tegnet af Lendorf med fire trappeindgange og fire lejligheder i hver opgang. Selve arbejderlængden med lejligheder til 16 familier blev desværre nedrevet i forbindelse med omdannelsen af glasværksområdet, ligesom der er bygget nye boliger på området.
Fra håndværk til masseproduktion
Fyens Glasværk i Odense blev grundlagt i 1873. Værket specialiserede sig især i presset glas, der blev fremstillet som masseprodukter ved hjælp af ens forme. Ensartede glasvarer vandt frem på mange områder. Blandt andet flasker til mælk og øl, lampeskærme og drikkeglas.
Da industrien kom til Fyn
Før industrialiseringen var ethvert produkt et stykke håndværk, ofte skabt til en kendt kunde. Men da industrien kom til Fyn i midten af 1800-tallet, begyndte man på fabrikker at fremstille ensartede produkter til et ukendt marked. Mekanisering og masseproduktion blev grundlaget for samfundets vækst og forbedrede levevilkår.
Denne tekst er en del af udstillingen 'Fyn - midt i verden', der kan ses på Møntergården i Odense.