Oceania

Svend Wiig Hansen, forarbejde til Oceania

Svend Wiig Hansen, Oceania, 1992

Intro

Svend Wiig Hansen. (1922-1997) Oceania, 1992 Skulpturen er en kærlighedserklæring til kvinden som erotisk væsen og moderskikkelse.

Svend Wiig Hansen. (1922-1997)
Oceania, 1992
Bronze

Placering: Flakhaven

Skulpturen af den massive, liggende muskuløse kvindeskikkelse med navnet Oceania står på Flakhaven overfor Robert Jacobsen skulptur Flakhaven.

I en forsat lige linje fra den klassiske modernisme har kunstneren arbejdet med kvindeskikkelsen og fremstillet hende på en gang passiv men med en styrke i kraft af hendes muskuløse anatomi og størrelse. Skulpturen er en kærlighedserklæringer til kvinden som både erotisk væsen og som moderskikkelse. Oceania betyder verdenshav og henviser indirekte til den antikke græske gudinde for skønhed, kærlighed og frugtbarhed, Afrodite (der betyder skum).
Skulpturen har skabt stor debat. Op gennem 1980'erne arbejdede Svend Wiig Hansen med figuren. En variant blev blandt andet fremvist i Randers med henblik på permanent opstilling, men kritikken var så massiv at kunstneren trak den tilbage. Efter en videre bearbejdning blev skulpturen opstillet i Odense med disse ord fra kunstneren ”Jeg kalder den Oceania – havet. En dråbes fantasi er vokset til en bølge, der bærer skummets hvide smil”. Skulpturen deler stadig vandene, men er elsket af børnene som rutsjebane om sommeren - med kunstnerens velsignelse.
Skænket af Odense Bys Kunstfond og Asea Brown Boveri A/S

Svend Wiig Hansen. (1922-1997)

Svend Wiig Hansen blev uddannet fra det Københavnske kunst akademi i 1950 og var en central skikkelse i efterkrigstidens danske kunst, der både i sine malerier og skulptur vedholdende arbejdede med mennesket og dets forhold. Ofte var det efterkrigstidens fernis af civilisation, der blev fjernet for at vise de mere dyriske og instinktive sider af mennesket. På den anden side ligger desuden en stor ømhed og humanisme i hans kunst. Han havde et ideal om en ikke elitær og mere folkelig kunst og inddrog ved flere lejligheder ”almindelige” mennesker som medskabere af kunstværker. Han tog ofte sin egen samtidsproblemer op som i det monumentale ”Jorden græder” hvor frygten for forurening er det centrale.