NÆRILD EGEKRAT

Intro

Omkring Tarm Møllebæk findes der to adskilte egekrat på i alt 8 ha. Det ene ligger syd for Brosbølgård og det andet her ved Nærildgård.

Ved egekrattet lå landsbyen Nærild tidligere. Det fortælles, at der engang er blevet begået et mord her. En hestepranger blevet myrdet. Byttet var kun 7 gylden. Intet blev opdaget, indtil en rejsende engang sad og faldt i søvn i en krostue. Da sagde han i drømme, at han engang skød en kok i Nærild dal - han havde 7 gylden under sin hale. Den sovende blev herefter tvunget til at vise stedet frem, hvor han havde skjult liget. Der er registreret omkring ca. 100 egekrat i Ringkøbing Amt. Egekrattene er rester af de vidtstrakte løvskove, der engang ( fra ca. 6000 f. Kr.) dækkede store dele af landet. Fra omkring 3000 f. kr begyndte mennesket at rydde skoven for at dyrke korn og senere hen at få græsarealer til dyrene. Træ blev også brugt til tømmer og til brændsel. Her i Vestjylland er store mængder trækul igennem jern- og middelalderen blevet brugt til at udvinde jern af myremalm. I middelalderen var det også almindeligt, at skoven blev anvendt til græsgange for får, geder, svin, heste og kreaturer. Det har været ødelæggende for skovene. Specielt gederne har beskadiget træerne. Skovarealet blev kraftig indskrænket i middelalderen. På grund af den hårdhændede udnyttelse af skoven, blev egen sjældent et større træ. Fra gammel tid kalder man derfor disse bevoksninger for egekrat, eller egepur. I 1805 fik vi en lovgivning, Fredskovsforordningen, der skulle sikre, at det, der i 1805 var skov, skulle bibeholdes som skov i fremtiden. Det blev hermed forbudt at anvende skovene til græsning. Det er ikke kun eg, der findes i egekrattene. Egen er dominerende i de fleste krat, men røn og bævreasp er også almindelige. Der kan også være andre træer, som enten er blevet plantet eller har sået sig selv. Egekrattene har mange steder ændret karakter fra et krat af buskagtige ege til noget der nærmer sig skov. Træernes højde er på 40 år i gennemsnit vokset fra 6,2 meter til 12,1 i 1982. Det karakteristiske ved krattene er træernes form. Egenes vækst er temmelig uregelmæssig og knudret.

Nahe des Tarm Mühlenbachs gibt es zwei Eichengebüsche von zusammen 8 Hektar. Die Eichengebüsche sind Reste von weitläufigen Laubwäldern, die einmal (rund 6000 vor Christus) grosse Teile des Landes bedeckten. Etwa im Jahre 3000 v. Chr. haben die Menschen angefangen den Wald zu roden, um Getreide anzubauen und Weideflächen für Tiere zu bekommen. Die Bäume wurden für Bau- und Brennholz benutzt. Im Mittelalter war es normal, dass der Wald als Weidefläche für Schafe, Ziegen, Schweine, Pferde und Vieh genutzt wurde. Dieses hatte einen schädigenden Einfluss auf den Wald. Aufgrund der rücksichtslosen Ausnutzung der Wälder ist die Eiche hier sehr selten ein grosser Baum geworden. Daher nennt man diese Bestände Eichenbüsche.

Along Tarm Møllebæk there are two separate oak scrubs. Each of 8 hectares. The oak scrubs are remains of the extensive hardwood forests which once covered large parts of the country (from approx. 6000 B.C.). Approx. 3000 B.C. man began to clear the forest for cultivation of corn and later for pasture. Wood was also used for timber and fuel. During the iron age and the Middle Age, large amounts of charcoal were used for extracting iron from bog iron ores in West Jutland. In the Middle Ages it was common to use the forest as pastures for cows, sheep and goats, this ruined the forests. Because of the hard exploitation, the oak seldom grew considerably, therefore the name oak scrubs, after a legislation in 1805, wich prohibited the use of forests as pastures, the oak scrubs developed from bushy oaks into forests. The characteristic feature of the scrubs are the shape of the trees.

''Publiceret''