Nyhavegaard. Fattiggaard
Fattiggården i Lejrskov
Fattiggårdens Have
Mælkevogn på Fattiggården
Søren Nielsen ven Mælkejungen
Fattige klar til at hjælpe Søren Nielsen.
Intro
Nyhavegaard, engang kommunalt centrum i Lejrskov- Jordrup kommune. Oprindeligt navn var ”Lillehedehus”, som i 1856 blev opkøbt af Sogneforstanderskabet, som var kommet til i 1841, den skulle bruges til ”arbejdsgård” og i 1880 bygget om til Kommunegård
Kommunen solgte Fattiggården i 1936 til Søren Nielsen for 45.000 kroner. Han gav gården navnet ”Nyhavegaard”, med henvisning til den nyanlagte have.
Herefter har kommunen lejet sig ind i sognerådslokalet, betalt til fattiglemmer samt landevejens farende svende der måtte komme, 2 kroner for hver, sommetider kom der mange.
En aften bankede det på køkkendøren og ind stak et hoved, min far spurgte om der var flere, ja, der var et par stykker mere, der var 17 der gerne ville have et måltid mad. Det hændte også, at ikke alle kunne gå det sidste stykke vej, men lå i vejkanten, de blev så hentet på en trillebør. Kommunen betalte jo 2 kroner for hver, det blev jo også til penge, et slagterisvin kostede 30 kroner.
Da der var flest på kost, var der 44 personer, der var familie, tjenestefolk, fastboende, sogneråd når de holdt møde, og så landevejens farende svende.
Fastboende fattiglemmer hjalp til i stald (malkning), mark og have, der blev plukket mange bær.
Der blev spillet megen kort om dagen og hændte det, at én sad i uheld, og man manglede lidt hjælp ude, var vedkommende hurtig til at melde sig, så var det en god undskyldning for at slippe fri af kortspillet.
Far spillede med dem næsten hver aften. Der blev spillet meget Ludo, Dam og Mølle.
Far sørgede også for at de fik klippet hår og negle, engang med et ørnenæb, neglen på storetåen groede lige op i vejret og saksen kunne ikke klare det. Halm var der i sengene samt mus, ligeledes havde de halmviske i træskoene. Renligheden blev håndhævet i et stort kar i vaskehuset med grøn sæbe og skurebørste ned af ryggen.
For at finde vej til fattiggården blev telefonpæle og elmaster til deres kendetegn med pile, selv på hovedbanegården i København var der reklame for ”Fattiggården i Lejrskov”, som én havde skrevet: den var et besøg værd!.
Skrevet i årskrift Lunderskov lokalhistirisk forenen 2013 Af Ejvind Solgaard Nielsen.
På fattiggården blev der indrettet kommunekontor og senere ”Alderdomsasyl”. Kvinder havde ikke valgret og det samme gjaldt mænd under 25 år, desuden udelukkedes fallenter, fattige, fjollede og folkehold. Kvinder fik først valgret i 1908.
Først i 1700- tallet var betleri og tiggeri blevet en landeplage, og blev forbudt i 1708. Så kom ”Fattighusene” til dem der ikke havde noget sted at bo, de fik lidt penge, og skulle ellers passe sig selv. Men drikkeriet tog overhånd, da der ingen opsyn var. Så kom Arbejdsgårdene- Tvangsgårdene og Fattiggårdene, hvor der var opsyn.
Løsgængeri og betleri!
Den som strejfer arbejdsløs omkring uden at kunne oplyse, at han er i besiddelse af midler til sit underhold, eller at han i det mindste fører lovligt erhverv, bliver som ”løsgænger” at anse, med straf af fængsel på vand og brød. Hvor tvangshuse er indrettet, kan i stedet for vand og brød i disse, idømmes således at seks dages tvangsarbejde anses lig med 1 dags fængsel på vand og brød.
Fattigvæsenets indtægter var frivillige gaver, det blev efterhånden en pligt, at yde noget til fattigkasserne.
Da fattigkasserne ikke kunne blive ved at klare opgaven, indførte man det ”at gå på omgang”. Gårdmændene blev pålagt at optage en fattig i sin husstand en vis tid af gangen. Når den tid var omme, måtte den fattige flytte til en anden familie, for at få sit daglige brød.
Det hele foregik ved udlicitering, den der tilbød at gøre det for det mindste beløb, fik opgaven.
Fattigkassen blev oprettet i 1856 og blev i 1907 afløst af hjælpekassen, som blev ophævet i 1933, der var så ”Tiøreskassen”, arbejderne betalte 10 øre at en bestemt dagløn. I 1891 kom der alderdomsunderstøttelse. På Lejrskov Fattiggård, hvor der var ”Alderdomsasyl” og hvor man på sine gamle dage kunne få ophold og ikke behøvede at bo sammen med fattiglemmer og omstrejfende betlere.
Alderdomshjemmet i Jordrup kom i 1931. Dem der ikke ville med til Jordrup, kunne blive på Fattiggården i Lejrskov, som først lukkede i 1949-50.
I 1943 flyttede kommunekontoret fra Fattiggården til Vrå Møllegaard, men landevejens farende svende kunne stadig komme ind, få et måltid mad og overnatte, plus der stadig var 6-7 fattiglemmer, som ikke ønskede at flytte med til Jordrup.
Skrevet i årskrift Lunderskov lokalhistirisk forenen 2013 Af Ejvind Solgaard Nielsen.