Nordisk Film


Indgang. Porten til Nordisk Film prydes af Egon, Kjeld, Børge og Yvonne fra Olsenbanden samt Mejer fra Huset på Christianshavn

Intro

I Valby Mose i København ligger et af verdens ældste filmselskaber. Nordisk Film blev grundlagt af gøgleren og filmmanden Ole Olsen i 1906, og selskabet voksede hurtigt...

I Valby Mose i København ligger et af verdens ældste filmselskaber. Nordisk Film blev grundlagt af gøgleren og filmmanden Ole Olsen i 1906, og selskabet voksede hurtigt. Med film som Løvejagten fra 1907 blev det daværende ”Nordisk Films Kompagni” verdenskendt og fik adskillige internationale agenturer og filialer. I 1911 udviklede Nordisk Film genren ’erotiske melodramaer’, og selskabet med isbjørnen som bomærke var i perioden 1909-1916 en af verdens førende producenter af stumfilm. Virksomheden har siden overlevet op- og nedgangsperioder. I 1992 blev Nordisk Film en del af Egmont-koncernen og har i dag aktiviteter indenfor stort set alle former for medievirksomhed. ''Olsen-bandens far'' I 1946 begyndte Erik Balling (1924-2005) som instruktørassistent hos Nordisk Film. Han instruerede blandt andet Danmarks første farvefilm Kispus (1956) og den Oscarnominerede Qivitoq (1956), inden han i 1957 blev udnævnt som selskabets direktør. I 1965 indledte Erik Balling et samarbejde med manuskriptforfatteren Henning Bahs. Sammen skabte de i perioden 1968-1981 de 13 film om Olsen-banden, der gav Nordisk Film dundrende succes i en tid, hvor den øvrige danske filmbranche var i vanskeligheder. Balling, Bahs og Nordisk Film stod også bag de populære tv-serier Huset på Christianshavn (1970-77) og Matador (1978-81), som har været vist på tv i en lang række lande.