Nordborg Slot


Nordborg Slot.


Søen i forgrunden. Nordborg Slot med Nordborg Sø i forgrunden

Intro

Nordborg Slot ligger idyllisk med hvide mure og røde tage på en holm i Nordborg Sø. Slottet er omgivet af den lille hertugby Nordborg, der efter 1945 blev bopæl for mange ansatte på Danfoss. Den første borg fra 1100-tallet er helt forsvundet...

Nordborg Slot ligger idyllisk med hvide mure og røde tage på en holm i Nordborg Sø. Slottet er omgivet af den lille hertugby Nordborg, der efter 1945 blev bopæl for mange ansatte på Danfoss. Den første borg fra 1100-tallet er helt forsvundet. Et nyt slot blev bygget, da Nordborg 1571 blev en del af hertugdømmet Sønderborg under Hans den Yngre. Slottet var sæde for hertugdømmet Nordborg 1622-69, men brændte i 1660’erne. 1676 fik hertugerne af Pløn Nordborg og byggede et nyt slot i italiensk stil. 1720 overtog staten Nordborg. 1766-72 blev jorden udstykket, og størstedelen af slottet blev revet ned. ''Tysk folkehøjskole i sønderjysk slot'' I slutningen af 1800-tallet tog flere og flere dansksindede unge fra Sønderjylland på høj- og efterskole nord for den daværende grænse ved Kongeåen. Som et modstykke grundlagde tyske kredse tre såkaldte Volkshochschulen i Sønderjylland: Tinglev 1905, Mohrkirch-Osterholz syd for Flensborg 1907 og Nordborg 1909. Resterne af Nordborg Slot blev derfor om- og udbygget til højskole i 1909. Slottet fik tårne og spir i en blanding af jugendstil og hjemstavnsstil, komplet med vindeltrapper og bro over voldgraven. Arkitekten var Eugen Fink, der også havde tegnet marinestationen i Sønderborg. 1920 blev Nordborg Slot dansk højskole. I dag huser slottet en blomstrende efterskole.