Nakkebølle Fjord Spærringen

Intro

Tværs over Nakkebølle Fjord har der for 1600 år siden ligget en sejlspærring. Sejlspærringen skulle forhindre fjender i at komme ind i fjorden.

I mundingen af fjorden, under vandet, er fundet resterne af en sejlspærring tværs over fjorden. En sådan sejlspærring er del af et militært forsvarsværk, der skal beskytte det indre af et farvand mod fjendtlige angreb fra søsiden, og er som sådan ikke noget som man bare impulsivt har kastet ud i vandet. Det er et større bygningsværk, som har krævet mange ressourcer og at nogen kunne organisere arbejdet. Sejlspærringen fra Nakkebølle dateres til slutningen af romersk jernalder og er blandt de tidligste af sin slags i Danmark. Den viser, at der i den sidste del af romersk jernalder har ligget et eller andet, der skulle beskyttes inde i Nakkebølle fjord. Vi ved ikke hvad, men andre sejlspærringer beskytter markedspladser eller vigtige bebyggelser såsom høvdingesæder. Så man kan gætte på, at der har ligget noget lignende i bunden af fjorden her. Måske en tidlig forgænger til Nakkebølle Gods.