Nørrebrohallen


Nørrebrohallen.

Intro

Nørrebrohallen har tilnavnet Remisen, fordi den ligger i de gamle sporvognsremiser i Bragesgade på Nørrebro. I 1960’erne måtte sporvognene vige for busserne, og de mange tomme remiser blev nu omdannet til idrætshaller. Den 11.000 kvadratmeter store Nørrebrohal blev pionerprojektet...

Nørrebrohallen har tilnavnet Remisen, fordi den ligger i de gamle sporvognsremiser i Bragesgade på Nørrebro. I 1960’erne måtte sporvognene vige for busserne, og de mange tomme remiser blev nu omdannet til idrætshaller. Den 11.000 kvadratmeter store Nørrebrohal blev pionerprojektet. Restaureringen af de tomme remiser blev udført af Københavns Kommunes beskæftigelsesprojekt Ung i arbejde. I dag dyrker omkring 10.000 brugere fra 14 forskellige idrætsgrene sport i remisen. Nørrebrohallen er ikke kun idræt. Hallen fungerer også som en form for multikulturhus med faciliteter til koncerter, kongresser og udstillinger. ''Jødisk idrætsforening var nøgle til integration'' Nørrebrohallen er kendt for sine integrationsprojekter. Københavns Kommunes konsulenter TaskForce Integration (TFI) holder også til i hallen. Konsulenterne rådgiver og indsamler erfaring fra integrationsprojekter i hele Københavnsområdet. Det er ikke nyt, at idræt kan bruges til integration. Den jødiske idrætsforening Hakoah blev stiftet i 1924. Foreningen har medvirket til den succesfulde integration af jøder i det danske idrætsliv helt frem til i dag. Mesterbryderen Abraham Kurland fra Hakoah blev dansk folkehelt, da han vandt sølv ved OL i 1932. Siden gjorde den jødiske mesterfægter Ivan Osiier effektivt op med anti-semitiske stereotypier om den lille, svage, krumme, jødiske bogorm. Han kvalificerede sig syv gange til OL, hvor hans fornemmeste præstation var en sølvmedalje.