Nørholm Gods
A.C. Teilmann var en entreprenant mand, som passede både sit gods og sine tilhørende kirker med omhu og stort engagement. Maleri af A. Brünniche, 1765. Museet for Varde By og Omegn
Stefan Ehrenfeld spøger efter sigende stadig på Nørholm. Hans karaffel med navnetræk fra tiden før han købte sit adelige efternavn er én af de genstande fra Nørholm, der i dag er på Varde Museum. Foto: Lars Christian Bentsen. Museet for Varde By og Omegn
Den Teilmannske trane-vindfløj pryder stadig flere af de gamle Nørholm-kirker, som her på Tistrup kirkes spir. Foto: Jannie Uhre Ejstrud, 2009. Museet for Varde By og Omegn
Nørholm gods og mølledam set fra luften, 2008. Historisk Atlas
Nørholm Gods ligger mellem Varde og Ølgod. På billedet ses hovedbygningen, opførte i gule 'Nørholm-tegl'.
Salg af jydepotter var en uundværlig del af indkomsten for en stor del af bønderne under Nørholm. Det var piger og koner, der fremstillede 'de sorte gryder' af lokalt ler, når de ikke arbejde i hjemmet og landbruget. Mindst 2000 stk om året.
Intro
Lidt spøgeri kaster ikke nævneværdige skygger over det fantastisk velbevarede og for vestkysten usædvanligt store godsanlæg Nørholm. Den Teilmannske trane-vindfløj skuer endnu fra hovedbygningens tag og minder om Teilmann-slægtens sæde på godset.
Nørholms bygninger
Den nuværende hovedbygning på Nørholm Gods er opført af Andreas Charles Teilmann i 1780. Fra 1880'erne er bevaret en hestestald (1882), et brændselshus (1883) og et forpagterhus (1885). I 1954 nedbrændte ladegården fra 1766, hvorefter nye avlsbygninger blev opført ved A. Wagner Smitt. Hovedbygningen med sidelænger, portbygningen, læmurene og den tilhørende vandmølle er i dag fredede.
Ridder Langes Nørholm
Nørholm kan dateres tilbage til slutningen af 1300-tallet, hvor den daværende borg tilhørte Ridder Jon Jakobsen Lange. Ridder Lange var ikke hvem som helst. Han var bl.a. med ved kongevalget i Kalmar og med til at stadfæste Dronning Margrethe I's testamente i 1401. Selve bebyggelsen, der dengang lå et andet sted på godsets jorder, var opført på et voldsted, som dog allerede blev delvist sløjfet i 1406.
Gård med birkeret
Den første bygning på herregårdens nuværende plads blev opført i midten af 1600-tallet af Iver Vind. Det var et lille hus i forhold til i dag, 24 fag med kælder, men stort for tidens standarder. Hen ad vejen blev bygningen udvidet med to sidefløje, som blev flyttet dertil fra Agerkrog. Iver Vind var medlem af Rigsrådet og oversekretær i Danske Kancelli (kongerigets regeringskontor). Under ham oplevede Nørholm en gevaldig vækst, og allerede i 1647 fik han kongelig bevilling på at oprette sit eget birk, dvs. en retskreds, hvor han i det daglige var kongens lokale repræsentant.
Teilmann-slægten på Nørholm
Den nuværende hovedbygning er fra 1780 og opført af Andreas Charles Teilmann. A.C. Teilmann er gået over i Danmarkshistorien som en af Oplysningstidens pionerer. Han var en ihærdig forfatter af politiske tekster, fortaler for stavnsbåndets ophævelse, og han forstod at bruge ny viden om landbrug til forbedring af produktionen på godset, f.eks. ved at anvende mergel til kultivering. Teilmann og hans slægt satte et særligt præg på både Nørholm gods og de tilhørende kirker i Thorstrup, Hodde, Tistrup, Horne og Ansager. I toppen af kirkespirene i Thorstrup, Tistrup, Horne og Ansager samt på Nørholms tag knejser stadig den Teilmannske trane, der som vindfløj skuer ud over de gamle Nørholm-jorder. Som teksten lyder på en renæssancestol med Teilmann-slægtens våben i Ansager kirke:
Saalenge Tranen ei forglem(m)er Vagt at holde
Med Steenen løftet op fra Jorden i sin Foode,
Saa lenge som mand seer Wiin-Ranken sig at volde
Paa reene Bierge og paa Druer være good,
Saalenge varigt Huus med Tegl og Sparre bindes
Saalenge Tre af eet slags Roser Blade faar,
Saalenge gid dend slægt af Teilmann ogsaa findes,
Der fører Vaagen som her oven tegnet staar!
Først i 1979, da de nuværende ejere Karl Kristian Nielsen og hustruen Martha Braüner Nielsen overtog godset, blev der sat et definitivt punktum for Teilmann-slægtens historie på Nørholm. Men Teilmann-tranen – den våger fortsat over Nørholm.
Blodskam og spøgeri
Karen Strangesen, der i 1596 blev gift med Hans Lange, beskrives som et slet menneske, der ”skikkede sig ilde”. En af hendes sønner, Iver Lange, skikkede sig heller ikke så pænt. Han dyrkede blodskam med sin søster Ellen, som fik et barn, der blev dræbt. Iver Lange nåede at flygte fra landet, da det blev opdaget. Søsteren var ikke så heldig: Hun blev dømt til døden og henrettet ved halshugning med sværd i København i 1628. Anklageren i søsterens retssag var Iver Vind – som få år efter købte Nørholm af den ulykkelige fader.
Om den senere ejer Stefan Nielsen Ehrenfeld fortælles det, at han stadig går rundt på gården med raslende landmålerkæder, som han skulle have brugt lidt for kreativt efter bøndernes smag, da han engang tilranede sig et stykke mark ved Endrupholm.
Slægter på Nørholm
1390-1444: Lange
1444-1596: Strangesen
1596-1631: Lange
1631-1677: Vind
1677-1686: Bille
1686-1726: Lassen
1726-1742: Ehrenfeld
1742-1790: Teilmann
1790-1812: Rosenørn
1812-1929: Rosenørn-Teilmann
1929-1979: Rosenørn-Lehn
1979- : Nielsen
Fæstegårde
Fæstegårdene var grundlaget for driften på Nørholm Gods i 1700- og 1800-tallet.
At fæste betyder at have brugsret over jorden. Godsejeren, der ejede jorden, kunne bortfæste en gård til gengæld for afgifter som hoveri (arbejde) og landgilde (afgift i form af fødevarer eller penge). Fra 1600-tallet og frem var så godt som alle gårde fæstegårde. Fæstebønderne var altså underlagt jordejerne – men omvendt fulgte der også rettigheder med i fæstet, for eksempel at godsejeren ikke blot kunne nedlægge gårde og selv overtage driften af jorden.
Fæstebonde under Lundager og Nørholm
Chr. Nielsen blev fæstebonde i 1781, overtog en gård i Skonager (mellem Nørholm og Varde) og fik en enke med i købet. Du kan finde stedet, hvor hans gård lå, her på Historisk Atlas under overskriften 'Fæstegård til Nørholm'.
Stavnsbåndet
Stavnsbåndet var, kort fortalt, en ’kriselovgivning’, der blev indført i 1733, fordi især sjællandske godsejere under 1730-ernes økonomiske krise havde svært ved at finde fæstebønder til at overtage ledige gårde. Det var også svært for godsejeren at få de unge mænd til at stille som soldat. Mange bønder var naturligvis utilfredse med loven, og gjorde hvad de kunne for at omgå den. I store dele af Syd- og Vestjylland virkede stavnsbåndet derfor ikke så godt. Mange drenge under 14 år stak af. Også de unge mænd over 14 tog til fyrstedømmerne i Nordtyskland, eller stod til søs til Holland og England. Hvis de vendte tilbage, bosatte de sig på øerne, for at undgå at blive udskrevet som landsoldat. Helt galt var det i Børsmose (vest for Oksbøl) i 1737, hvor der på 10 ejendomme kun var en eneste ung karl! For at modvirke denne flugt fra landbruget, fik præster forbud mod at vie par uden tilladelse fra sessionen. Præsterne i hertugdømmerne skulle se gyldigt pas, inden de måtte give en ung mand nadver – eller gøre ham til ægtemand.
Ophævelse af stavnsbåndet
På trods af straf og truslen om ikke at kunne blive gift, kom stavnsbåndet ikke til at fungere 100% i Vestjylland. Godsejer A.C. Teilmann på Nørholm var en af fortalerne for at ophæve stavnsbåndet. I 1788 blev det besluttet at ophæve loven med virkning fra år 1800. På trods af dette og omfattende landboreformer forblev mange fæstebønder under Nørholm helt frem til omkring 1870.
Fra 1600-tallet og langt op i 1800-tallet var fremstilling og salg af sorte potter et helt uundværligt bierhverv blandt bønderne under Nørholm Gods. De førende jydepottesogne på Varde-egnen var netop Torstrup, Horne og Tistrup. Halvdelen af befolkningen i de tre sogne, havde været nødt til at flytte, hvis det ikke havde været for potteproduktionen. Det kan man læse i præsteindberetningerne fra 1760’erne.
Livsvigtige gryder
Jydepotterne blev produceret til eksport og salg og udgjorde halvdelen af indtjeningen i pottesognene. I 1790 fremstillede 80 % af alle familier i området sorte potter. Fremstillingen af de sorte gryder var altså en stor del af livsgrundlaget for familierne. Det var konerne og pigerne på gårdene, der lavede potter ved siden af det almindelige arbejde på gården og i landbruget. Da Danmark hurtigt skulle stille soldater i den svensk-russiske krig i 1788-90, måtte kvinderne i marken - og så måtte kunderne undvære gryder!
Duer hun now'e i æ ler?
En pottekone skulle almindeligvis fremstille omrking 2-3000 potter på en sæson. Når en pige blev giftemoden blev der spurgt "duer hun now'e i æ lier?" - altså: Kan hun finde ud af at lave potter? Da en gryde-pige i sommeren 1804 blev gift på Nørholms Gods, bragte hun 300 Rigsdaler til sin kæreste - dem havde hun tjent på at lave sorte potter.
Skat på ler
Fra 1688 fastsatte man skatten ud fra jordens brugsværdi. Derfor blev bønderne i netop Torstrup, Horne og Tistrup sogne beskattet af leret i undergrunden – uanset om de lavede potter eller ej. Man havde altså ikke råd til at lade være med at lave potter. Omvendt har indtægten fra potterne nok betydet mindre hoveriarbejde til gengæld for højere landgilde - og dermed mere selvstændighed som fæstebonde.
De gule sten, som Nørholm Gods er bygget i, omtales ofte som 'Nørholm tegl'. Godsets, altså A.C. Teilmanns, mærke i form af to streger findes i de gule teglsten.
Vi ved ikke meget konkret om fremstillingen af disse sten. Der findes imidlertid flere teglgrave i sognene under Nørholm. Nogle af disse grave er stadig synlige i landskabet. Andre kan findes på ældre kort, hvor ordet 'teglgård' eller 'tegllade' optræder. En sådan teglgård kan ses Nordvest for Varde her på Historisk Atlas under overskriften 'Teglgrave under Nørholm'.
De gule mursten er ud over Nørholm også brugt på Lunderup, købmandsgården den Schultzske Gård i Varde samt Quedens Gaard i Ribe.