Møllebakken


Johannes Larsens villa. Johannes Larsens villa. I baggrunden ses møllen, der har givet navn til "Møllebakken"

Intro

På Møllebakken i Kerteminde opførte maleren Johannes Larsen i årene 1901-20 et af Danmarks smukkeste kunstnerhjem. Det blev også et centralt mødested inden for dansk kunst og kultur. I kulturlivet var det provinsen og det sunde enkle liv under solen, der satte dagsordenen...

På Møllebakken i Kerteminde opførte maleren Johannes Larsen i årene 1901-20 et af Danmarks smukkeste kunstnerhjem. Det blev også et centralt mødested inden for dansk kunst og kultur. I kulturlivet var det provinsen og det sunde enkle liv under solen, der satte dagsordenen. Forfattere som Jeppe Aakjær, Thøger Larsen og Johs. V. Jensen (kaldet "Den jyske Bevægelse") og malere som Fritz Syberg, Peter Hansen og Johannes Larsen (kaldet "Fynbomalerne") dannede en kulturkreds omkring Møllebakken. Stedet er i dag åbnet som Johannes Larsen Museet - for kunst og natur. ''Fuglemaleren, der blev folkeeje.'' Johannes Larsen (1867-1961) blev anerkendt som en uforlignelig fuglemaler og dansk naturs indforståede skildrer. For sin indsats - også på bevaringsområdet - blev Johannes Larsen udnævnt til æresmedlem af Danmarks Naturfredningsforening. Han ydede en formidabel indsats inden for træsnits- og bogillustrationskunsten, og netop derved blev hans kunst folkeeje. I et samarbejde med Achton Friis blev det enestående trebindsværk om "De danskes Øer" til. Johannes Larsen påtog sig også det kolossale illustrationsarbejde til Lehn-Schiølers værk "Danmarks Fugle". Som 92-årig blev han udnævnt til formand for Naturfonden, der var nedsat af Statsministeriet. Johannes Larsens navn kunne åbne mange danskeres øjne for værdierne i vores natur.