Mosede Hans' grav
"Mosede Hans" grav, Mosede.
Intro
Her i markskellet mellem Mosede og Karlslunde skulle den fredløse Mosede Hans efter sigende være begravet. Mosede Hans huserede på Greveegnen omkring midten af 1600tallet. Hvor han tyraniserede ikke bare lokalbefolkningen, men også den svenske besættelsesmagt.
I året 1658 marcherede Svenskekongens tropper mod Køge på vej mod København, og rygtet om deres plyndringer og voldshandlinger ilede foran dem og nåede også Mosede, hvor alle blev rædsels-slagne undtagen Mosede Hans.
Han smilede veltilfreds, tog sin pigkæp og satte sig op på sin grå hest og red mod syd. I Køge opsøgte han en svensk vagtmester og fortalte ham, at han var fjendtlig sindet overfor både sine landsmænd og byfæller, da alle betragtede ham som fredløs, og bad om at få en afdeling soldater indkvarteret. Vagtmesteren lovede straks, at Hans næste dag skulle få sit ønske opfyldt. Glad var Hans, som skyndte sig hjem og kaldte bymændene sammen og beordrede dem til at rydde alt ud af hans ene udlænge, hvor endog skillerum og mellemvægge blev taget ned.
Alt var således parat, da soldaterne ankom næste dag, og nattelejet var det bedste, svenskerne endnu havde fået her til lands. Men da de dagen efter drog ud på et strejftog, fik Mosede Hans travlt. Han skar først alle pindede i lervæggene over oppe ved læden, så væggene stod løse i tømmeret, og bagefter hjemsøgte han alle byens gårde og huse, hvor han forlangte, at mændene skulde møde hos ham kl. 12 næste nat, stille sig ved hver sin væg og på et tegn fra ham skubbe alle væggene ind over soldaterne.
Og natten kom. Svenskerne var for længst gået til ro, og stilheden var mærkbar i den lille landsby. Da lød et ugleskrig, så braget af mure, der styrtede sammen, og et øjeblik efter kunde man langt udover bymarkerne høre den afsindige jamren og skrigen fra de mange soldater, der lå lemlæstede under de tunge lermasser. Bymændene stod tavse og forskræmte, og så et gruop-vækkende syn. Mosede Hans for grinende, fløjtene og syngende rundt mellem murbrokkerne med en lygte i den ene hånd og pigkæp-pen i den anden, travlt beskæftiget med med at gennembore alle soldaterne.
Da krigen endelig var forbi, blev Mosede Hans erklæret fredløs.
Mosede Hans forsatte sine ugerninger, og egnens folk klagede deres nød til kongen. Kongen sendte 3 unge adelsmænd, bevæbnet med flintbøsser, ud for at skyde ham.
Da de kom ridende på landevejen, mødte de en bonde, der red på en grå hest og havde en lang pigkæp i hånden. De standsede og spurgte om han ville vise dem vej til Mosede. Ja, det havde han ikke noget imod. Undervejs fortalte Junkerne, at de skulle ud og skyde en misgerningsmand, der hed Mosede Hans, og spurgte om bonden kendte ham. "Om jeg kender ham, det skarn! Jo, det skulle jeg mene".
Hver af rytterne havde en stor flintbøsse liggende over sadlen. Bonden havde flere gange skævet til dem, og red nu tæt hen til den ene Junker og pegede på bøssen, idet han enfoldigt spurgte: ”Hvad er det for en”? ”Det er en flint”, blev der svaret. ”Men hvad er dog den til”? ”Den er til at skyde med”. ”Nej nu har jeg aldrig hørt mage”, sagde bonden, ”så tør jeg vel ikke røre ved den”?
Junkeren rakte ham bøssen og sagde: ”Tag den kun og kik på den, når du aldrig har set sådan en skyder før”. Og skønt bonden tilsyneladende var noget betænkelig, tog han dog bøssen, vendte og drejede den og prøvede at spænde hanen, mens de unge herrer morede sig kosteligt over hans forsigtighed. Så rakte han våbenet tilbage til ejermanden og spurgte den næste rytter: ”Må jeg også se jeres skyder, den ser så pæn ud”? Også den fik han.
Da han fik den tredje bøsse i hånden forsvandt det enfoldige udtryk og et stort grin bredte sig over ansigtet. ”Her har I Mosede hans”, råbte han hånligt”, ”og vil I nu have ham, så tag ham”!
De 2 ryttere greb hurtigt til bøssen og kastede den til kinden for at skyde. ”Ja, brænd kun på”, råbte Hans, ”men jeg er bange for, den ikke fænger, for jeg kom desværre for skade at tabe flintestenen af dem begge”. Til deres store overraskelse opdagede rytterne, at det var rigtigt, og i stedet greb de nu alle 3 deres kårder. ”Holdt”, råbte han, idet tog sigte, ”den som rører sig af pletten er færdig”!
Mosede Hans havde endnu engang reddet livet.
Alle byens og egnens folk lurede kun på en lejlighed til at tage ham af dage.
Så skete det i høsttiden, at han en dag kom kørende med en tom vogn ud i marken og mødte sin svoger, der var på vej hjemad med et sædlæs. En undskabsfuld tanke strejfede som så ofte før Mosede Hans, og han besluttede at køre svogeren i grøften, man da de var ud for hinanden, rejste svogeren sig op i læsset, hævede høforken og stødte den i brystet på Hans, der styrtede af vognen, idet en voldsom blodstråle stod ham ud af munden. Fra alle sider kom høstfolkene løbende, og da Mosede Hans døde, så de tydeligt et lille, sort dyr, der lignede en rotte, springe ud af ham og forsvinde i jorden. Det, mente man, var djævelen, der forlod ham.
Han døde på det sted, hvor Mosede og Karlslunde bymarker stødte sammen, og her begravede man ham, da han som fredløs ikke måtte komme i indviet jord, og lige op til vore dage er en lille jordhøj ved byskellet blevet kaldt Mosede Hans' grav.
Alle byens og egnens folk lurede kun på en lejlighed til at tage ham af dage. Så skete det i høsttiden, at han en dag kom kørende med en tom vogn ud i marken og mødte sin svoger, der var på vej hjemad med et sædlæs. En undskabsfuld tanke strejfede som så ofte før Mosede Hans, og han besluttede at køre svogeren i grøften, man da de var ud for hinanden, rejste svogeren sig op i læsset, hævede høforken og stødte den i brystet på Hans, der styrtede af vognen, idet en voldsom blodstråle stod ham ud af munden. Fra alle sider kom høstfolkene løbende, og da Mosede Hans døde, så de tydeligt et lille, sort dyr, der lignede en rotte, springe ud af ham og forsvinde i jorden. Det, mente man, var djævelen, der forlod ham. Han døde på det sted, hvor Mosede og Karlslunde bymarker stødte sammen, og her begravede man ham, da han som fredløs ikke måtte komme i indviet jord, og lige op til vore dage er en lille jordhøj ved byskellet blevet kaldt Mosede Hans' grav.