Mordet på kong Knud i Sct. Albani kirke


Stenkors i brolægningen på Albani Torv, der markerer hvor man mener den nu nedrevne Albani Kirkes alter var. Ved dette alter blev kong Knud, senere helgenkåret som Knud den Hellige, dræbt af oprørske bønder 10. juli 1086.


Detailscanning fra Braunius: Albani Kirke


'Knud den Helliges drab i Sct. Albani Kirke 1086'. C. A. Benzon. Maleriet findes på Fyns Kunstmuseum.

Intro

I 1086 blev kong Knud - senere Knud den Hellige - dræbt ved alteret i Skt. Albani kirke. Kirken var dengang en trækirke, som siden blev afløst af en stenkirke, der stod på stedet indtil 1500-tallet.

Sct. Albani kirke var oprindeligt en trækirke og arkæologer har under den senere stenkirke fundet spor af to tidligere trækirker, som begge er brændt. Den ældste kirke stammer sandsynligvis fra 1000-tallets anden halvdel. Det er i en af disse trækirker, Knud blev dræbt og siden stedt til hvile. Stenkirken er kommet til i løbet af 1100-tallet. De sidste rester af denne kirke fjernedes med anlæggelsen af Albani Torv forud for lenshyldningen i 1580. På dette tidspunkt synes den i noget tid at have fungeret som byens stenbrud. Ved samme lejlighed nedbrød man muren rundt om kirkegården.
De arkæologiske spor efter kirken befinder sig nu delvist under Realkreditinstituttets bygninger på Albani Torv 2.

Kilde: Arentoft, Brandt og Nielsen: "Albani kirke og torv". Fynske studier XIV (1985).


I 1086 måtte kong Knud den Hellige lade livet ved alteret i Albani Kirke i Odense. Drabet var resultatet af et oprør mod kongens nye strafmetoder over for stormændene. Aftenen før drabet forlod kongen den belejrede kongsgård for at gå til aftensang. Oprørerne fulgte efter og forsøgte uden held at trænge ind i kirken. Kongen brugte hele natten foran alteret på at bekende sine synder, men tidligt om morgenen blev et spyd skudt gennem vinduet og ramte ham lige i hjertet. Kongen faldt om på gulvet med udbredte arme. (Begivenhederne ifølge en beskrivelse fra samtiden.)

Efter sin død blev Knud gravlagt i kirken. Det varede dog ikke længe før der begyndte at ske mirakler omkring kirken. I 1095 blev Knud skrinlagt og placeret i krypten i den nybyggede Sct. Knuds domkirke. I år 1100 blev Knud kanoniseret og blev til Knud den Hellige. Da højalteret stod færdigt i 1101 anbragtes hans jordiske rester foran dette.