Molskroen

Molskroen

Egil Fischers Badehotel "Mols-Kroen", opført i 1923.
Intro
Badehotellet Molskroen blev opført i 1923. Det var den kendte arkitekt Egil Fischer der tegnede bygningen. Den første Molskro brændte tilbage i 1940. Man gik dog hurtigt i gang med at genopbygge og udvide bygningen. Molskroen er i dag hotel og restaurant, og står for finere madlavning.
Da arkitekten Egil Fischers købte noget jord ved Femøller Strand havde han en vision. Han ville anlægge Danmarks første planlagte ferieby. Som udgangspunkt ville han opføre et badehotel, og købte den 3. oktober 1922 et stort stykke jord af den lokale gårdmand Sigvard Jensen fra Parcelgården.
Da badehotellet Mols-Kroen stod færdig, forpagtede Fischer den ud til Magnus Feldballe, og kroen åbnede officielt i juli 1923. Molskroen blev med dens beliggenhed hurtigt et attraktivt sted, med besøgende fra hele landet. Mange prominente gæster besøgte hotellet, og blev omtalt i aviserne som den ”berømte Molskro”.
Mere prominent blev det dog ikke, da Aarhus Stiftstidende d. 12. juni 1924 kunne meddele at Kronprins Frederik med følge var på besøg.
I 1927 blev Molskroen omdannet til et aktieselskab med Egil Fischer som formand for bestyrelsen, og Oluf Østergaard der i forvejen havde Teatercafeen i Aarhus, blev ansat som restauratør. Østergaard fik i første omgang udvidet Molskroen med en lukket veranda og balkon.
Molskroen blev dog ramt af underskud, og i 1929 gik restauranten konkurs. Det lykkedes dog efter noget besvær for aktieselskabet at købe Molskroen for 55.000 kr. Østergaard fortsatte som forpagter af kroen frem til 1932, da han blev afløst af kroens mangeårige overtjener Karl Nielsen. Aktieselskabet ejede Molskroen frem til 1939, da det blev opløst.
I den første måned af 1940 indtrådte katastrofen. Under optøning af et vandrør med en blæselampe antændtes ved et uheld et skillerum. En voldsom brand bredte sig til hele Molskroen.
Brandvæsnet i Ebeltoft blev tilkaldt, men selv om der blev brugt fem sprøjter, var de magtesløse. Vandet der blev pumpet op fra den nærtliggende mølle å, frøs så hurtigt i vinterkulden, at det sad fast i slangerne. På ikke mindre end to timer var Molskroen brændt ned.
Det blev dog hurtigt besluttet at Molskroen skulle genopbygges, og større end tidligere.
Med et ønske om at modernisere Molskroen, overtog overtog Georg og Grethe Christensen i 1952 forpagtningen. De ville gøre Molskroen til et sted for finere fransk madlavning, god vin og kunst.
De istandsatte Molskroen, og indrettede en hyggelig dagligstue, samt tilføjede en vingrotte i kælderen med specialvine. De nye ejere sikrede at Molskroen fik et ry for at favne gammeldags hygge og moderne midler, samt hæder for sit gode køkken.
De efterfølgende ejere har alle sat deres præg på Molskroen, og som restaurant har den op gennem tiden markeret sig som et sted for god mad. Så sent som i 2006 blev Molskroen kåret til Årets bedste restaurant.
''Publiceret''