Mols-Linien og Ebeltoft Færgehavn


Færgehavnen i Ebeltoft.

Intro

Arkitekterne Friis & Moltke har sat sit præg på Ebeltoft. Flere bygninger rundt omkring i byen bærer deres helt unikke stil. Ebeltoft er en søkøbstad. Færgehavnen gav for en kort tid nyt liv til Ebeltoft, og knyttede endnu engang byen til havet.

I 1966 sluttede en lang debat om den bedste og hurtigste forbindelse mellem Sjælland og Jylland over Kattegat. Ebeltoft blev udvalgt som det nye trafikknudepunkt på Jyllandssiden, hvilket indvarslede en ny tid for byen. Et nyt færgeanlæg, tegnet af arkitekterne Friis & Moltke, blev opført ved området ved Øer og blev forbundet med byen af en ny stor vej – Færgevejen. Den 18. maj indledte Mols-Linien sejladsen på den nye rute fra Sjællands Odde til Ebeltoft. De to nye færger, “Mette Mols” og “Maren Mols”, sejlede i pendulfart og garanterede en kortere sejltid end nogen anden rute mellem Jylland og Sjælland. Mols-Liniens færgerute fra Ebeltoft var en succes, der medførte en betydelig byvækst. I mange år var Mols-Linien byens største arbejdsplads med 300 medarbejdere. Andre virksomheder, såsom Kvadrat, slog sig ned i byen netop på grund af færgeforbindelsen. Desværre stoppede udviklingen med oliekrisen i 1970’erne, og mindre trafik øgede konkurrencen mellem tilsvarende ruter tværs over landet. Færgeruten varede dog ved mange år fremover, og i 1990’erne anskaffede Mols-Linien katamaranfærger til ruten. Siden 00’erne har færgeoverfarten været i konstant nedgang, og i dag er den reduceret til begrænsede afgange. Debatten om en Kattegatforbindelse har efterladt færgeoverfarten Sjællands Odde-Ebeltoft i det uvisse.


''Publiceret''