Mindetavlerne







Intro

Mindetavlerne er et kunstværk opført 28. februar 2020 af skulptør Henrik Fischer i samarbejde med Beboerforeningen Tre-i-en som en kunstnerisk ”erindringsvej”. Murens fire stentøjsrelieffer er en hyldest til vejens beboere og området gennem tiden, samt Henrich Graack som Graacksvej er opkaldt efter.

Udsmykningen fortæller et stykke kunsthistorie på baggrund af husenes historie på vejen samt Fredericiagade nr. 19, 21 og 23, der også har adgang til vejen.Her boede ”de fine og kendte folk” tidligere på Fredericiagade, og de mere ydmyge eksistenser i arbejderkvarteret Graacksvej. ''Relief 1 ''illustrerer den foretagsomhed der har været i den periode, hvor Graacksvej blev bygget omkring år 1900. ''Relief 2'' illustrerer et jernbanespor, da transportsektoren fik stor betydning for samhandlen mellem landsdelene og vores tyske naboer. I jernbanesporet er indsat fire af de store virksomheder i Kolding, som mange af beboerne på Graacksvej gennem tiderne har været ansat hos . ''Relief 3'' illustrerer gennem kvistene et arbejderkvarter, hvor man boede meget tæt.Fra 1901 og fremefter var husenes ejere familier med 2-5 børn med endnu en familie på 1. salen, og dertil kom en eller flere enlige lejere. Mange af husene fik efterhånden påsat kviste for at skaffelys og luft til loftsværelserne. Kvistene illustrerer samtidig udsyn til fremtiden, hvor lodsnoren er det vigtigste redskab når man skal bygge. ''Relief 4'' illustrerer gennem pendulet, tiden der går og afsluttes med døden. Hjerterne symboliserer de 9 huse på Graacksvej og de 3 huse på Fredericiagade, der har tilknytning til kunstværket, hvor hvert hus har sin egen unikke historie.Kig på husnumrene, og du kan se hvilket erhverv der har været bedrevet i det enkelte hus. Læs mere på: [https://www.kunstkvarter.dk/ https://www.kunstkvarter.dk/]

Udsmykningen tilhører Beboerforeningen Tre-i-en.