Mindetavlen på Randers Statsskole


I anledning af 75 året for befrielsen var borgmesteren for Randers Kommune rundt for lægge en krans ved mindetavlen


Mindetavlen i indergården på Randers Statsskole hænger ved siden af vestporten.

Intro

I indergården på Randers Statsskole – på væggen ved Vestporten – sidder en mindetavle med 17 navne. Det er navnene på seksten elever og en lærer fra skolen, der mistede livet i modstandskampen 1940-1945.

Mindetavlen blev afsløret den 3. maj 1946 ved en stor ceremoni. Tavlen var bl.a. skænket af Randrusianersamfundet, daværende og tidligere elever og lærere. I løbet af besættelsesårene havde lærerne på skolen illegalt indsamlet til en kapitalfond, som var kommet i stand, fordi Danmarks Lærerforening havde opfordret til, at skolernes lærere sikrede sig en hjælpefond, hvis det blev nødvendigt at støtte kolleger, der blev truet af tyskerne. Resterne fra denne fond blev ligeledes brugt til mindetavlen. Ved afsløringen holdt rektor Prip en meget gribende og væsentlig tale, hvori han omtalte de så mørke dage i november 1943: ”Vi er samlede her i Dag for at mindes og ære de faldne fra Randers Statsskole 1940-45. Deres Tal er 17. De er faldet i Løbet af godt halvandet Aar, fra November 1943 til Maj 1945, paa vidt forskellige Maader: i Luften, paa Havet – i Aktion, under Udførelse af det daglige Arbejde – i Fangenskab – i Danmark, Udlandet (i engelsk Tjeneste). En var med i Hvidsten-Gruppen, en ledede Flygtninge-Transporterne over Sundet, en ledede Jernbanesabotage – det drejer sig om Likvideringsaktioner, Sabotage, Kamphandlinger, Clearings-Mord, voldsomme Krigsbegivenheder”. Rektor Prip fortsatte med et citat fra en prædiken af Kaj Munk: ”Vi kan ikke nøjes med at elske vort fædreland med en stemmeseddel, lidt alsang og lidt Ewald-fester. Kærlighed kræver ofre. Gennem besættelsen har vi på Randers Statsskole lykkeligvis stået ubrydeligt sammen med samme front. Godt, at så mange unge, og også en del ældre, kastede forsigtighed og ængstelse over bord og tog sig på at vise Danmarks ansigt. De gjorde det ikke for at vinde tak, men de har krav på vores dybeste taknemmelighed”. Herefter nævnte han navnene og dimissions år på de 17, som faldt. Højtideligheden sluttede med, at alle sang ”Der er et yndigt land”.