Mindesten over Leopold Herman Severin Løvenskiold


Løvenskiold familiens våbenskjold fra 1739


Mindesten for Leopold Løvenskiold fra 1925


Leopold Løvenskiolds kamp for Danmarki Nybøl 1848


Leopold Løvenskiolds far: Stattholder i Norge Severin Løvenskiold


Leopold Herman Severin Løvenskiold

Intro

Efter genforeningen blev der henlagt en mindesten på Bøgevej mellem Nybøl Mølle og Stenderup gamle kro. På mindestenen står at læse: Her faldt norsk frivillig L. H. S. Løvenskjoid ved 10.batl. den 5.6. 1848.

Vi begynder med årstallet 1848. Det handler om 1. slesvigske krig, slaget ved Dybbøl den 5. juni 1848. Her måtte Preussen notere et nederlag af de sjældne, godt og grundigt blev de besejret ved skanserne på datoen.

Hvor kom Leopold fra:

Fossum Hovedgård - med jernværker fra 1539, savværker fra før den tid, - minedrift, skovbrug, jagt og bedrifter med gamle gårde har mere end 500 år været et samfund for sig selv for hundredvis af mennesker. Monumentet for statholder Severin Løvenskiold livsværk er den storslåede hovedbygning. Bygningen i empire, med 60 værelser, bygget af slagsten, og facaden er tegnet af den danske arkitekt Christian Frederik Hansen. C.F. Hansen var manden bag markante bygninger som bl.a. Vor Frue Kirke, det andet (senere nedbrændte) Christiansborg hvoraf Slotskirken er bevaret. Opførelse af "det nye Fossum," som guvernøren kaldte det, tog syv år.

Leopolds familie:

Leopolds far:

Statholder i Norge, og havde været statsminister i personaleunionen Sverige og Norge. 1809 Kammerherre, Medlem af Rigsforsamlingen på Eidsvold, 1814-17 norsk Statsråd, 1828 norsk Statsminister i Stockholm, 1841-56 Norges Statholder. Statsministeren og statholderen var ikke kendt for være nogen demokrat. Stortinget burde have begrænset beslutningsret og ikke være til hinder for effektiv styring, mente han. Han tilhørte Unionspartiet på Eidsvoll i 1814. Alle havde en frygtelig respekt for han, og han bliver behandlet med en komisk ydmyghed, som en Vice – konge” Severin Løvenskjold var ikke enig med den svenske konge Oscar i det skandinaviske spørgsmål, da denne som bekendt ville komme Danmark til undsætning. I 1848 var det ikke ham, men et ungt statsråd som, i den norske begejstring, repræsenterede det anti skandinaviske standpunkt, overfor Kong Oscars lyst til at gå med i krigen .

Moderen var Sophie H Knut-Christiansdal hvis mor var en Moltke og direkte i familie med Adam Gottlob Moltke-Hüitfeldt der ejede Gråsten Slot fra 1862 til 1864. Sønnesønnen Harald boede på slottet indtil 7 feb 1864 og forlod slottet tømt for alt, der ikke var nagelfast. Den 9 februar overtog prins Friedrich Carl bygningen til hovedkvarter for krigen 1864 . I øvrigt døde Sophie i barselsseng 1819.
Løvenskiold lukkede sig inde og ville ikke se nogen. Begravelsen var uden sidestykke og Fossum gik i sort. Severin Løvenskjold tog på rekreation sammen med sin bror Herman. Turen tog 8 uger og gik over Berlin til Karlsbad. Børnene, incl. Leopold, blev afleveret hos svigermor på Liliendal Gods.
Leopold havde 4 brødre og 2 søstre. Søstrene døde som små
Ernst, født 1803, død 1867 som øverste kammerherre.
Adam, født 1804, død 1886 som øverste kammerjunker.
Otto, født 1811, død 1882 som assessor i højesteret.
Leopold, født 31/3 1813, blev som dansk frivillig i den dansk-tyske krig dødelig saaret 5/6 1848 under slaget i Sundeved En ivrig bjørnejæger.
Herman, født 6/1 1819, den yngste af dem, blev den senere ejer av Fossum. Kammerherre, godsejer, jernværksejer d. 4/6-1873. Iflg. kirkebogen, døde han af ”Meningitis” (hjernehindebetændelse).g. 5/8-1856 med Anna Sophie Hedvig Løvenskiold fra København, sin kusine, f. 27/10-1838 d. 14/10-1903,

Nu skal vi se på hvordan han blev dødeligt såret, ved Stenderup Kro den 5. juni 1848.

I angrebet mod os skulle forbundsdivisionen og den preussiske linjebrigade under general Edward Bonin rykke frem mod Dybbøl – mens den preussiske garderbrigade skulle marchere mod Aabenraa for at kaste vores oberst Hans A. Juels kavaleris styrker ud af Nordslesvig. Avantgarden og brigaden Marchalck tilhørende general Hugh Halkett skulle fra Gråsten rykke frem over Adsbøl og Nybøl mod brohovedet ved Alssund. Den slesvig-holstenske hær skulle blive i Adsbøl som reserve. De tyske styrker mod os talte 14 bataljoner, seks eskadroner og fire batterier. I alt ca. 12.000 mand.

Angrebet begyndte om formiddagen mod vores venstre fløj, hvor vi blev trængt tilbage - snart måtte vi opgive Nybøl By og møllen dér – senere blev vi kastet ud af Stenderup og Bøffelkobbel. Otto Ludvig Munthe-Morgenstjerne . Kommandør for 12. lette infanteribataillon Munthe-Morgenstjerne faldt efter at have været trængt ud af Nybøl og Bøffelkobbel men efter forstærkning af herregårdsskytterne, generobret det tabte. I flere timer holdt bataillonen skoven Bøffelkobbel inden den gamle hæderværdige oberstløjtnant faldt, truffet af en kugle i brystet. ”Er det dødeligt” spurgte nogle af hans folk, der trængte sig om ham. ”Ja dødeligt” var hans svar, og ham sank af hesten og udåndede i sin kække sjæl.

Under dette angreb havde den preussiske linjebrigade delvis sovet i timen – de havde samlet sig så langt tilbage, at Wrangel måtte befale, at det ellers sejrrige angreb mod os måtte stoppes – linjebrigaden skulle have tid til at nå frem.

Den 5. juni blev der kæmpet bravt om Nybøl Mølle. De danske styrker havde sat sig fast på møllen og på vejene nord og syd herfor. Møllen blev angrebet af en brunsvigsk battaillon som i første omgang kastede de danske, der dog senere tilbageerobrede den. Endelig måtte møllen opgives og blev herefter indtaget af den brunsvigske battaillon samt en oldenburgsk og hannoveransk rytteri. Styrken var bestykket med 16 kanoner.

Ved 12.30-tiden sendte general Schleppegrell en melding til overkommandoen: »Fortropperne i Stenderup og Nybøl høres i levende Engagement. Kanonskud høres i retning af Nybøl Mølle".

Natten til 5. juni drømte Løvenskjold , at han blev såret og taget til fange. Denne dag var hans enhed på forpost i nærheden af Nybøl. Til tidsfordriv spillede han og to andre officerer whist, da der pludselig hørtes geværild og kanonskud. Formentlig spillede de kort i Stenderup gamle Kro.

Officererne sprang op og ilede i spidsen for mandskabet for at komme vedetkæden til undsætning. Hannoveranske fjender rykkede frem med betydelig overvægt. Forpostlinien trak sig tilbage, og Løvenskjold stod tilbage med ca. 30 mand og lod fyre med geværerne. Hans eget klikkede. Da han gav sin sidemand ordre til at skyde en fjendtlig officer, blev han ramt af en kugle i venstre side, der straks strakte ham til jorden. Han råbte til sine folk om at trække sig tilbage. Den nærmest stående soldat ville ikke forlade ham, men ville hellere overgive sig til den stormende fjende. ”Nej! De er for brav en karl til at blive fange, medtag min rifle, thi den må ikke komme i de tyveknægtes hænder, og løb hen så hurtigt De kan, bed officererne hilse min gamle fader og mine brødre, thi De ser, jeg må dø”, og dermed pegede han på sit sår, hvoraf blodet strømmede ud.

Løvenskjold blev således liggende og blev fundet af Kaptain de Vaux fra det hannoveranske infanteri, til hvem han fortalte hvem han var, og at han ikke troede han havde lang tid igen. Kaptain de Vaux måtte love at bringe en hilsen til hjemmet i Fossum. Den sårede blev nu forbundet af en læge og sendt til Gråsten sammen med andre fanger.

I et brev beretter en slesvigsk godsejer, der kendte Løvenskjold, at han samme eftermiddag, den 5. juni, på landevejen i nærheden af Gråsten mødte en transport af sårede og blev opmærksom på, at en af disse ikke kunne udholde at blive kørt. Han nærmede sig vognen og genkendte Løvenskjold, som sagde, at han ikke havde lang tid til at leve, men bad om at skaffe ham lindring for smerterne og om at sende bud efter broderen Ernst, som nylig havde besøgt ham på Als, om at komme til hans sygeleje. Slesvigeren tilbød ham at skaffe pleje i sit hus, men da vagten ikke ville tillade dette, sørgede han for et leje for den sårede i Gråsten. Men da lægerne fandt det nødvendigt, at den sårede bragtes til lazaretet, skaffede han en bekvemmere vogn, i hvilken Løvenskjold blev kørt til Flensborg.

I de sidste dage, Leopold Løvenskjold, efter at have fået det dødbringende sår, henlå på lazarettet i Flensborg, som krigsfange, var han genstand for stor agtelse og omsorg fra tyskernes side. Alle hans ønsker, blev så vidt muligt, opfyldt. Da han således gentog sit ønske om at se broderen Ernst, blev en brunsvisk officer afsendt for at hente ham, men han kom for sent. Hofmarshallen rejste i stedet til Christiania for at trøste Statholderen. Premierløjtnant, senere over hofmarshall, Carl Løvenskjold fik derimod anledning til se og tale med sin slægtning på lazarettet før hans død.

Slægtningen var Carl Ludvig Løvenskjold (af den danske linie), garderofficer (1822-1898 ) Den kongelige Livgardes første historiegraf

Under stor pomp og pragt blev Løvenskjold bisat i Flensborg, Overkommandanten de Sct. Paul fulgte processionen. Kisten, som var smukt dekoreret, blev båret af underofficerer, og en løjtnant med 40 mand af det oldenborgske infanteri paraderede og gjorde militær honnør. Trommerne var dæmpede, og der afgaves generalsalver i tre omgange. Pastor Calentiner holdt en smuk tale og forrettede jordpåkastelsen i kapellet. En stor del af byens indbyggere var fulgt efter kisten, og en del unge piger bad om at måtte smykke den med kranse, hvilket dog, for at undgå misstemning, blev udsat, indtil kisten var bisat i gravkapellet.

Senere blev kisten, med militær honnør, ført til Sønderborg hvor jordefærden skulle foretages. Efter eget ønske skulle han begraves mellem sine våbenfæller ,der faldt samme dag, nemlig kaptain Thestrup og oberstløjtnant Munthe-Morgenstierne

Ved jordefærden i Sønderborg holdt den fra Dybbøl for fjenden flygtede Provst Carstens en gribende mindetale over Løvenskjold. Byens og omegnens unge damer have dækket hans smagfuldt forarbejdede kiste, med et rigt blomsterflor. En laurbærkrans fra pastor Krogh-Meier fra Ulkebøl præstegård, hvor den afdøde oftere og gerne var kommet. Kransen slyngede sig om røde og hvide roser på kistelåget. Flere embedsmænd og alle militære, som var til stede og tjenestefri, fulgte med toget, der sluttedes af en hel del menige. De norske og svenske frivillige bar liget fra kisten til graven. Det var hen mod aften, og solens stråler kastede deres lunende stråler gennem træerne over den åbne grav og de duftende kranse på højene, hvor hans våbenfælder just var stedet til hvile.

V


1981 blev nogle officerer på sergentskolen i Sønderborg enige om at oprette et selskab, hvis formål er at mindes og hædre nordiske frivillige, i de to slesvigske krige 1848/51 og 1864.
Foreningen tog navnet Løvenskioldelskabet, opkaldt efter den heltemodige nordmand fra Fossum.
Foreningen lever 2010 i bedste velgående på sergentskolen i Sønderborg og har ca. 60 medlemmer
Litteratur:
Jacob Thode Ræder:
Krigserindringer fra 1848-1850
Vilhelm Holst:
Felttogene 1848, 1849 og 1850
Elise Bodenhoff:
Et lykkeligt hjem
Olaf Gjerløw:
Stattholder Severin Løvenskiold
Skrift for Historisk Forening for Sundeved 1994:
Slaget ved Nybøl d. 28 maj 1848
Løvenskjoldselskabets
Løjtnant Leopold Herman Løvenskiold
http://finnholbek.dk/genealogy/showmedia.php?medialD=2074
http://www.lfossum.no/