Mindesten for angrebet på de tyske skanser, 23. april 1849
Kolding Mindesten på Fynsvej for husarangreb den 23. april 1849. Afsløret den 23. april 1899.
Ludvig Castenskiold (1823-1905) Dansk officer under Treårskrigen og senere hofembedsmand. Udmærkede sig i slagene ved Kolding, Fredericia og Isted Hede.
Intro
Mindestenen blev rejst den 23. april 1899 af Våbenbrødrene i Kolding i anledning af 50-året for gardehusarernes angreb på de tyske skanser på stedet.
Der hvor Mindevej munder ud i Fynsvej står mindestenen for angrebet på de tyske skanser den 23. april 1849. Den er rejst af Våbenbrødrene i Kolding i 1899.
Kolding Å markerede i 1849 grænsen mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig. Så da den tyske befolkning i Slesvig og Holsten gjorde oprør i marts 1848 blev Kolding flere gange involveret i krigshandlingerne
Den 20. april 1849 rykkede fjenden ind i Kolding for anden gang på et år. Den danske general Bülow blev presset fra politikerne i København til at tilbageerobre Kolding, og den 23. april gik de danske styrker til angreb på byen fra flere retninger. Angrebet blev blodigt, med hundredevis af faldne og sårede på begge sider.
Castenskiold tjente som løjtnant under general Schleppegrell, hvis styrker angreb Kolding fra øst. Desværre for dem havde den tyske kaptajn Schöning forskanset sig solidt på højdedraget ved Skovmøllen (nuværende Castenskioldvej), hvorfra hans tropper skød på de fremrykkende danskere og påførte dem store tab. Schleppegrell besluttede derfor, at Schönings skanser skulle stormes for at sikre hovedstyrkens fremrykning ind i Kolding. Et jægerkorps støttet af artilleri skulle angribe skansen fra nordvest. Når jægerne var langt nok fremme til at presse tyskerne, skulle en halveskadron af gardehusarer under Castenskiolds kommando hurtigt angribe fjenden i ryggen fra syd.
Jægerne rykkede frem, men det gik langsomt. Schleppegrell blev utålmodig og beordrede Castenskiold til at angribe de tyske stillinger, før at jægerne var på plads. Det kostede de danske gardehusarer dyrt. Under det modige, men dårligt planlagte angreb mistede 10 husarer livet, 19 såredes, 3 faldt i fangenskab og 39 heste blev skudt. Castenskiold selv blev også såret, men formåede at komme i sikkerhed.
Med nød og næppe fik danskerne til sidst tilbageerobret Kolding, der under angrebet led store materielle skader pga. kanon- og granatbeskydningen. På trods af de de store tab opgav danskerne Kolding allerede få timer senere, og trak sig tilbage nordpå og til Fyn.
Schöning fandt efter slaget Castenskiolds pistoler på dennes døde hest og sendte dem ad omveje til den danske løjtnant. Sammen med pistolerne sendte den tyske kaptajn også et brev, hvori han udtrykte stor beundring for løjtnantens mod. Tyskeren havde beordret sine mænd til ikke at skyde mod den danske officer, efter at hans hest var blev skudt væk under ham, men ordren var kommet for sent. Castenskiold blev derfor såret, og som officer undskyldte Schöning dette. Castenskiold skrev tilbage til Schöning og takkede denne for hans ridderlighed. Museet på Koldinghus opbevarer i dag Castenskiolds pistoler.
Castenskiold blev kendt som Helten fra Kolding under Treårskrigen 1848-50, men han deltog også i Fredericia-slaget den 6. Juli 1849 og Istedslaget den 25. Juli 1850, det største slag i Nordens historie. I Fredericia udmærkede han sig endnu engang med stort mod og lederskab, men det er i Kolding den 23. april 1849 at han etablerede sit navn. Endnu mere imponerende er det, at Castenskiold skabte sig så stort et ry på trods af, at han startede krigen i tysk fangenskab.
Det lå i kortene, at den unge Ludvig skulle være officer, og han blev da også optaget på Landkadetakademiet som 12-årig. Dog var det næsten gået galt, da han til adgangseksamen havde hjulpet en ven med den skriftlige opgave, hvilket var strengt forbudt. Hans fars regimentschef skrev dog til selveste kongen og bad hans majestæt om at tilgive den unge Ludvig for den hjælpende hånd, og allernådigst lade ham indtræde i akademiet. Kongen forbarmede sig over den unge knægt, og Ludvig kom ind og blev officer.
Efter Treårskrigen forsatte Castenskiold i hæren nogle år og blev derefter tilknyttet hoffet. Her steg han i graderne og var en overgang fungerende hofmarskal. Denne stilling passede dog ikke til hans natur og blev kun midlertidig. En samtidig hofmand påpegede, at Castenskiold skam var en brav fyr, men at han var åndsdoven, og desuden måtte lide den tort at have en utrolig irriterende kone. Ikke desto mindre blev Castenskiold et betroet medlem af kredsen omkring kongen i slutningen af 1800-tallet, og på sine ældre dage blev han æret med titlen ”Excellence”.
Gennem hele sit liv var Castenskiold kendt og æret som Helten fra Kolding, men der var tegn på, at han med årene distancerede sig selv mere og mere fra Kolding-angrebet, hvor ti af hans gardehusarer mistede livet til ingen verdens nytte. I 1899 afleverede han sine pistoler og andre effekter til museet på Koldinghus, og bad i det medfølgende brev til museumsinspektøren; ”… om De venligst vilde modtage en Krands fra mig… som jeg ønsker anbragt paa Thaulov Kirkegaard paa mine Husarers Grav.”
Castenskiold døde i 1905, 82 år gammel, og kongen og hoffet deltog i hans begravelse.